Naturen daaner, thi fra Kuldens Vinger,
Neddrypper Rimen paa det visne Blad;
Den muntre Lærke sig ei mere svinger
Mod Skyen ved sin varme Lovsang glad.
Tungsindig Skoven staaer, sin Pragt berøvet,
Og øde Taushed hersker overalt,
Kun brudt af kolde Vindstød, og af Løvet,
Som tørt og raslende til Jorden faldt,
Og snart skal Frosten med en Isbro binde
Den muntre Bæk, som nu imellem Siv
Nu mellem Roser nys var vant at rinde,
Saa klar og rolig som den frommes Liv,
Kort og ustadig er Naturens Glæde,
Knap kommen, før den visner, og forgaaer;
Alt lyner bort, hvad bliver meer tilstæde,
End Mindet af, og Haabet om en Vaar?
Var Venskab ej, hvad kunde vi da finde
Paa denne Jord vort Savn og Ønske værd?
O den var lykkelig, som gik iblinde
Sin Bane liig en natlig Reisefærd.
Men dig, o Venskab! dig har Himlen givet,
At lindre Sorger, og at adle Fryd;
Du letter trolig Veien gjennem Livet,
Og hæver Elskov op til ædel Dyd;
Umistelig i Glæde og i Kummer,
Hvor qvægende ved sidste Lejested,
Hvor styrkende, naar mod den sidste Slummer
De matte Øienlaage daler ned!
Selv den, som Himlen signer med en Pige
Der øm og ædel elsker uden Sviig,
Vil dog en Ven, til hvilken han kan sige,
At han er elsket, og er lykkelig.
Og den, som Skjæbnen vied ind til Smerte,
Og nægted Taarens Lindring i sin Nød,
Forfulgt og miskjændt, med et ædelt Hjerte,
Og skuffet, skjøndt han aldrig Løfte brød;
Er han ei qvæget, naar ham Venskab kalder
At søge Lindring hos en ædel Mand?
Den Taare, som af dennes Øje falder,
Er ham, som Dug for det soelsvedne Land.
Selv Livets mindre Glæder Venskab kryder,
Og ingen, ingen Fryd er uden den,
Selv Druens Nectar. Sindet ikke fryder,
Naar den ei nydes, deles med en Ven,
Og her er Venskab Glædens Skytsgudinde,
Den samled os, den indbød Eder her,
Og at vi os her atter glade finde
I Vennekreds, det dens Velgjerning er;
Den ene er vor Muse, den os leder
Ad Roses Bane, den os giver Ild;
Den skylde vi det, om vi tækkes Eder,
Er ikke Venskabs Dom bestandig mild?
Af Vennehaand en ringe Skjænk behager,
Og Gaven faaer sit Værd af Giveren,
Men den, som Gaven venskabsfuld modtager,
Han giver tusindgange meer igjen.
I smilte til os, naar vi revsed’ Daarer,
Med ædel Afsky saae J Ondskabs Daad,
Det rørte Øie offred Medynks Taarer
Til Ædles Nød, og den forladtes Graad.
Af Venner yndte, elskede at være,
Det gjør os denne Dag tidobbelt skjøn;
I Eders Bifald søge vi vor Ære,
Men Eders Venskab ønske vi til Løn.