I Waldemars Tid var en Ridder saa bold,
Paa Nørreriis havde han hjemme,
Han kastede Ploven, greb Sværdet og Skiold,
Og hug, saa det var at fornemme.
Og vel har den Ridder fortjent sig hvert Qvad,
Som Skialdene spille hans Minde;
Blandt Oldtidens hele ærværdige Rad
Ej Braga en større kan finde.
Fra Holsteen kom Gerhard den Store herind,
Da Waldemar end var umyndig,
Til Myndlingens Throne stod Voldsmandens Sind,
I Rænker og Slagten saa kyndig.
Tilbrændende Byer, dødrallende Skrig,
Forkyndte hans blodige Bane;
Hans Telte stod spilet paa skiændede Liig,
I Borgenes Gruus stod hans Fane.
Men vee ham, da var der en Ridder saa bold,
Paa Nørreriis havde han hjemme,
I Landets Nød greb han til Sværd og til Skjold,
Og hug, saa det var at fornemme.
”Den Røver skal falde” — saa svoer han ved Gud,
”Var end denne min sidste blandt Dage!”
Hans Løsen var Frihed! og saa drog han ud
Med to Snese Svende i Plade.
Ja, vel har den Ridder fortjent sig hvert Qvad,
Som Skjaldene spille hans Minde;
Blandt Oldtidens hele ærværdige Rad
Ej Braga en større kan finde.
Thi her var det Ridderen hug alt saa bold
Sit Sværd i den Kulledes Side,
Da slynged’ sig ømt om hans blodige Skjold
Tre himmelske Lillier hvide.
Og derfor — Christ signe den Dannemand,
Som kiøbte vor Frihed i Døden;
Gud skienke dig altid en Engel som han,
O Danmark! naar du er i Nøden.
Og derfor — skal Bægrene skumme til Rand,
Og Skjaldenes Strengeleg tone
Til Ebbesens Minde, den Dannemand,
Som hugged’ en Voldsmand fra Throne.