Epilog
fremsagt af Hr. Regisseur Clausen.
fremsagt af Hr. Regisseur Clausen.
efter hans Declamatorium den 20 April 1816
efter hans Declamatorium den 20 April 1816
Naar vi skuffede af Haabets Smil
Seer i Ungdomsvaarens Blomsterdage
Kunstens Bane i sit Tryllespil
O saa let, saa ynderig, at drage;
Vækkes Mod og Kraft og Munterhed,
Da paa Torne tykkes let at træde;
Og det tunge mødefulde Fjed
Vei til Hæder og Bevidstheds Glæde.
Men jo længer vi ad Banen gaae,
O da først erkjænde vi dens Møie,
Da naar Haabets fjerne Trylleblaa
Vorder stejle Fjelde for vort Øie.
Naar vi da, fra Kunstens Kæmpen træt
Maa endda mod Skjæbnens Storme stride,
Naar vi see, hvor lidt vi veed af det,
Som vi ville, som vi burde vide,
Ædle Dana! ved din Gavmildhed,
See vi Skjæbnen da formildet være;
Lettet føle vi vor Banes Fjed
Ved din Mildhed i at overbære.
Dette Hjerte, mens det føle kan,
Mindet om dit Ædelmod skal nære,
Dette gav mig Kraft at vorde Mand
Dette skal min Trøst, som Olding være.
Ja naar Dødens Stemme hæver sig:
Gjør dig til det sidste Optrin færdig!
O da gid den Tanke styrke mig,
At jeg ikke var hiin Gunst uværdig!