Sorterups heltesange udkom 1716. For omtrent 60 år siden udgav Christen Thaarup dem på ny i »Dansk Bibliothek. Et Hefteskrift. I: Jörgen Sorterup og Jörgen Friis. 1827«. (Et særtryk af Sorterups heltesange udgav han i 1828). Denne udgave lider imidlertid af forskellige mangler; den er ikke fuldstændig (anmærkningerne er forbigåede), har adskillige misforståelser og vilkårlige forandringer, og mangler aldeles historiske og sproglige oplysninger.
Den foreliggende udgave er et nöjagtigt aftryk af originaludgaven; kun i tegnsætningen er der enkelte steder foretaget nogle ubetydelige rettelser, for at forebygge misforståelser. Også i typografisk udstyrelse er den bragt i så nær overensstemmelse med originalen, som det var muligt.
Af originaludgaven findes to forskellige tryk; det ene har på titelbladet årstallet 1716, det andet har intet årstal. Det sidste er et aftryk af det förste, med enkelte rettelser; hvor de to tryk afviger fra hinanden, er det sidste fulgt.
I indledningen er der givet en kort oversigt over de historiske begivenheder, som ligger til grund for besyngelsen, og i anmærkningerne er der tilföjet de fornødne sproglige oplysninger.
Oktober 1889. F. R.