Svend Tveskieg havde sig en Mand
Sin Thorvald heed;
I Leding rask og bold var han,
Men blid i Fred.
Hans Snekker seiled vide om
Fra Havn til Havn,
Og giorde, hvorsomhelst de kom,
Berømt hans Navn.
Men Thorvald har reddet sin Konge.
Han kiøbte Fanger, gav dem frie,
Og klædde dem,
Og sendte Mænd fra Slaverie
Til Huus og Hiem.
Og mangen Olding fik sin Søn
Sin Alders Trøst,
Og mangen Møe sin Beiler skiøn
Sin Ungdoms Lyst.
Men Thorvald har reddet sin Konge.
En ærlig Kamp var Thorvalds Fryd,
Høit var hans Mod,
Men aldrig dypped han sit Spyd
I Svages Blod.
Han fulgte Svend paa mangt et Tog
Med Herreskiold,
Og hans Nærværelse forjog
Al grusom Vold.
Men Thorvald har reddet sin Konge.
De hidsed Seil i høien Raa,
Det var Kong Svend,
Han færdes over Bølgen blaa
Med sine Mænd:
At gieste Bretland var hans Agt,
I Land han steeg,
Og alting for hans Overmagt
Tilbage veeg.
Men Thorvald har reddet sin Konge.
Men Bretlands Hertug ikke sov,
Han samlede
En talriig Hær i mørken Skov
Af Ryttere.
Den Danske Trop kom ilde an
Ved denne List,
De bleve fangne Mand for Mand,
Og Svend tilsidst.
Men Thorvald har reddet sin Konge.
Og hør du Fangefoged fiin,
Og mærk mit Bud,
Du skynde dig i Taarnet ind,
Før Thorvald ud!
Ei sømmer Bolt og Fængsel den
Hvis tappre Haand
Har løst saa mangen faver Svend
Af Trældoms Baand.
Men Thorvald har reddet sin Konge.
Strax kom til Taarnets Dør en Mand
Med dette Bud.
Men Thorvald svor en Eed paa Stand:
Jeg gaaer ei ud!
Jeg frie, og Kongen blive her
I fremmed Vold!
Nei, da var Thorvald aldrig værd
At løfte Skiold.
Men Thorvald har reddet sin Konge.
Saa stor er ædle Sieles Magt;
Enhver blev frie
Paa Thorvalds Bøn, og for den Agt
Han var udi.
Og aldrig glemte siden Svend
At viise sig
Imod sin Ungdoms brave Ven
Taknemmelig.
Men Thorvald har reddet sin Konge.
Svend Tveskieg sad hos Øl og Miød
Med Konger fleer,
Og klappede paa Hynde blød:
Sid Thorvald her!
Din Fader styred aldrig Land
Som en af os,
Men den er Jarl og Ædelmand
Der naaer din Roes;
Thi Thorvald har reddet sin Konge.