Prologfremsagt af Instructeur RosingtilKronprindsesse Maria,den 15 November 1791Lad modløst Folk, nedtrykt af Trældoms Kjæde,Af Frygt istemme lejet Digters Sang, —Som forelyver Fyrsten Folkets Glæde,Det Folk, som sukker under Vold og Tvang.Mens Herskelyst bag Himlens Bud sig fjæler,Og lokker Støvet til at hævne Gud,Mens yndet Træl sin Broder forfordeler,Og suer Landets Marv og Fedme ud.Vaagn, Folk! forsøg dit Trældoms Aag at bryde,Strax faaes en Skingrund til en Nabokrig,Din Ungdoms Blod paa fremmed Jord maa flyde,Dens Agre gjødes med de Slagnes Liig.See nøgne Sult, mismodig Dørskhed viserDespotens vilde frygtelige Magt,Haan paa den Skjald, som ham lyksalig priser,Ynk med det Folk, som blændes ved hans Pragt!Den Roes afskyer du, Christian, Folkets Fader!Den Roes afskyer du, Fredrik, Kongens Søn!Tyrannens Vold, hans Seierskrands I hader,En Borgerkrands er Eder stor og skjøn.Derfor tør Sandhed frit for Eder møde,Naar Falskhed bæver, som en modløs Træl;Derfor skal Folkets Jubler sammenstøde,Naar det gaaer Kongen, og hans Afkom vel.Da du, som Mand, o Fredrik! kom tilbage,Et Fryderaab alt Folket stemte i;Du klog og kjærlig valgte dig en Mage,Dit Valg var frit, saa var vor Glæde fri.See, sagde Folket: hun dit Held skal være,En Pryd for Danneqvinder, og sit Kjøn,Med hende Livets Kaar er let at bære,Og deelt med hende vorder Kronen skjøn.Som Brødre føle for en ædel Broder,Som Sønner frydes ved en Faders Vel,Som Døttre brænde for en kjærlig Moder,Saa følede, saa brændte Folkets Sjæl.Nys Kummer mørknede de blide Dage,Og Folket græd, og deelte Fyrstens Sorg,Din Sjæl var Angest, Fredrik! for din Mage,Og Angest var i Hytte, som i Borg.Nu denne Dag har Folkets Fryd oplivet,Den Gud, som selv i Kummer naadig er,Har dig, Maria! ham og os gjengivet,Maria ham, og os, og Himlen kjær.Elsk dette Folk, som sig med Fredrik glæder,Føl det, Maria! det velsigner dig;Du Fredriks Held! du Danneqvinders Hæder!Bliv Moder, Landets Moder! lykkelig.