Herr Bacchus er en skjønne Mand,
Han giver, hvad man søger,
Meer end Apoll, den Liremand,
Med sine Nodebøger.
Han er saa opblæst af sin Sang,
Og Guldet paa hans Lyre;
For Røgter har han dog af Trang
Sig engang ladet hyre.
Paa Borg han ei en Sopken fik;
Saalidt hans Liren gjelder;
Nei der er skjønnere Musik
I Fatter Evans Kjelder.
Og skjøndt Apoll vel stundum kan
Sin Sang medrette prise,
Er Bacchus ligevel en Mand,
Der og forstaaer sin Vise.
Vi lade Phæbus paa Parnas
Sig med Discanten fryde,
En Sang af Bacchi Contrabas
Skal os dog bedre lyde.
Til Phæbus vil man neppe see
Hos Store og hos Rige,
Men derimod med Bacchus de
Omgaaes som deres Lige.
Hvad Brødre! skulde vi for Spas
Forsøge paa at drive
Den Nar Apollo fra Parnas,
Og det til Bacchus give!
Den Laurbærskov vi ville saa
Med samlet Magt udrydde;
Dog lade vi en Haandfuld staae
For Steeg dermed at kryde.
Naar Muserne for Laurbær saae
Viintræets ranke Grene,
Og Flaskerne til Svale staae
I klare Hyppocrene;
Da, skjøndt udvordes Ærbarhed
Forbød dem vel at drikke,
De skulde af Nysgjerrighed
Et Fad i Løndom svikke.
Men fik de Smagen først engang,
Og følte Vinens Varme,
Hver hørte glad vor Drikkesang,
Og fløj i vore Arme.