Som Kilden hist i dyben Muld
og mørken Jord sig vinder,
jeg veed en Kilde underfuld,
som ud fra Hiertet rinder.
Du Pil’grim med den blege Kind
som drak dens Draaber milde,
Tak Gud med fromt og barnligt Sind
for Hiertets Underkilde.
Den bølger sig saa hemmelig,
og risler let derinde,
fra Hiertet den forunderlig
kan Vej til Øiet finde.
Naar Livet sig bevæger vildt
i det oprørte Indre,
fra Øiet Kildens Strømme mildt
i klare Perler tindre.
I Øiets første Glimt af Lys
fremqvælder alt dens Aare,
og strømmer, til i Dødens Kys
det brister i en — Taare.