Thomas Thaarup (1749–1821)

Nys fyldte skjøn Sired det attende Aar,

Var rolig i Vinter og munter i Vaar,

Som Bækken i Engens det blomstrende Skjød,

Saa-stille, saa klare de Dage henflød.

From var hun i Hjertet, i Adfærd saa blid,

Var rød som en Rose, som Lillien hvid;

To Øine hun havde saa klare, saa blaae,

Som Himlen, til hvilken hun sørgefri saae.

Hun bandt uden Hensigt den skjønneste Krands;

Var altid den første i Sang og i Dands,

Saa mangen stolt Ungkarl forelsket hende saae;

Men haabløse lod hun dem alle bortgaae,

Rask ride de Bønder nu Sommer i By,

De Sange, de lyde saa høit udi Sky,

Sin Oluf ved Gildet hun første Gang saae,

Beltalende Øine hinanden forstaae.

Han elsker nu Sired, og elskes igjen;

Hun græder, da Oluf fra hende drog hen;

Med Glæde hun seer ham at komme til By;

Og naar han bortdrager, hun græder paa ny.

O Halvor! min Skjæbne, skjøn Sireds er lig,

Saa frygter, saa haaber, saa elsker jeg Dig.

O Halvor! med Dig drog min Rolighed hen,

Din Gjenkomst alene kan bringe mig den,

        O Halvor! med Dig drog min Rolighed hen,

Din Gjenkomst alene kan bringe mig den.

Hvor jeg beklager Dig! dog, trøst Dig Pige!

Der tør vel blive Raad...

                                        Min kjære Søster!

Du kan vel være glad, Du elsker ikke.

Og, hvem har sagt Dig det? fordi jeg spøger,

Og ei gaaer eensom, tankefuld, og sukker;

Er jeg da meer af Stok og Steen end Andre?

Nei Søster! jeg har Lyst at skrifte for Dig,

Jeg elsker.

                Hvem?

                                Ja nu! jeg elsker Peter.

Hvem? Peter?

                        Jeg vil sige Dig i Korthed,

(Skjøndt Nogle mene, Kjærlighed er snaksom)

Hvordan det staaer imellem mig og Peter:

Fra første Dag, han kom herhid til Gaarden,

Saae han saa mildt til mig, og venligt trykte

Han snart min Haand, snart kaldte mig sin Grethe.

Jeg tænkte først, det var saa Sømænds Sæder,

De gantes gjerne, siger man, med Piger;

Saa gav jeg Spøg for Spøg, og ligeledes

Jeg kaldte ham min Peter.

                                        Spøg blev Alvor,

Ei sandt, min Søster?

                                        Jo det ramme Alvor.

I Morges tidlig foer han til sit Fartøj,

For ret at pynte sig; thi Du maa vide,

I Dag har han besluttet at begjere

Mig af min Fader, og jeg tør dog haabe,

At han faaer ja?

                        Du lykkelige Pige!

Vist tør Du haabe, Anna kan kun frygte.

Nu, hvorfor frygte? er Din Knøs ei stræbsom,

Og skikkelig, og født, som vi, af Bønder?

Har ei vor Fader sagt: at flinke Hænder

Og ærligt Hjerte er den sande Rigdom;

At Den, som ædelt gjør, kun han er Adel.

Og passer det sig ikke alt paa Halvor? —

Hvad vil Du meer? saa ønsker just vor Fader

Sin Dotters Mand; og noget er i Gjære:

De Gamle har i Dag saa travlt, de tale

Om Udstyr, Fæstens Øl og Sønnesønner;

Det er om os, de tale; o! jeg tænker,

At alt er kant og klart med os før Aften.

Det give Gud! jeg er i Dag saa bange,

Saa underlig.

                        Friskt Mod, min kjære Søster!

Tro mig, Du faaer Din Halvor, jeg min Peter,

Førstkommende Majdag vort Bryllup skal staae,

Den skjønneste blandt vore Dage.

Saa faer jeg med Peter paa Bølgen den blaae,

Du blir hos vor Fader tilbage.

I Arbeid og Færsel gaaer Sommeren hen.

Om Høsten saa samles vi glade igjen.

        Saa kommer Din Grethe vel eengang en Høst;

        Hvad Held er mod hendes at ligne?

        En diende Søn ved et moderligt Bryst,

        O! ham skal vor Fader velsigne,

        Og knæsætte Drengen, og sige saa fro:

        Bliv Mand, bliv Din Konge, Dit Fødeland tro!

Men jeg maa ind og see til vore Gamle;

Jeg troer, de kommer – lad os gaae tilside;

Gaa Du i Stegerset og reed til Davre,

Jeg staaer imidlertid bag disse Buske,

Og hvad jeg hører, skal Du faae at vide.

Ja Broder! Himlen gav mig meget mere,

End hvad jeg turde haabe, kunde ønske —

O! meget gjør mig denne Dag mærkværdig:

I Dag for tvende Snese Aar, da sad jeg

For første Gang paa dette Sted, da tænkte

Jeg ikke paa at eje al den Velstand,

Og at jeg skulde fundet her en Hustru,

Saa from, saa huuslig... hun er ikke mere,

Hun er hos Gud...

                                Ja nu, min kjære Broder!

Det vor Lod at give Plads for Andre,

Det er nu eengang saa.

                                        Min ældste Datter

Er ret et Contrafei af salig Grethe,

From, huuslig, klog, og tarvelig, og stille.

Dog har hun lært lidt meer end andre Piger;

Thi uden det, at hun forstaaer sin Gjerning

I Huset, som sig bør; saa kan hun knipple,

Og sye i Ramme, og har lært at skrive,

Og Strengeleeg og Sang; dog alt til Maade,

Saa bør det være, det er Viv for Peter!

From, huuslig, klog, for alle Ting hans Lige.

Han er just ikke nogen hverdags Skipper;

Han veed Latin og Fransk; det var min Mening,

Han skulde været Præst, men Knøsen vilde

Langt heller gaae til Søes; saa gaae da, svarte

Jeg ham, og bliv en kjæk, erfaren Sømand;

Jeg vil ei tvinge Dig med Magt til Bøgen;

Thi tvungen Hund, min Broer! jog aldrig Hare,

Nei! Tvang gjør sjelden Gavn.

                                        Og man kan tjene

Sit Land og Konge, i hvad Stand man stædes;

Naar dette kun er rigtigt (peger sig paa Hjertet) nu saa

                                        foer han

Først som Matros, og siden blev han Styrmand,

Og derfor tjente han paa Kongens Skibe;

Var yndet af sin Overmand, var æret

Af Undermænd, og elsket af sin Lige.

Nu mærkte jeg, at Knøsen vilde fremad,

Og var paa rette Vei, seer Du, saa kjøbte

Jeg ham et Skib, og nu har han alt faret

Med det i fire Aar; er kjæk, forsigtig,

Forstaaer sin Dont, og er i sin Faders Glæde,

Ja vore Børn vil vorde lykkelige,

Og glæde os paa vore gamle Dage.

O! det er godt, at Lige søger Lige.

Din Peter er just rette Mand for Anna.

Saa Broder, mellem os er Sagen afgjort.

Broer! denne Dag er en tredobbelt Høitid:

Først skal vi glæde os ved Himlens Godhed,

Den har belønnet vore Hænders Arbeid,

Med en velsignet Høst; see hist staae Hæsser

Ved Hvermands Gaard, og fuld er Hvermands Lade,

Dernæst trolover jeg min ældste Datter, —

Og endelig: tænk Broder! hvilken Høitid

For Landets Børn? i Dag er vores Kronprinds

Hjemkommet med sin Viv; han søgte ikke

Det røde Guld, ei fremmed Magt og Vælde.

Han gifted’ sig, som een af vore Lige.

Gud signe dem, og giv dem glade Dage,

Og fromme Børn, som kan og vil det Gode!

Gud høre det! saa fremmes Landets Bedste,

Og Hvermands Tarv, saa gaaer hver Olding rolig

Ned i sin Grav, naar det er Himlens Villie. –

Men Hillemænd; det er alt høit paa Dagen;

Vort unge Mandskab dvæler noget længe

At komme hjem; dog veed jeg vist, de kommer

I Dag; for dem har jeg opsat mit Gilde;

De ere flinke Folk, Soldat og Bonde,

Det er en hæderlig og god Haandtering

At dyrke og forsvare Fødelandet.

Og her ved Friheds Støtte staaer vor Høitid,

Den satte vi til et erkjendeligt Minde;

Skjøndt den er ikke konstig, er den velmeent;

Thi føle kan vi under Vadmels Kofte.

Et ærligt Hjerte trænger ei til Fløjel. –

Kom! lad os gaae, og tænke paa vor Høitid.

Gud bedre mig! mit Haab forsvandt, som Duggen!

Hvi saae jeg ham? mit uerfarne Hjerte

Let overgav sig... tage det tilbage...

Hvor kan jeg det? Gud! nei, det er umuligt.

Eene Dig min Sjel begjerte,

Evig vil Dit Minde boe

I mit kummerfulde Hjerte,

Uden Glæde, uden Ro.

Mine Ungdoms feire Dage

Taarefulde svinde hen,

Og hver Midnat skal jeg klage,

Uden Trøst, og Haab, og Ven! —

Der kommer min ulykkelige Søster!

Nu, bedste Grethe! tør vi begge haabe?

Forbi! hvordan? jeg skjælver!

Hvordan forbi? sig frem? —

                                        Du ægter Peter!

Jeg Peter?

                        Ja! saa er vor Faders Vilje.

Nei Søster! aldrig, aldrig ægte Peter!

En hellig Eed forbinder mig med Halvor,

Og meer end Eed forbinder mig mit Hjerte.

Hans er det, og min Gave var frivillig;

Jeg agter Peter, han er rig, forstandig,

Han er min Ven; men ingen, uden Halvor,

Skal eje mig, skal kalde mig sin Kone, — —

Gud! skal vi krænke vores fromme Fader?

Nu Gud velsigne Dig! fordi Du nævnte

Vor fromme Fader!

                                Fat Dig, fat Dig, Søster!

O! jeg har fattet mig – jeg har en Fader!

Ja Fader! jeg vil flye i dine Arme,

Bekjende for dig: at jeg elsker Halvor.

Din Anna skal gjenkalde i dit Minde,

Hvordan du fældte Taarer med min Moder

Ved Livets første Lyd fra mine Læber.

Hvor kjærlig listed’ du dig til min Vugge,

Naar du kom hjem af Marken fra dit Arbeid,

Og kyste mig? Har du ei selv fortalt mig,

Hvor maalløs Glæde greb dit hele Hjerte,

Da jeg før første Gang dig kaldte Fader?

O! skulde jeg paa denne blide Morgen

Dig have kaldet sidste Gang min Fader!

O Fader! aldrig kan du glemme,

Hvor høit din Datter elsker dig.

Naturens skjønne, milde Stemme

Skal tale i Dit Bryst for mig.

Du skal mit taarefulde Øie,

Du skal mit bange Suk forstaae;

Jeg skal din Sjæl til Medynk bøie,

Med Tillid jeg til dig vil gaae.

Nei Fader! aldrig kan du glemme,

Hvor høit din Datter elsker dig,

Naturens skjønne, milde Stemme

Skal tale i dit Bryst for mig.

Kom Søster! følg mig! lad os begge ile,

Omfavne vores Faders Knæ, og bede;

Han skal ei være døv mod vore Bønner,

Ei følesløs ved sine Døttres Taarer.

Fædrene Bolig, o straatakte Hytte!

Modtag hvert Hjertes erkjendtlige Røst:

Dig Arbeid berige, Dig Kjækhed beskytte,

Bo Fromhed og Mod i hver Bondemands Bryst!

Saa nytte vi Fredens velsignede Dage,

Vor Frihed opmuntre til Flid;

Men kommer en Krig, uforfærdet vi drage

Mod Dannemarks Fiender i Strid,

Velkommen! velkommen tilbage!

Saa glade vi see Jer igjen,

Hver Ægtemand favne sin Mage,

Hver Fæstemø hilse sin Ven.

Velkommen hjem hver elsket Søn,

Hver Faers og Moders Trøst og Glæde!

Vær kjæk og god, det er vor Bøn,

Og Gud bønhøre det, vi bede.

        I Freden blev min Isse graa,

        Saa herligt Gud mit Arbeid lønner.

Jeg Trældoms Lænker brudte saae,

Og jeg har fri og kjække Sønner,

Velsigner Kongen alle Mand;

Thi han har adlet Bondens Stand.

BGud! velsigne Christian;

Thi han har adlet Bondens Stand.

Endnu kan jeg kun Ploven kjøre,

Og maa i Skolen gaae;

Men Landsoldat det vil jeg være,

Og Exercitsen lære.

Saa skal jeg engang Værget føre,

Og under Fredriks Fane staae.

I Freden skal jeg Ploven kjøre,

I Feide Danmarks Fiender slaae,

O Gud! velsigne Christian;

Thi han har adlet Bondens Stand,

End tæller jeg kun femten Aar,

Og er en fattig Landsbypige;

Men ingen Mand mit Hjerte faaer,

Som ei er god og kjæk tillige.

Ø Gud! velsigne Christian!

Thi han har adlet Bondens Stanb,

Sværd og Plovjern kan Hans Smed

Smedde i sin Esse;

Plovjern jeg laver smukt i Fred,

Men til Strid jeg Sværd kan hvæsse;

Være i Fred til Krig parat,

Saa bør den danske Landsoldat.

                Være i Fred til Krig parat,

                Det bør den danske Landsoldat,

Fædrene Bolig, o straatakte Hytte!

Modtag hvert Hjertes erkjendtlige Røst:

Dig Velstand berige, dig Frihed beskytte,

Bo Fromhed og Mod i hver Bondemands Bryst!

Modtager eders Ven, frugtbare Sletter!

Modtager fra mit rørte, glade Hjerte

Min Tak, for hver en blid, lyksalig Time

Jeg nød, for dem, jeg her endnu skal nyde.

Her kom jeg fremmed, langt fra Fødelandet,

Med Vemod tænkte jeg paa Fædre Fjælde;

Jeg mindtes hver en Høi, hver Dal, hver Klippe!

O! hver en Fryd fra Barndoms blide Dage.

Da runde mange, mange tunge Taarer;

I Drømme stod mit elskte Norge for mig,

Jeg saae dets Klipper, hørte Strømme dundre,

Og Vinden suse gjennem Graneskove.

Da strakte jeg de længselfulde Arme,

For at omfavne en graahærdet Fader –

Og vaagnede forladt, og fremmed – ene —

Nu aabnede du mig en gjæstmild Bolig,

O Dannemark! her fandt jeg Ven, og Fader,

Og meer end alt! her vandt jeg Annas Hjerte.

Ja Himmel! tør en dydig Elskov haabe?

Et skyldfrit Liv har du forjættet Glæde!

Saa hør mig: ei om Guld jeg dig anraaber,

Velsign mit Ansigts Sveed, og giv mig Anna.

Himmel! hvad ligner min Lykke,

Salige navnløse Lyst?

Nu jeg min Anna skal trykke

Tæt til mit brændende Bryst,

Herligste blandt mine Dage,

Naar jeg tør kalde Dig Mage,

Naar vi skal dele de nøisomme Kaar. –

O! naar Din Skjønhed forgaaer,

Trofast Du Halvor skal finde,

Dig skal jeg kalde Veninde,

Dig skal jeg elske med sneehvide Haar,

O kom, min Anna! føl og deel min Glæde!

Kom til din Halvor!

                                O! hvor er min Fader!

Forgjæves søger jeg, forgjæves.

                                        Anna!

Gud! Halvor!

                        O, min gode, søde Pige!

Hvor jeg har længtes efter Dig, hvormeget

Jeg har at sige Dig? o! hvor jeg talte

Hvert Øjeblik, hvert Fjed; hvor slog mit Hjerte,

Da jeg fra Veien kunde øine Kirken, —

Og saae Din Faders Gaard – o Pige! Pige!

Der findes mangen mere rig og fornem,

Og mere klog, end jeg; men ingen, ingen

Kan elske højere end jeg.

                                        Min Halvor!

Nyt bringer jeg Dig med fra Hovedstaden,

Min gamle Fader, tænk, den sølvgraae Gubbe

Er reist hermed; han vilde see sin Konge,

Og Fredrik, og hans Brud; han bragte med sig

En sammensparet Skat af gamle Penge,

En Sum vist nok langt mindre end hans Hjerte.

Dem vil jeg give dem til Brudegave,

Saa sagde han: og Faer, og Søn skal kjende,

Hvad Gubben tænker mellem sine Fjelde.

O Halvor! hvilken god, elskværdig Fader!

Som Din, min bedste Anna! – nu jeg venter

Hvert Øjeblik, at han skal komme; neppe

Fik jeg ham overtalt i Gaar at age.

I Morges sov han hart, saa bad jeg Bonden

At bie ham, jeg vilde ei forstyrre —

Hans Søvn, jeg kyste ham, saa løb jeg —

Saa læt, saa glad, og ilte til min Anna –

Nær havde jeg for Fryd forglemt min Gave.

        Tag dette Smykke, elskte Brud!

                Et Billed paa mit Hjerte,

        Jeg kan det ei, forbarm dig Gud!

                Ha! jeg forgaaer af Smerte.

        Du kan det ei?

O Nei! o Nei!

Det maa Du mig forklare!

O Gud! hvad skal jeg svare?

DU vil det ei?

O Nei! o Nei;

Jeg vil det; men jeg kan det ei,

Det Falske maa Du aabenbare.

Jeg skal min Haand en Anden give,

Mit Hjerte jeg Dig evig gav.

Min Bryllupsdag, min Dødsdag blive,

Mit Brudehuus, min Grav!

Du vil Din Haand en Anden give,

Den Haand Du mig, troløse! gav;

Du vil mit Hjerte sønderrive,

Og rolig see min Grav.

Himmel! hvad os førestaaer!

Ubeskrivelige Smerte!

Knus, og døv, og dræb mit Hjerte,

At det aldrig mere slaaer.

Du kan forlade mig, det kan Du, Anna?

Jeg maa, o lad mig ile til min Fader.

Ja! flyv og iil Troløse! langt fra Halvor;

Det er den Glæde, hvortil jeg har stundet.

Hvad? er det Svaghed, eller er det Letsind?

Det være, hvad det er, mit Haab er intet.

Hvad skal jeg her? hvad holder mig tilbage?

I)! jeg vil flye langt, langt fra disse Egne.

Min Afsked har jeg – men, hvorhen? – i Krigen?

Ja! jeg vil stride under Ruslands Fane,

Og søge Døden! Døden vil jeg finde.

        Hvor Krigstorden dæmper de Døendes Skrig,

        Hvor Hingstene vrinske, og trampe paa Lig,

        Hvor Damp skjuler Solen med kulsorte Sky,

        Did hen vil jeg tye,

        Min Sjæl sig skal hærde, mit Øre sig lukke

        For Oldingers Bønner og Mødrenes Sukke:

        Og breder da Natten sin Flig

        Hen over mit Lig;

        Min blodige Skygge omkring dig skal svæve,

        O! da skal du vaagne, og see den, og bæve,

        Og kjende din Brøde og mig.

        Men frelser mig Skjæbnen til qvalfulde Dage,

        Da vender jeg atter i Striden tilbage,

        Og Banesaar søger paa ny –

        Did hen vil jeg tye.

Velkommen Halvor!

                                Tak, min gamle Fader!

For alt det Gode, jeg har nydt hos Eder.

Nu intet derom... det var vel, jeg traf Dig.

Jeg har endeel at sige Dig at bestille;

Du er dog vel ei træt af Reisen? sæt Dig!

Nei! jeg er ei træt (for sig selv) Gud! hvilken Marter!

Gaae ind, og faae Dig noget Mad hos Anna!

O! jeg behøver intet.

                                Nu, saa hør mig:

I Dag staaer en tredobbelt Høitid hos mig,

For Høsten, for vor Kronprinds, og min Anna;

Nu maa Du ud, og bede Folk til Gilde,

Først skal Du bede vore Landsoldater,

Dernæst hver ærlig Gaardmand og hans Qvinde,

Og Karle, Piger, Huusmænd, Børn og Enker,

Jeg vil, at alle skulle glædes med os:

Og Du skal være Skaffer ved vort Gilde.

Men jeg er fremmed, er en fattig Tjener.

Hvad? fattig? fremmed? o! det var en Usling,

Som turde sige det, at Du var fremmed. –

Een Faders Børn, een Konges Undersaatter,

Eet Fødeland er Danmark, Norge, Holsteen;

Kun Skarens Folk, den Feige og den Lade,

Og den, som vil sit Land og Konge ilde,

De være Fremmede i Kongens Riger,

Dem vil vi skye.

                        O Gud!

                                        Du sukker, Halvor!

I Dag maa ingen sukke... bie en Kjende.

Hvad Synd har jeg begaaet mod dig, o Himmel!

At du nedtrykker mig saa dybt i Støvet?

Tung er din Haand, jeg skjælver under Byrden!

Hal kan jeg bære den?

                                        See her! det qvæger:

En heel Snees Aar den Mjød laae i min Kjælder,

Den skal herfor i Dag; thi Du maa vide,

Den er saa gammel, som min ældste Datter.

Din ældste Datter?

                                Jeg var just i Marken,

Vi pløjede til Vintersæd, og angest

Gik jeg bag Ploven, Halvor! aldrig, aldrig

Jeg glemmer, da vor Pige kom og raabte:

Kom hjem! vor Faer, vor Moer har faaet en Datter,

O! jeg blev stum af Fryd; og hvad jeg følte,

Det føler kun en Ægtemand og Fader,

Kom! drik engang endnu, det være Annas

Og Peters Skaal, en Søn af Broder Henrik!

De drikke Fæstensøl i Dag – nu drik dog,

De vorde lykkelige! nu, min Fader!

Lad mig nu gaae, mu gaae og rygte

Det Ærende Du gav mig! Gud velsigne

Dem begge – Eder alle!

                                        Gode Halvor!

Tak for Dit Ønske; see, hvor flink han løber.

Gid alle Kongens Mænd var troe, som Halvor.

O hør mig Fader!

                                Intet vil jeg høre.

For Pokker! hvad har min Herr Søn at sige

Paa Pigen! er hun Herr Captain for ringe?

Han vil vel giftes med en Kjøbstæd Frøken?

O nei min Fader! hør mig.

Saa skal det gaae Dig, som der staaer i Visen:

En Time for Middag, Madamen opstaaer,

Saa drikker hun først Sukkerlade,

Og maler sit Ansigt, og kruser sit Haar,

For Speilet hun meier, og smiler, og gaaer,

Og seer, hvordan det monne lade.

Nu kommer en Straajunker pyntet og stram:

God Morgen Madam!

Fader! luk dog ei Dit Øre.

Intet! intet! vil jeg høre.

Man spiser til Middag, naar Klokken slaaer to,

Og sidder til Bords Klokken fire;

Der spotter man Dyden, og Fromhed og Tro,

Saa kommer Klørknægt for at skifte vor Bo,

Det kalder man ikke at svire.

Herr Hasenfus har man den Ære at see

Ved sligt Assemblee.

Fader! lad min Bøn Dig røre,

Intet! intet! vil jeg høre,

I Morgen Madamen er budet til Gjæst,

Det Lag kan hun ikke forsage;

Den unge Herr Spradenfeldt giver en Fæst,

Og Huset faaer skøtte sig, som det kan bedst,

Lad Manden kun brumle og klage!

Madamen hun tænker: hvad Øret ei hør,

Det Hjertet ei rør.

Fader luk dog ei Dit Øre.

Intet! intet! vil jeg høre.

Til alt maa den Ægtemand tie og see,

Skal det ei bekomme ham ilde,

Naar Manden maa græde, Madamen vil lee,

Madamen er Dronning ved hvert Assemblee;

Men Tyende gjør, hvad de ville!

For sildig til Syndernes Kundskab hun kom,

Da Pungen var tom.

Fader! luk dog ei Dit Øre!

Intet! intet! vil jeg høre. –

See saa, Herr Søn, nu kan Han holde Bryllup

Med hvem Han vil; men om jeg heder Henrik,

Saa vent Han ei af mig den mindste Skilling.

Nu Broer! nu faaer Du skjønne Ting at vide!

Tænk! min Herr Søn vil ikke ægte Anna!

Nu! hvorfor taler da Herr Junker ikke?

Nu! jeg vil ikke tvinge ham til Pigen,

Hun faaer sig vel en Mand.

                                        Hvad! tvinge? tvinge?

Nu skal han gifte sig.

                                        Nei Henrik! hør mig:

Med hvem, Du ellers vil; men ei med Anna.

Men sig mig: hvad har Du da at udsætte

Paa Pigen?

                        Intet, bedste Farbroer! intet!

Han, o! han har vist Ret.

                                        Nu rolig Broder!

Men, sig mig Aarsag?

                                        Min højlærde Herre!

O! lad os høre, hvad Hans Visdom udfandt

For Finte!

                Bedste Fader! dæmp din Vrede,

Og hør mig: gjerne skulde jeg Dig lyde;

Men viid, mit Hjerte er ei meer mit eget.

Der har vi det.

                        O tie dog, gode Broder!

Forgjæves strider man mod Strøm og Stormen,

Forgjæves strider man mod Elskovs Vælde,

Jeg rødmer ej ved den, mit Hjerte valgte!

Din Datter elsker jeg.

                                Min Datter?

                                        Grethe?

Ja! Grethe elsker jeg, Din yngste Datter!

Min hele Sjæl for Grethe brændte,

Fra første Dag jeg hende saae.

Selv Himlen denne Lue tændte,

O! den kan aldrig undergaae.

Jeg hendes Haand paa Hjertet lagde,

Hun rødmende tilsmilte mig;

Vort Øie taust hinanden sagde:

Jeg elsker Dig i

Nu! det er ei saa ravgalt, som jeg tænkte,

Der er dog Mening i, hvad Knægten siger.

Der er hun selv – kom Bedste! kom og hjelp mig!

Forson min Fader, bøi Din Faders Hjerte.

Du elsker Peter?

                                Ja, min bedste Fader!

Jeg elsker ham! –

                        Nu, Anna!

                                        O, min Fader!

Du veed, jeg skjulte aldrig noget for Dig,

Du var fortrolig med mit Hjertes Tanker:

Saa gjerne havde jeg bekjendt det for Dig,

At jeg, tilgiv mig — at jeg elsker Halvor.

Men veed jeg, hvad det var, der bandt min Tunge,

Hver Gang jeg vilde tale? nu just kom jeg

For at tilstaae Dig Alting.

                                        Piger! Piger!

Men, hvorfor taug I for Jer gamle Fader?

Har jeg fortjent det af Jer?

                                        Nu, min Broder!

Hvad raader Du i denne Sag?

Er den: givt hver af dem med den, hun elsker;

Og Du, Herr Søn! tak Du Din gode Stjerne,

At, skjøndt Din Fader var af anden Mening,

At han dog uden Skam kan give efter.

Min Fader! hvis Du læste i mit Hjerte –

Det troer jeg nok, maar Herren faaer sin Villie.

Min elskte Grethe! —

                                Peter! hvilken Lykke!

Seer Du! jeg faaer min Peter, Du Din Halvor!

        Førstkommende Maidag vort Bryllup skal staae.

                                        Pige! Pige!

Fra Sorg til Glæde er en Haandevending.

Der kommer Halvor og hans gamle Fader!

Tys! lad os høre, hvad han vel vil sige.

Kom Fader, see! der staaer Din Søns Velgjører:

Tak ham, bed ham Farvel, og fly med Halvor.

Tilgiv mig Hosbond! jeg forlader Eder

I uret Tid; men hør mig, og frikjend mig:

At jeg har tjent Dig trolig, Fader! veed Du;

Det var min Pligt, og derfor blev jeg lønnet;

Men at jeg elskede Din Datter...

                                        Veed jeg.

Min Halvor!

                        Ti, og lad ham tale, Anna,

Nu vel, nu vidre?

                                To Aar bar jeg lønlig

Min Kjærlighed.

                        Hum! det var noget længe.

                        Nei!

                                Hvor kan Du være grusom?

Ei heller.

                Bedste Fader!

                                        Ti dog, Pige!

Nu, da jeg drog fra Hjemmet sidst, min Fader!

Jeg skyede Anna, vilde ikke sige

Farvel — jeg gik; men Anna stod i Porten,

Bad mig Farvel! o Gud! med hvilken Stemmel

Nu brød mit Hjerte ud, vi svær hinanden

En evig Tro.

                        See! det gik saare hurtigt.

                        Cord Halvorsen

Kom Søn! og lad os gaae.

                                        Strax har jeg udtalt.

Din Broersøn Peter har en grundriig Fader.

Nu, nu! saa lovlig.

                                Lad ham ægte Anna,

Han elske hende; ak! med bedre Lykke,

End jeg. Farvel!

                                Saa troer Du, at Hans Jensen .

Betragter Anna, som det Korn, han fører

Til Torvs i Kjøbenhavn, og som han sælger

Til højest Pris? saa gjør vel somme Fædre:

De sælge Døttrene, som andre Vare;

Saa handle, hvo der kan, Hans Jensen ikke!

Paa Ægtestand beroer al huuslig Lykke,

Vort Valg maa være frit – Du bruser, støjer,

Som Du saa tit fortalte mig om Sarpen;

Giv nu lidt Tid, og hør, hvad jeg vil sige,

Det er paa Riim; thi ogsaa jeg kan digte:

Jeg fremmed her til Stedet kom,

Bar faderløs og langt fra Frænder;

Mit Hjerte var min Eiendom,

Og tvende arbeidsvante Hænder.

Her gamle Morten fæsted’ mig,

Og han har gjort mig lykkelig.

Han var en klog og ædel Mand;

(Thi Adel kan en Bonde være)

Hans Stolthed var hans Bondestand,

Hans Ærlighed det var hans Ære,

Han var sin Gud og Konge tro,

Hans Liv var Fryd, hans Død var Ro.

En Helligaften, som vi sad,

Lidt før vor Moder Duggen bredte,

Den Gamle spurgte mig saa glad:

Hør Hans, vil Du vel ægte Grethe?

Min Glæde var mig Tungebaand,

Jeg kyste taus hans Faderhaand.

Nu Halvor! Du har dog forstaaet min Vise?

Tilgiv mig!

                Jeg vil see at gjøre Gjengjeld.

Kom Anna! giv ham Haanden!

                                        Fader! – Pige!

Min elskte Halvor!

                                Gode danske Broder!

Velsign Dig Gud! der, tag en Normands Næve,

Og tag hans Tak, uskrømtet som hans Hjerte!

Søn! Du er lykkelig! jeg gamle Gubbe!

O! jeg skal raabe højt blant mine Fjelde,

Jeg skal fortælle alle mine Grander,

Hvormeget godt jeg nød hos danske Bønder.

Ja Broder! Du har handlet som en Konge,

Og Du fortjener Navnet af en Fader.

Og Du, min Søn! stræb nu, Du kan fortjene,

At Du med Ret kan kaldes deres Landsmand.

Ei godt Folk! Ei! vi er jo alle Landsmænd,

Een Faders Børn, een Konges Undersaatter.

Og alle frie Folk og lykkelige.

See her, min Søn! tag denne Pung med Penge,

Den var bestemt til Fredriks Brudegave;

Men Fredrik trænger ei til mine Penge,

Desuden veed han, hvordan Nordmænd tænke:

Det, Konger trænge til, den Rigdom har han!

Alt Folkets Kjærlighed, kun den han søgte!

Han fandt den og i Danmark, Norge, Holsteen;

Den Skat, den kan, den vil han aldrig øde.

Den gaae i Arv til Danmarks sidste Konge! –

Nu Børn! saa giver nu hinanden Hænder,

Og han, som giver Kornet Vært og Kjærne,

Velsigne Jer, naar I ham dyrke gjerne!

Betænker Børn! Gud giver Fuglen Føde;

Men lægger den dog ikke i hans Rede,

For Alting værer tro mod Land og Konge,

Opdrager Jere Børn i Dyd og Fromhed,

Og lærer dem at elske Fødelandet;

Saa skal I efterlade Jer en Afkom,

Som kan fortjene Frederik til Konge,

SOg saa oplever I en Dag, som denne.

Det høre Gud!

                        Det vil han vist bønhøre!

Navnløs Salighed jeg finder

        I min glædedrukne Sjæl.

O! jeg seer paa Annas Kinder

        Morgenrøden til mit Hæld.

Fader! den min Sjæl begjærte,

Ciegode! gav Du mig;

Ei min Vandel, ei mit Hjerte,

        Himlen, Himlen lønne Dig. J

Halvor! Dig mit Øie sige:

        O! hvor kjær Du er min Sjæl!

See Din himmelglade Pige

        Bæver, svimler ved sit Hæld,

Fader! den min Sjæl begjærte,

        Eiegode! gav Du mig,

Disse Læber – dette Hjerte –

        Mine Taarer takke Dig.

Bølgen er jeg vant at pløie,

        Og at frydes ved min Stand;

Men min Grethes skjønne Øie

        Lærte mig at elske Land,

Fader! hædret skal Du være,

        Mindet, som min Grethes Navn,

Kjær, som Dannerflagets Ære

        Midt paa Havet og i Havn.

Trofast Dig skal Grethe følge,

        Elskte Peter, hvor Du gaaer,

Over Sø og vilden Bølge,

        Det en Sømands Viv anstaaer,

Fader! mindet skal Du være:

        Elsket selv i Peters Favn;

Thi af Dig skal Fædre lære

        At fortjene Fader-Navn.

Os er Fadernavnet Ære,

        Kommer Brødre! stemmer i:

Glad som vi vor Konge være!

Lykkelig hans Søn som vi!

Lykkelig hans Brud som vi!

} er Fadernavnet Ære.

Stemmer, stemmer alle i

                vi

Glaadd som J

                                        vi!

I!

Os

Jer

} vor Konge være!

        Lykkelig hans Søn som

— vi .

        Lykkelig hans Brud som } I!

Vor Faer! nu kommer alle Mand til Gilde!

Godt Børn – kom, lad os møde dem paa Vejen,

Gud gav os et velsignet Aar,

Bag Hvermands Gaard

En Hæsse staaer,

Og fuld er Hvermands Lade.

Den arme ei tomhændet var, —

Sin Pose fuld af Ax han bar. —

Gud gav os et velsignet Aar; —

        Thi vil vi være glade! —

        Hvor Leen klang,

        Hvor Piger sang,

Der Qvæget nu paa Stuhben gaaer:

Gud gav os et velsignet Aar,

Han gav os Landefred,

Og Frugten af vort Ansigts Sveb.

”Han fyldte Bondens Lade;

FChi bil vi være glade.

Gud gav os et velstgnet Aar;

Thi vil vi være glade,

                        Qvinder.

Livsalige Fred,

O! Du skal beskytte

Den straatakte Hytte,

Og Frugtbarhed følge Dit yndige Fjed,

Livsalige Fred!

Lyksalige Stand,

Som Rigdom ei kjender,

Men flitttge Hænder,

Og Lyst til at dyrke og værne Dit Land,

Lyksalige Stand!

Her, Dannemænd, staaer Friheds Minde,

        For Landets Fader, Bondens Ven,

O! kommer Piger! Krands at binde,

        Det frie Hænder satte hen,

En Blomsterkrands hver haabfuld Sommer,

En Krands af Ax hver Høst, som kommer.

O Gud velsigne Christian;

Thi Frihed, Frihed skjenkte han!

Kjæk i Strid,

Skal Dannerkongens Kriger være,

Sin Banner skal han ære.

Døe, før han det skal svige,

Aldrig for Faren han vige:

Til Fødelands Forsvar han freidig skal gaae,

Hvor Fienderne staae,

For Huus og for Hjem han drabelig slaae.

Til Fødelands Forsvar han frcidig skal gaae,

Hvor Fienderne staae,

For Huus og for Hjem han drabelig slaae.

Danmarks Flag

I Fred og Slag

Skal danske Sømænd helligt være,

Det Havet ydmygt bære,

Medbør og Hæld det følge

Gjennem den skummende Bølge. —

Til Hæder og Velstand en Sømand laer staae,

Over Bølgen den blaae,

Med vindsvangre Seil ved knagende Raa!

Til Hæder og Velstand 2c.

O, hvor er Du skjøn!

Naar jeg vorder Danneqvinde!

Bringer jeg til dette Minde

Glad min førstefødte Søn,

Ploven skal han kjøre,

Værget skal han føre;

Men naar han kan nævne Moder,

Skal han nævne Fødeland,

Og velsigne Christian,

Din Grethe lever vel den Dag,

Hun med en Søn sin Peter glæder;

Da tager jeg det danske Flag,

Og over Drengens Vugge breder.

Min Peter tidlig ham skal lære

En Sømands sande Sindelag:

Stolt af sin Hædersstand at være,

Og slaae og døe for Danmarks Flag.

Fra Nordkap ned til Elbens Bred

Boer Velstand, Frihed og Fred.

        Leve vor Konge! Leve hans Søn.

        Det er vort Ønske, det er vor Bøn.

Nu Brødre! vi er eenige i Hjertet,

Og dog forskjellige i Sprog og Sæder.

Nu, kommer! laer os qvæde hver sin Vise

Paa sin Maneer,

                        Ja vel!

                                        Nu! jeg begynder:

Frugtbare Marker og skovgroede Sletter,

Fiskrige Have omgive vort Land;

— Bølgen beriger og Ageren mætter,

Gavnlighed adler hver Alder og Stand.

Ære sin Øvrighed, elske sin Lige,

Tro mod sit Land, og sin Konge, og Mø,

Saa tænker Dansken, og før han skal svige,

Før skal han døe.

*) All bruust de See, all druut de Flooth

Dat Lant to ðwerswåmmen,

Man Wie verstaht mit Kunst un Mooth

To dicken un to dåmmen.

*) End bruser Hav, end truer Flod

Vor Land at oversvemme;

Dog vi forstaae, med Kunst og Mod

At dige og at demme.

Dat fette Veeh im Kleuver geit,

Und unse Buur den dreemal mai’t.

Stolt is de Buur op sinen Stant,

Um tro fin König, View un Lant.

*) Malmrike Fieiller aa kojnrike Daler,

Skoger taa Biørk aa taa Furu aa Gran,

Elver aa Viker med Smaafisk aa Hvaler,

Tusinfoil Got ga vor Herre vort Land.

Øierv taa si Frihet, sit Mot aa si Styrkie,

Griaug paa Roos æ hver Odelsfødt Mand;

Men aat sin Konje, sit Land, aa si Fyrkie

Ingen nei ingen va truar ein han.

Enige Brødre det ville vi være!

Bundne ved Slægtskabs og Broderskabs Baand.

Een er vor Konge, og een er vor Ære,

Derpaa vi give hinanden vor Haand.

Det fede Qvæg i Kløver gaaer.

Tre gange den vor Bonde slaaer.

Stolt er den Bonde af sin Stand.

Og tro sin Konge, Viv og Land.

*) Malmrige Fjelde og kornrige Dale,

Skove af Birk, og af Fyr, og af Gran,

Elver og Viger med Smaafisk og Hvale,

Tusindfold Got gav vor Herre vort Land!

Djærv af sin Frihed, sit Mod, og sin Styrke.

Gridsk paa sin Roes er hver Odelsfødt Mand;

Men mod sit Land, og sin Konge og Pige

Ingen var mere oprigtig end han.

Ære sin Øvrighed, elske sin Lige,

Trofast mod Land, og mod Konge og Mø!

Saa tænker alle, og før vi skal svige,

Før skal vi døe!

                VTogle Ungkarle og Mænd

I Eders elskte Qvinders Favn

Skal Eders Hjerte lønnet være;

O! gid en Faders Hædersnavn

Engang J maa med Glæde bære,

O! hvis vi nu for Fredrik stod,

Til ham vi freidigt skulde sige:

En Krone blev Din Fødsels Lod;

Bliv stor! lyksaliggjør Dit Rige!

Det Navn, Du skal som Konge bære,

Nyd i Marias ømme Favn:

Dit Valg, Din Løn, Din Krones Ære,

Er Faders dyrebare Navn.

Dit Valg, Din Løn, Din Krones Ære,

Er Faders dyrebare Navn.

Den Krands med Blomster smykket ud,

        Skal Eder bolde Piger lære:

I favren Vaar stod Jorden Brud,

        Fordi den Moder skulde være.

O! var vi to i Kjøbenhavn

O! hvor vi da os skulde fryde!

Vi rev os løs af Eders Favn,

For Fredriks Brud en Krands at byde:

Af Ax den skulde bundet være,

Med Høstens Blomster smykket ud,

Af den Fyrstinden skulde lære,

Hvi Jorden stod i Vaaren Brud.

        Af den Fyrstinden skulde lære,

        Hvi Jorden stod i Vaaren Brud.

Jeg eengang femte Fredrik saae,

Jeg græd af høi og sønlig Glæde.

En Himmel i hans Aasyn laae,

Hans Bryst var Godheds Kongesæde!

Nu saae jeg Christian og hans Søn,

Og Fredriks skjønne unge Qvinde;

Jeg Gubbe bad en stille Bøn,

Og Himlen saae min Taare rinde.

Jeg bad: o Gud velsigne Jer!

Og giv Jer Børn og Hæld og Hæder.

Og hvad jeg bad, jeg beder her,

Det Danmark, Norge, Holsteen beder.

Bryder Jubel-Samlyd ud!

        Stemmer alle i:

Fredrik og hans Brud,

        Dem velsigne Gud,

Dem lykønske vi,