Taushed overalt paa Jorderige!
Gud vil selv ned fra sin Trone stige,
Gud vil tale, Mennesker!
Havet selv, som brølende sig bryder
Paa hiint Skiær, hans Almagts Stemme lyder
Naar den tordner: Storm ei meer!
Støv! som jeg har dannet og besielet,
Og af Gunst saa meget got meddelet,
Menneske! det gielder dig.
Hvad du har, er det dig ikke givet?
Har du ei maaskee den Gnist af Livet,
Som du aander, blot fra mig?
Hvo er den, som Soel og Regn beskierer?
Hvis den Haand, som dig saa kierlig nærer
Af frugtbare Agres Skiød?
Som dit Qvæg til Føde Engen klæder,
Og dig selv utællelige Glæder
Med en daglig Rundhed bød?
Derimod, hvad monne jeg vel kræve?
Ikkun det, at Kierlighed skal leve
Reen mod mig i alles Bryst.
Hver og een, den hele Jord det lære!
Hver og een fornægte mig til Ære
Sig og al sin egen Lyst!
Sukker du ved disse mine Love?
Rigdom, Roes, den falske Gunst til Hove,
Sligt bedrøve kan din Siel?
Det, som jeg blot af din Pligt fortiente,
Skulde du, hvis du dit Beste kiendte,
Giøre for dit eget Vel.
Kan den Siel, som Jordens Baand vanære,
Nærmes mig? Nei, luttret maa han være
Og forsmaae det Jordiske.
Thi besmittet, nedrig og lastværdig,
Kan han mig, som ene er elskværdig,
Mig, den helligste, ei see;
Kan ei Sted blant hine Aander nyde
Som med meer end Soles Lys sig pryde,
Naar de for min Trone staae.
Deel i et fornuftigt Væsens Hæder,
Deel udi de høie Himlens Glæder
Kan blot Hiertets Reenhed faae.
Byder dig din fromme Overherre
Andet, end blot lykkelig at være
Her og hist? Var du bereed
For din Gud at udstaae Dødens Qvaler?
Faa Minuters Troskab han betaler
Med en gandske Evighed.
Høieste, som styrer mine Dage!
Lydighed foruden Knur og Klage
Lover jeg, din Skabning, dig.
Du er viis, selv naar du skienker Smerte,
Dine Bud gaae fra et kierligt Hierte,
Hver din Daad er faderlig;
Enten du paa Solens lyse Vinger
Stiger ned i laven Dal, og bringer
Folket Bud om Frelsens Dag:
Eller du fra Sinai befaler,
Og i Storm og sorte Uveir taler
Under Ild og Torden Slag.