III. I en baiersk Kirke
1797.
1797.
Aldrig Dydens Mod og Uskylds Glæde
Her for disse mørke Guder stod,
Som med slavisk kysset Marmorfod
Jordens Søn i Trælleangst nedtræde.
Ført i Ydmyghedens Skiændselskiæde,
Daanende i mystisk Angerbod,
Drømmende om Bødler og om Blod,
Segner han for deres Martersæde.
Overtroe, en Solformørkning lig,
Lig et Uveir, tung fra Kuplen hænger
Og paa Aanderne sin Skygge slænger;
Medens neden Tankeløshed sig
Svimlende i Skræk og Usands dreier
Og i Vanvids Labyrint udskeier.