Gud, hielp mit svage Hierte
At underkaste sig,
Naar du ved Sorg og Smerte
Vil drage mig til dig.
Ak! det er haardt at lide,
Men skal det være saa,
Da bør, da vil jeg stride,
At jeg kan Kronen faae.
Du er min Skiebnes Herre,
Og jeg din Undersaat;
Tilfreds saa vil jeg være,
Alt hvad du giør, er got.
Du ei din Skabning hader,
Endskiønt du synes vred,
O! nei, du er min Fader,
Du slaaer af Kierlighed.
Skal Kors og Modgang blive
Min Lod paa denne Jord,
Saa hold min Siel ved Live
Med dit det dyre Ord.
Der faaer jeg Trøst og Lise,
Der faaer jeg Fred og Roe;
Der lærer jeg at prise,
Der lærer jeg at troe.
At troe, endskiønt du bukker
Mig dybt i Støvet ned;
At prise, skiønt jeg sukker
I mørk Elendighed.
Snart snart skal jeg fuldendes,
Det er mit store Haab,
Da skal min Klage vendes
Til Lyst og Fryderaab.
Da skal jeg træt af Jammer
Omsider hvile mig:
Min Siel du blid annammer
Ind i dit Himmerig.
Da skal jeg dig velsigne
For Tidens Lidelser,
De er’ dog ei at ligne
Mod Herligheden der.
Henrykket skal jeg høre
De gyldne Harpers Slag,
Og al min Graad aftørre
Paa denne Seirens Dag;
Og see Guds hele Rige,
Og see den elskte Søn,
Og høre ham at sige:
Nyd her din Trængsels Løn!
