Jehovah uden Byrd, og uden Ende,
Alvældig, ene stor, og ene viis;
Til dig al Jordens Slægter Bønner sende,
Al Jordens Joner juble til din Priis
Dit Bud ukjændte Stjernehære lyder,
I Alt, og over Alt du ene byder,
I evig Orden din Alvisdom bød
Døgnormens Liv, og Solekredses Død.
Orkaners vilde Hvirvel hærger Jorden,
Og Bølgen sluger den beboede Bred,
I Jordens Indvold døner Dødens Torden,
Et Ildsvælg aabnes, Stæder styrte ned;
Blodtørstig Tvedragt Krigens Ildsvælg tænder
Dens vilde Lue trindt om Jorden brænder;
Nu fare Pestilents og Hunger ud;
Du, Herre! bød det, Visdom er dit Bud.
Nu tie Tordner, Stormens Rasen hviler,
Bag vante Bredde suser vilden Hav,
Hvor Ildstrøm raste, haabfuld Grøde smiler,
Stolt hæve Stæder sig paa Stæders Grav.
I Fredens milde Ly sig Folket glæder,
Nu fremmes Visdom, Flid, og Dyd, og Sæder,
I tusind Samlyd bryde Jubler ud,
Du Herre! bød det; Visdom er dit Bud.
Hvad er vor Jord? et Støvgran af dit Rige,
Imod din Evighed et Lyn dens Tid.
Vor Lod er i din Haand, Uendelige;
Du gjør vor Skjæbne mørk, du gjør den blid,
Du gav vor Sjæl dit Guddomspræg at bære
Den kom fra dig, og evig skal den være;
Men Jorden falder, Sole slukkes ud;
Du, Herre! bød det; Visdom er dit Bud.