Hvad i Aand og Gestalt Naturen paa Jorden fuldbringer,
Gierne forsøgende her det, hun kun hisset opnaaer;
Hvad Begeistringens Sønner paa Livets Spidse omfavne
Og, lig Guder, derfra sende til Tiderne ned;
Alt hvad til Andagt og Elskov begeistred’ den ædlere Oldtid
Og i forgudede Steen høit fra Olympen nedsteeg —
Ja! det Guddommelige omgiver min Siel, som en Æter,
Og mit digtriske Liv svæver i den, som en Skye.
Ad de herlige Mønstre, om hvilke sig Fortiden hvælver
Til et Tempel, hvorhen Slægterne dyrkende tye,
Ad de evige Mønstre min Tanke og Villie sig reiser,
Til den fra Tidens Rand falder i Altings Idee.
I, hvis Skabelse staaer, naar Cæsarens Riger opløses,
Thi af det evige Liv slaaer Eders Skabelse ud,
Svar fra Temora mig! svar mig fra Ilions Muur!
Og til Kunstnerstav tog dens ufeilbare Spiir;
Vidner, I herlige Aander, I Kunstens fuldendte Heroer,
Dante og Ariost, Schiller og Gøthe, end I:
Om Eders himmelske Ild min jordiske Deel ei fortæred’
Og fra den fængslende Dag løsned’ min frifundne Aand.
Og jeg skulde frasige mig hiine, de evige Mønstre,
Slæbe min Villie bag Tankens uskandsede Flugt?
Hvad? jeg skulde forraade den Magt, som mit Indre bevæger,
Vanvittig svimlende, Dyrkeren, dyrke igien?
Troløs opløse hiint Forbund med Kunstens ædle Fuldendte
Og til den Vordende binde en trællende Flugt?
Om det evige Ord min dristige Lyra besøger,
Om en guddommelig Aand styrer min Sangs Melodi,
Ikke jeg tør det vide, og aldrig skal Nysgiær mig friste,
Thi hvo Genien har tie og vogte ham vel:
Kun naar du ikke ham kalder, nedstiger Guden fra Himlen,
Kun naar du ikke ham seer, holder han dig i sit Favn.
Heller ei forskede jeg, hvad Skiebnen mig gav at fuldende,
Mindre endnu jeg troer Maalet og Krandsen opnaaet:
Guderne give, at aldrig jeg ublu vanhellige Kunsten
Indtil at troe den udtalt, skiøndt jeg kun stammede den.
Men i min Kraft vil jeg staae, som Træet suser i Skoven,
Og i mit sagtere Liv ligne selvstændige Blomst!
Dybt i Verdenens Indre jeg slaaer mine evige Rødder,
Ei fra en fremmed Rod spirer min Blomst og min Frugt.
Skoven har tusinde Træer, og Marken ti tusinde Blomster,
Lader i Skov og i Mark Træer og Blomster da staae!
Det er Naturens Pragt, at Eet ei ligner det Andet,
Og kun det Samme dog stedse afvexlende er.
I, som reene hentrede til Musernes hellige Alter,
Og fra den trællende Dag skilte den fribaarne Kunst,
Overbærer med mig! Guddommelig er kun min Villie,
Thi mit kiæreste Værk langtfra udtømmer den ei;
Meget vilde maaskee i Tidernes Kredsløb fuldføres,
Var kun ei Livet saa kort, var kun ei Kunsten saa lang!
