Langfredags-Hymne med Choral
1819
1819
Almagt! Visdom! Godhed! Fader!
Dig tilbede Himlens Myriader,
Adams Børn i Støvet knæle ned,
Himles Himle straale af din Ære,
Hellig, hellig, hellig est du, Herre!
Jorden fyldes af din Miskundhed.
Fra en Himmels Herlighed og Ære
Fra sin Faders højre Haand,
Nedsteeg Jesus, Sandhed os at lære,
Han for os med Herren at forsone
For at adle os til Livets Krone,
Paa et bandlyst Træ opgav sin Aand.
Følg, o Sjæl! din Frelsers tunge Fjed,
See ham taalig, uden Klage
Korsets tunge Træ at drage
Segnende mod Jorden ned.
Fra hans Tornekrone rinder
Blodet paa de blege Kinder
I hans Aasyn er Forsonlighed.
Grummes Raab mod Himlen stige,
Ha! korsfæst! kortfæst! de skrige,
Øjet gnistrer Hævn og Had.
Jesu Bøn de ikke høre:
Fader dem forlad!
De ei vide, hvad de gjøre.
Hvo udsiger, hvo udmaler
Alle Smertens Helvedqvaler
I Marias fromme Bryst?
Moderhjertet svulmer, bæver,
Bleg og taus hun Øiet hæver
Op til Sønnen efter Trøst.
Han, som Hjertets Tanker kjender,
Kjærlig Trøst fra Korset sender,
Han har hørt sin Moders Bøn!
”For dig skal Johannes Omsorg bære,
Du skal ham en Moder være,
Han dig en Søn!”
See Dagens Stjerner blegne,
Dem Lys og Varme har forladt;
Fra Mørkets Rædselsegne
Udvælder kold en ukjendt Nat;
I Mulm, som ingen Straale bryder,
Høit Jesu Stemme lyder:
Min Gud! min Gud! hvi har du mig forladt?
Hævn din Smertes Ild er slukket;
Vredens Kalk! du er uddrukket,
Jesus aander tungt og svagt.
Hører! hører! alle Himles Himle!
Hører Folk! I som paa Jorden vrimle!
Hører Frelsens Røst: det er fuldbragt.
Hans Læbe blegner
Hans Hoved segner
Han raaber: Fader i din Haand
Befaler jeg min Aand.
Hans Øjne brister
Han døer.
Angest ruger over Jorden,
Gud Jehovas hule Torden
Dybt fra Jordens Skjød sig hæver,
Klippen revner, Templet bæver,
I det frygtelige Nu
Helligdommens Forhæng brast itu.
For den frække Synders bange Syn
Gravens blege Dødning svæver
I Glimt af Lyn.
Alle Himles Magter skue ned
Til det Kors paa hvilket Jesus leed.
Alles Røst i Jublers Himmeltoner
Prise dig, du Menneskets Forsoner!
Du grundløse Kjærlighed!
Store Dag! vær hellig i vort Minde!
Du beseglede vor Naades Pagt;
Dag! paa dig er Frelsens Lov fuldbragt,
Herrens Kjærlighed dig lod oprinde.
Stiig, og flam, du hellig Andagts Lue!
Flyder, Glædestaarer! ved at skue
Lysets Sejerskamp mod Mørkets Magt.
Hallelujah! den er fuldbragt.
Choral.
Verdens Dommer og Forsoner!
Dig i Andagts glade Toner
Priser min forløste Sjæl.
Jesu! lad min Idræt være
Viet til din Guddoms Ære
Og til mine Brødres Vel!
Jeg vil i dit Fodspor træde,
Takke dig for hver en Glæde,
Som din Godhed gav min Aand,
Jeg vil dig hengiven lide
Sygdom, Fattigdom, og Qvide;
Alt er fra din vise Haand.
Jesu! see den Graad, som flyder,
Hør det Angers Suk, som lyder,
Naar min Fod paa Banen gleed.
Naar jeg sank i Sandsers Hilde,
Gjorde det, jeg ikke vilde, —
Frelser! vær mig da ei vred!
Naar mig Vredens Ild antænder,
Naar min Sjæl af Hævnen brænder,
Fromme! lad mig mindes dig!
Mine Fiender forlade,
Gjøre dennem godt, mig hade,
Signe dem, som bande mig.
Bøi, du milde! bøi mit Hjerte,
Til at føle Brødres Smerte,
Til at lindre Brødres Nød!
At som du, jeg mig forbarme.
Arm jeg dele med den Arme
Min Drik Vand, min Mundfuld Brød,
Jesu! naar mit Hoved segner,
Øiet brister, Læben blegner,
Styrk mig i den haarde Strid!
Byd, at Haabets Stemme toner:
Frelste! kom til din Forsoner!
O da er min Dødsstund blid.