Brune, hoppende Gazelle,
O hvor er du lykkelig!
Fra din troe og ømme Fælle
Intet Gitter skiller dig.
Nydelige Colibrier!
Eder jeg misunde maae,
Som ved kielne Melodier
Vingen om hinanden slaae.
Blomster! Blomster! som udbreder
Eders Duft og Farveskiær,
Zoraide ligner eder,
Ak! hun ogsaa fangen er.
Søde Bie, som dem omsurrer,
Sæt dig paa min Rosenkind!
Turteldue hist, som kurrer,
Flyv til Zoraide ind.
Skal min Længsel mig fortære,
Mens jeg elsker alting her?
O jeg veed, der vist maae være
Nogen som mig haver kiær!
Ja! ved Blomster vil jeg tale,
Blomster ere Jordens Smiil,
Blomster Hiertets Indre male
Med et sindrigt Farvespil.
Denne fulde Rose sige,
At der i min Barm er Vaar,
Og at der dens skiønne Lige,
Elskovs Flammerose, staaer.
Denne Dalens skiulte Lilie,
At jeg aldrig elsked’ før,
Og at ingen mandig Vilje
Løftede mit Jomfruslør.
Lukte Hyacinther pege
Hen til den nedgangne Sol.
Elskovs natligdulgte Lege
Mærkes ved en Natfiol.
Disse øinende Aurikler
Raade, vel at vogte sig,
Denne Haarlok, jeg omvikler,
Skal for evig binde mig.
Færdig er mit Hiertes Gave,
O hvor skiønt et Elskovsbrev!
Tak det kiære Foraar have,
Med hvis Blomster jeg det skrev.
Nu i Haven, for at kaste
Skriften over Muren hen.
O hvor vil min Elsker haste,
Haste for at finde den!
Ja! han komme vil, den Ømme.
Han er meget kiendelig,
Tidt jeg saae ham jo i Drømme
Og jeg troer han ligner mig.
Under dølgende Jasminer
Sød-uroelig ligger jeg,
Ind i Skyggerne han triner,
Men jeg Aanden drager ei.
“Zoraide! Zoraide!
Søde! Hulde! Sover du?
See din Elsker ved din Side!
Kom dit Blomsterbrev ihu!”
Og lig Biers Sværme, stræbe
Kys i Kys at vække mig,
Og med fyrig Tørst min Læbe,
At modtage, aabner sig.
Og hans Arme mig omsnære,
Og — men ak! jeg intet veed!
Dog jeg aner det maae være