O Gud! du Kierlighedens rene Kilde,
Til dig vi flagre bort fra Jordens Skygger,
Hvor mellem Rose og Cypres vi bygger,
Mens Syndens Torneranker tidt os hilde.
Naar stærke Lidenskaber os forvilde,
Os Kierlighedens Skjold og Flag betrygger
Og Taagebilledernes tomme Skygger
Den vilde Farveglands forgjæves spilde.
Lyksalig den, som Kierlighed har funden,
Han vandrer dobbelt sikker frem i Livet;
Thi Morgenstjernen er for ham oprunden,
Ja Aftenstjernens Lys er og ham givet:
Til Himlen Herren har hans Øie bunden:
For Gud han ene bøier sig som Sivet!