Cantate til Kongens Fødselsfest
1786
1786
Du, som med harmonisk Kjæde
Livet bandt til Held og Glæde,
Fader! Gud! vi love dig.
Du vor Konges Daad velsigner,
At han dig i Godhed ligner;
Ved vort Held er lykkelig.
Recitativ,
Saa stiger reen og festlig Glæde
Fra Hjertet til det blanke Øie,
Og Øiet giver Christian
Det store Navn af Fødelandets Fader,
Og skjænker ham en taksom Taare. –
En taus Veltalenhed rundt om sig breder,
Hvert Øje sig til Himlen hæver!
Hvert Hjerte taler til Algodhed,
Og evigt Bifald skuer Hjertet!
Arioso,
Vaarens Yndighed udbreder
Hymners tonerige Fryd:
Men til Hjertets Saligheder
Himlen ei gav Læben Lyd,
Recitativ.
Vor Sang kun svag og stammende udtrykker
Den mindste Deel af Glæden i vort Hjerte,
O Fader! thi saa langt dit Scepter rækker,
Omskaber du hver Ørken til et Eden!
Som Vaaren skabende fremkalder
Af Jordens Skjød den haabefulde Spire
Til moden herlig Frugt i Høstens Dage!
Ved Kongedaad du lætter Trældoms Lænke. –
See Frihed rejser sig, og undres ved sin Styrke.
Ukunstlet Jubelsang til Himlen stiger
Fra Agermandens Bryst, o Fader!
Og Ordet døer paa hans henrykte Læbe.
Da samler han sit Hjertes hele Styrke,
Og raaber: jeg er fri – Gud signe Kongen!
Og Gud bønhøre ham, og signer Kongen.
Duetto.
1. I Herre-Slot og Armods Hytter
Udbreder Kongen Held og Fryd;
En Konges Fred vort Tempel skytter!
Der fremmes Enighed ved Dyd.
1. Og hver, som kjender Dydens Glæde,
2. Hvert Led af denne faste Kjæde,
Istemmer med det glade Land:
Vor Konges Dage mange være,
Og Fader-Navn hans Krones Ære!
Velsignet være Christian!
Chor.
Velsignet være Christian!
Efter Talen.
Recitativ.
O Hæld os, vi, som boe i Fredens Skygge
Vi føle det; en Konges Godhed skytter
Vor Tempels Varighed!
Vor Ordens Kjæde sammenføjer
Hver ædel Broder med hver dydig Søster,
Og alle til Lyksalighed!
Os bliver Pligters Baand en Blomsterkjæde,
Arie.
Yndefulde Baand os binde,
Blomster sig om Kjæden snoe.
Borget Glands os ei skal blinde;
Thi vort Maal er Sindets Ro.
Dydens uformørkte Glæde
I en fri og ædel Sjæl,
Og at fremme Brødres Vel,
Ere Lede af vor Kjæde.
Recitativ.
Stiltienhed.
I Templets Helligdom alene
Der skues Maalet for vor Kjæde,
Ei seet af uindviet Øie.
Om Templet natlig Mulm sig lejrer!
Nysgjerrig Letsind ængstes og forvildes;
Thi Taushed hviler i det tykke Mørke.
Kun for Indviede er Lys og Kundskab.
Velvillighed.
Paa Livets tunge Vei velvillig møde
Den Vandrende, – fortrolig Haand ham række,
Og hæve ham, snart over stejle Klipper;
Snart kjærlig vare ham for skjulte Grave;
Velgjørende med Brød hans Hunger stille,
Og slukke Tørstens Brand paa matte Læber:
Det er Velvillighed og Kjædens Hæder!
Bestandighed.
Som Klippen rokkes ej ved Storm og Torden,
Og svækkes ei ved Morgenrødens Straaler,
Stor ved sig selv, og fast ved egen Vælde:
Saa ubevæget staaer vort Tempel!
Ei Avinds Magt, ej lumske Fiender svække
Dens Grundvold! Aldrig borget Glands forføre
Fra Pligters Veil Vor Bøn, vor Hæder være
Et fast og roligt Hjerte.
Terzetto.
Stiltienhed.
Mulm jeg lejrer om vor Kjæde
Mod letsindig Videlyst.
Og jeg skaber Lys og Glæde
I hvert viist og ædel Bryst.
Bestandighed.
Sammenføjet med min Vælde
Trodser Kjæden Tid og Ælde
Fast ved fælles Harmonie.
Alle Tre.
Sammenføjet med vor Vælde
Trodser Kjæden Tid og Ælde
Fast ved fælles Harmonie.
Men for den Fred, vor Orden nyder,
Vi Dig, som vore Hjerter byder,
Dig, Christian velsigne vi!