Du Dydens Datter, Sjelens Fred!
Du Støvets Held i Sorg og Glæde,
Smiil straalende fra Himlen ned,
Velsign hvert Led i denne Kjæde!
At naar vort Tempel aabner sig,
Da alles Aasyn hylder dig.
Du adler Glæden i vort Bryst,
Du venlig dulmer Livets Møje,
Du gjør vort Aasyn mildt og lyst,
Skjøndt Taaren rinder i vort Øie,
Du styrker trætte Vandringsmand
Ved Haabet om et bedre Land.
For dig hvert ædelt Hjerte slaaer;
Det trættes ei, for dig at vinde,
Du ved den Syges Leie staaer,
Du er i Døden hans Veninde,
Hans Aasyn, naar det segner ned,
End straaler af din Salighed,
Velsign! velsign, o Sjælens Fred!
Velsign hvert Led i denne Kjæde!
Ledsag ethvert vort Reises Fjed
I Vel og Vee, i Sorg og Glæde!
Ved dig alene ledes vi
Til Evighedens Harmonie.