Paa Unger sidder
En kjærlig Hun,
Ved Hannens Kvidder,
Saa mangen Stund.
Da kom mod Kvelde
Fra Milers Røg
Tre Mænd at fælde
Den ranke Bøg.
Og Lunden brager
Af Øxeslag,
Og Fuglen klager
Ved hvert et Drag.
Men for de Ægge
Er Bullen haard;
Thi Glød de lægge
I Træets Saar.
Da Vinden vender
Saa hastig sig,
Og Luen brænder
Ustandselig.
Paa Unger sidder
Den Ømme der;
Men Hannens Kvidder
Ej høres meer.
Om elsket Rede,
Om spæde Kuld,
Han sig vil brede
Saa rædselsfuld.
Forgjæves klynker
Den ømme Han;
Snart brændt han synker
Fra Redens Rand.
Da Hunnen giver
Et Skrig — og saa
End Offer bliver
For sine Smaa.
Den Ild fortærte
Det hele Kuld; —
Og ak! af Smerte
Min Barm blev fuld.