I.
I hvad min Talsmand leed,
Saa blev han ikke vreed,
Han var sin Faders Ven
Midt i Korsfæstelsen;
Hvad var hans Forbøn sød!
Kort før hans bittre Død.
Hvor kierlig kom han nu
Misdædere ihue;
O! Fader! var hans Ord,
Forlad dem dette Mord;
De viide ikke hvad
De giøre mig af Had.
Hævngiærrig Verdens Folk!
Kast Ondskabs giftig Dolk!
Slæng Verden, løb derfra!
Løb hid til Golgatha!
Lær her en Kiærlighed,
Som Verden aldrig veed.
Prænt selv Imanuel!
Din Forbøn i min Siæl;
Forfølger Verden mig,
Jeg efterfølger Dig,
I det jeg er forhadt
I det jeg er forladt.
II.
Fader forlad dem etc. Luc. XXIII. v. 34
Prent selv Immanuel
Din Forbøn i min Siel,
Forfølger Verden mig,
Jeg efterfølger dig.
Er jeg end her forhadt,
Jeg er dog ey forladt.