Farvel forføriske Gudinder,
Som hungre eders Dyrkere!
Jeg ikke meer min Regning finder
Ved saadan maver Tieneste.
Min Harpe klinger, Bugen skriger,
Det er en ynkelig Duet;
Fy skammer jer, I slemme Piger!
I lønne kun min Troskab slet.
Derfor vil jeg og nu anvende
Paa velfortient Bebreidelse
Min sidste Kraft, og dygtig skiende,
Og aldrig mere eder see.
En ussel Sang min Geist bereder
Med Flid til Haan for eders Kunst,
O! gid den maatte ærgre eder!
Saa sang jeg ei, som før, omsonst.
O! kunde den en Gulsot jage
I eders Blod, hvor var det vel!
I skulle da ei meer bedrage
Saa mangen god uskyldig Siel.
Seer til de lykkelige Sønner
Som dyrke Dumhed, seer til dem!
Hun anderledes Folk belønner
Og hielper giennem Verden frem.
See Star som aldrig brød sit Hoved
Med Eftertanke eller Bog,
Og naar han sig til Læsning voved
Da blev det høit en Catalog;
Ham Midnats Stiernen altid hørte
At snorke, saa det raslede;
Han vaagned, aad, til Selskab kiørte
Af lutter Velmagt prustende.
I Grandskere! Hvi vill’ I vaage
Ved eders Lampes blege Skin?
Man gaaer med lukte Øienlaage
I Lykkens Tempel vissest ind.
Hvad hielper det, at Mængden kalder
En Mand skarpsindig, vittig, lærd?
Gak ind med Biefald af din Alder
Til Barfods, see hvad den er værd.
For Løiers skyld prøv at betale
Et Maaltid med din Laurbærkrands,
Din Digterroes lad den her prale
I al sin beste Høitids Glands;
Jeg vædder, skiønt jeg ikke eier
En Skilling paa min hele Krop,
At al din Lærdom ikke veier
Mod en Tallerken Suppe op.
Et Ord endnu til jer, I Unge,
Som føle stærkt Geniets Brand!
Hvis en usalig Lyst at siunge
Paakommer jer, da holder Stand;
For Guds skyld kiæmper, undertrykker
Slig rasende Begierlighed,
Slaaer Harpen kiækt i tusind Stykker,
Laer kun Apollo blive vred!
Ved Sult udødelig at blive
Er ikkun Fias, det kan I troe,
Langt heller maae I Roer skive,
Langt heller flikke gamle Skoe.