Herr SESTED har aulled en Søn under Øe,
De Svenske til Sorrig og Qviide:
Hand haver den Skebne, hand aldrig skal døe,
Og aldrig sin Klædning opsliide.
Af HErren er Seyren alleene.
Hans Fødsel var blodig, hans Moder var Mand,
Hans Amme var gloende Lue,
Al Verden det Foster skal skue.
Af HErren er Seyren alleene.
Tre Konger stoed Fadder, der Barnet kom frem,
Ey alle med liige-god Ville, hj
Det slakked om Hafved, dog landede hiem
Af HErren er Seyren alleene.
Den Seyer Hr. SESTED for Rygen erholt,
Og Rygtet tog snelliste Vinger,
Ey Field er at finde saa steil og saa stolt,
At den jo derover sig svinger.
Af HErren er Seyren alleene.
SESTED saa viiseligt satte paa Land,
Fiinden det kunde ey hindre,
Det mindes i Norden, mens Strømmen har Vand,
Og Stierner paa Himmelen tindre.
Af HErren er Seyren alleene.
Da Kongen fick Canker til Pomren at gaa,
Og Svensken fra Rygen forjage,
Hr. SESTED det Erinde tog sig oppaa,
Hand Farten ey vilde forsage.
Af HErren er Seyren alleene.
Hand træder saa villigt og freidigt om Bord,
Afskeed til Hofve var taged,
Og onsker at aldrig see Sellandske Jord,
For Fiinden fra Rygen var slaged.
Af HErren er Seyren alleene.
Der legges fra Bommen, der stikkes i Søe,
Ved Flodens Udseyling fuld mangen stolt Moe,
Og Frøken randt Taarer paa Kinde.
Af HErren er Seyren alleene.
Her fandtes saa mange, som spaade om ham,
Den Seyer var suur at erholde,
Thi Veyen var snever og Farten var gram
Imellem de væbnede Volde.
Af HErren er Seyren alleene.
I Dybet for SESTED var Skibe senkt ned,
Forinden laa Fiindens Fregatter.
Her vilde arbeydes med blodige Sveed,
Og holdes saa heede Combatter.
Af HErren er Seyren alleene.
Paa Siiderne Ruden og Rygen gav Fyer
Af mange og store Cartouer,
Flotillen de agted at kast’ overstyer,
Men SESTED sig Ridderlig vofver.
Af HErren er Seyren alleene.
Omsider kom Heeden til hoyeste Magt,
Og Ilden til skarpeste Lue,
Da vores bag ved sig saae Fiindernes Agt,
Med Døden dem grummest at true.
Af HErren er Seyren alleene.
For SESTED var Ilden, og Ilden var bag,
Paa Siiderne fyrtes saa fage,
Mand meente Flotillen var bleven et Vrag,
Der havde for Jlden maatt brage.
Af HErren er Seyren alleene.
Her kom og end stundom de Tiinder til Land,
At Messen var moxen udsiunged,
At SESTED var siunked i Neuen-Dybs Vand,
Og Skibet i Luften opsprunget.
Af HErren er Seyren alleene.
Men denne Søe-Kiempe sig ypperlig holdt,
Og verged af Skibe og Pramme,
Hand Fiinden en Haanhed og Vrede har voldt,
Hand maatte afdreye med Skamme.
Af HErren er Seyren alleene.
Hand sendte de Karle saa treffende Bud,
Ved græsselig Buldren og Skyden,
At Master og Stænger om Borde floy ud,
Hand skienkte dem Døden i Gryden.
Af HErren er Seyren alleene.
De spoitede fra sig, de sprudede hvast
Af HErren er Seyren alleene.
Hr. SESTED har vofved saa mandigt et Slag,
Og staaed for Kugler og Lue,
Hvis Himlen ey hafde hant-hæved hans Sag,
For Døden da maattet hand grue.
Af HErren er Seyren alleene.
Men HErren ved hannem gav Lykke og Seyr,
Ja Ære til Dannemarks Riige,
Saa nodte hand Fiinden at viige.
Af HErren er Seyren alleene.
Derefter tog SESTED Armaden til sig,
Fem Hundrede Skibe beladte:
Og sogte paa Rygen at finde det Viig,
Hvor sikkert var Landet at fatte.
Af HErren er Seyren alleene.
Hand lossed den Danske og Preusisk’ Armee
Saa trygt og saa stille fra Vandet,
At forend vor Fiinde fick disse at see,
Da stoed de beskandget i Landet.
Af HErren er Seyren alleene.
Selv Kongen af Dannemarck skued det Spill,
Og Kongen af Preussen det syned.
Selv Kongen af Sverrig kom ogsaa dertil,
Men vreedelig torned og lyned.
Af HErren er Seyren alleene.
Hand kom, ret som Biornen mand Ungerne fra
Med Magten vil rive og tage,
Hand fyred, hand hugg, og boed sine at slaa,
For Alvor nu skulle det knage.
Af HErren er Seyren alleene.
Kong CARL udaf Sverrig selv vovde sit Liv,
Tre Timer for Solen opgryede;
Ham fulgte de Kiemper, hvis Nakke var stiv,
Ey Ilden, ey Døden, de kyede.
Af HErren er Seyren alleene.
Her maatte hans Basslewitz falde for Sverd,
Og mangen Heldt bide i Græssed.
De Danske Soldateres Hu og Gewær
Til Moorden og Dræben var hvætzed.
Af HErren er Seyren alleene.
Herr DEVITZ anforer de Ryttere saa,
At Printzer og Heldte maa falde,
Hand sabled for Fode de Store og smaa,
Af HErren er Seyren alleene.
Hr. SESTED erholdte den Ære til Vands,
Hand lykkelig landet i Bugten,
Hr. DEVITZ erlangte den Ære til Lands,
Hand jagde den Fiinde paa Flugten.
Af HErren er Seyren alleene.
Ald Rygen blev vunden med lykkelig Bor,
De Danske Mænd tog den til Bytte;
De Svenske sig skyndte som snarest paa Dor,
Saa maatte Straalsund dem da hytte.
Af HErren er Seyren alleene.
Vi finge til Fange saa mangen braf Heldt,
Af hoye Commando og Ære.
I Sverrig det bliver med Sorrig ommeldt,
De vilde dem nodigt undvære.
Af HErren er Seyren alleene.
Kong FRIDERIC lønner saa ypperlig Daad
Ridderlig Orden og Smykke;
Hr. SESTED med fleere den Ære har naaed,
Vi onsker de Herrer til Lykke!
Af HErren er Seyren alleene.
Kong FRIDERIC deeler ud Gaver og Guld,
For alting sin Kongelig Naade,
At være sin Konge saa tro og saa huld
Seer! Danske Mænd hvad det kand baade.
Af HErren er Seyren alleene.
Den maatte i Hiertet da vær’ en Cojon,
Der vilde ey troeligen figte,
For Kongen, hvis Høye og egen Person
Lær Naaden og Lonnen ey svigte.
Af HErren er Seyren alleene.
Kong FRIDERIC giver GUD Ære og Priis
For saadan en Ære og Lykke.
At Rygen blev vunden foruden Forliis,
Det var et forunderligt Stykke.
Af HErren er Seyren alleene.
Ald Dannemark takker og priiser sin GUD,
Ja beder, hand stedse vil være
Med Kongen paa Togget, i hvor hand vil ud,
GUD lade Ham Seyer hiembære!
Af HErren er Seyren alleene.