Skjønne Dal! hvor Fjeldets Trudsel svæver
Skyggende, høit over Hyttens Fred;
Hvor befrugtet af dens Dyrkers Sved,
Klippen sig med Slettens Fylde hæver.
Skjønne Dal! hvor Ørknens Ranke væver
Sig om sjunkne Ridderopholdssted,
Medens Blomsterfog i Hvirvler ned
Paa hver Hyttes luune Straatag bæver.
Skjønne Dal! hvor Elven billedrig,
Reen og blid, liig Geßnerske Idyller,
Mellem Ossianske Klipper skyller.
Fred og Fylde, skjønne Dal! i dig
Ørknens Aand med Blomsterkjeder binder
Og med Smiil hans Vildhed overvinder.