Ambrosius Stub (1705–58)

De viiser, som man seer, Enhver et naadigt Øye:

De letter, naar De kan, Enhver sin tunge Møye.

      Forund, ô Store Mand! min Ringhed denne Fryd,

      At Øret aabnes her for Vanhelds yncksom Lyd.

Min Barndom den gick bort i Skolegang, som kræncker:

Min Ungdom sad sig tret paa de Latinske Benker:

      Jeg var Academist til første Mandoms Tid:

      Minerva lod end og fornøyet med min Flid.

Min Skiebne spillede saa sneedig med min Lykke,

Fordi jeg fandt mig ey i Nogles Agt og Nykke:

      For sildig blev jeg klog af Tidens Skue-Spil,

      Hvor Verden føyer den, der giør, hvad Verden vil.

Jeg overgav min Bog, min kiære, troe Veninde:

Jeg drømte, ved min Pen, jeg saae mit Brød i Blinde:

      Ved et og andet Hoff, fandt det, jeg skrev, Behag;

      Men ach! mit Slæb blev svart, min Førlighed for svag.

Mit Helbred smeltede i tung Forretnings Heede:

Jeg maatte sidst, i Frost, snart efter Livet leede:

      Jeg kom halv død derfra: jeg fik ret Liv igien;

      Dog blev jeg aldrig meer saa farlig Treldoms Ven.

Nu veed jeg hvad det er til Lægerne at trænge,

De fiire Svagheds Aar har tæret mange Penge.

      Omsider slap mit Liv, som berget Vrag, i Haun,

      Og al min Rigdom blev et Skolemester-Naun.

Jeg var, som patient, en Tidlang her i Riibe:

Her rimes alt for net, fordi jeg kom i Kniibe.

      Jeg lærde da privat: min Sveed blev toe Aar lang:

      Saa sleed mit Sind sig løst fra Treldom, Tvist og Tvang.

Jeg kunde leve her ved offentlig at lære,

Og leede Flittighed paa Vey til Held og Ære;

      Men Synd at ynske Deel i Andres Brød og Løn:

      Jeg ynsker bare Ja! paa her ved fulgte Bøn.

Blev tit vel oplærd Glut sin Slegt en Ære-Stytte,

Sit Kiøn, sin Stand til Ziir, sit Fædre-Land til Nytte;

      Saa hielp, Retskafne Mand! min Flid til Slid og Sold!

      Gud være Selv igien min Hielpers Løn og Skiold!

Ribe d. 5. Junii

1756—