Bøi mit Hierte gode Fader!
Til at elske dine Bud,
Og at afskye hvad du hader,
Lær mig det, du er min Gud.
Jeg vil rive af mit Bryst
Hvert et Ønske, hver en Lyst,
Som min Siel til Jorden hæfter;
Giv mit Forsæt Aandens Kræfter!
Kiødets Sands at undertvinge,
Jage efter Hellighed,
Hvad er dette Offer ringe,
Gud, mod al den Kierlighed,
Hvormed du har bundet mig
Beste! Frommeste! til dig?
Mod den Naade som bevarer
Daglig mig fra tusind Farer?
Jeg kan ei den Dorskhed fatte
Som indsniger sig hos mig,
Og giør Sielens Vinger matte
Naar den higer op til dig.
Ak! du seer, hvor tit jeg vil
Gierne være lutter Ild,
Men er, selv i dine Arme,
Uden Liv og uden Varme.
Understøt hvert Suk som stræber
Op til Himlen! Hør hver Bøn
Som døer hen paa mine Læber,
Men fuldføres af din Søn!
Han er alt mit Haab, min Roe,
Han er Støtten for min Troe;
Han skal mig af Støvet drage
Til min første Rang tilbage.
Da skal Sielen triumphære
Over Syndens Legeme;
Evig skal min Andagt være
Englereen og brændende.
Fra dig selv udgik min Aand:
Løst fra Lerets tunge Baand
Skal den til sit Udspring iile,
Og i Guddoms Skiød først hvile.