Hr. Zinklar drog over salten Hav;
Til Norrig hans Kurs monne stande.
Blandt Guldbrands Klipper han fandt sin Grav;
Der vanked’ saa blodig en Pande.
Hr. Zinklar drog over Bølgen blaa,
For svenske Penge at stride:
Hjoelpe dig Gud! du visselig maa
Græsset for Normanden bide.
Maanen skinner om Natten saa bleg,
De Vover saa sagtelig trille;
En Havfrue op af Vandet steg,
Hun spaa’de Hr. Zinklar ilde.
„Vend om, vend om, du skotske Mand!
„Det gjælder dit Liv saa fage!
„Kommer du til Norrig, jeg siger forsand,
„Ret aldrig du kommer tilbage.“ —
„Led er din Sang, du giftige Trold!
„Altidens du spaaer om Ulykker.
„Fanger jeg dig engang i min Vold,
„Jeg lader dig hugge i Stykker.“
Han sejled’ i Dage, han sejled’ i tre,
Med alt sit hyrede Følge;
Den fjerde Morgen han Norge mon see,
Jeg vil det ikke fordølge.
Ved Romsdals Kyster han styred’ i Land,
Erklærende sig for en Fjende;
Ham fulgte fjorten hundrede Mand,
Som alle havde Ondt i Sinde.
De skjændte og brændte, hvor de drog frem,
Al Folkeret monne de krænke;
Oldingens Afmagt rørte ej dem,
De spotted’ den grædende Enke.
Barnet blev dræbt i Moderens Skjød,
Hvor mildelig det end smiled’; —
Men Rygtet om denne Jammer og Nød
Til Kjærnen af Landet iled!
Bavnen lyste, og Budstikken løb
Fra Grande til nærmeste Grande;
Dalens Sønner i Skjul ej krøb,
Det maatte Hr. Zinklar sande.
„Soldaten er ude paa Kongens Tog,
„Vi maa selv Landet forsvare;
„Forbandet være det Nidingsdrog,
„Som nu sit Blod vil spare.“
De Bønder af Vaage, Læssø og Lom,
Med skarpen Øxe paa Nakke,
I Bredebojgd tilsammen kom;
Med Skotten vilde de snakke.
Tæt under Lide der løber en Sti,
Som man monne Kringlen kalde;
Lavgen skynder sig der forbi;
I den skal Fjenderne falde.
Riflen hænger ej meer paa Væg,
Hist sigter graahærdede Skytte;
Nøkken opløfter sit vaade Skjæg
Og venter med Længsel sit Bytte.
Det første Skud Hr. Zinklar gjaldt;
Han brøled’ og opgav sin Aande;
Hver Skotte raabte, da Obersten faldt:
„Gud fri os fra denne Vaande!“
Frem Bønder! frem I norske Mænd!
Slaaer ned, slaaer ned for Fode:
Da ønsked’ Skotten sig hjem igjen,
Han var ej ret lystig tilmode.
Med røde Kroppe blev Kringlen strø’t;
De Ravne fik nok at æde,
Det Ungdomsblod, som her udflød,
De skotske Piger begræde.
Ei nogen levende Sjæl kom hjem,
Som kunde sin Landsmand fortælle,
Hvor farligt det er at besøge dem,
Som boe blandt Norriges Fjelde.
End knejser en Støtte paa samme Sted,
Som Norges Uvenner mon true!
Ve hver en Normand, som ej bliver hed,
Saa tit hans Øjne den skue!