Thomas Thaarup (1749–1821)

Taus, som Kummer i den store Scene,

Naar den føler heel sit tunge Savn,

Stod du, Rosing! og selv Melpomene

                Saae dig værd sit Navn.

O din Taushed til mit Hjerte talte,

Meer veltalende, end Klagens Røst,

Og den Veemod, der din Stemme qvalte,

                Vaktes i mit Bryst.

Da din Stemme lød i Mulm blandt Grave,

Leed din rørte Skjald, og følte sig,

Sandhed var din Røst, og Kunstens Gave

                Var Natur hos dig.

Saa Veninde! skildred du din Smerte,

Ved din Vens, din elskte Lærers Grav;

Tag det Bifald fra hvert ædelt Hjerte,

                Som dig Taushed gav!