Ambrosius Stub (1705–58)

            Vaare Dage

            løbe fage

      Som en Piil i Luften frem,

            Angest, Klage,

            Nød og Plage

      Næsten altiid følger dem.

Een om Morgenen kan vandre

      Stærk og saftig som en Eeg,

Aftenen kan ham forandre

      Til at ligge Død og bleeg.

            Intet Mægtigt,

            Stort og Prægtigt

      Kan formilde Dødens Had,

            Naar den kalder,

            Skiønhed falder

      Og forvisner som et Blad.

Den ey lar sig under kiøbe

      Af det guule Støv og Leer

Arm og Riig maae begge løbe,

      Naar de Dødens Ansigt seer.

            Hvor tør Aske

      Da vel braske,

      Sig af Stolthed blæse op,

      Og forglemme

      Dødens Klemme,

      Som skal legges paa Hans Krop?

Hvad vil Skønhed sig indbilde?

      Den skal Orme kradse ud

Hvo tør Tid paa Mammon spilde

      Den afmægtig Penge-Gud.

      Ney jeg bygger

      Ey paa Skygger,

      Men slaaer Verden af mit Sind,

      Jeg ey haaber

      Som de Taaber

      Paa en Haandfuld flygtig Vind,

Jeg paa Jesum Liid vil sette,

      Hand staar evig Klippe fast,

Hand min Sorrig kan forlette,

      Omendskiønt mit Hjærte brast.