O hulde Kvinde! som mig Nøglen bragte
Til Edens blomsterrige Underhave,
Jeg takker Dig for denne rige Gave,
For hver en Straaleblomst, jeg tør betragte;
Din Kierlighed min Digteraand jo vakte:
Nu blomstrer Livet trindt mig, selv af Grave,
Thi Roser vikle sig om brudte Stave
Mens Aanderne paa Lyren spille sagte.
Jeg seer det grandt, jeg føler dybt, Veninde!
At selv fra Graven Haabet sødt kan smile!
O! naar vi sove sødelig derinde,
Og vore Børn med Taarer til os ile:
Da skal vor Aand de unge Sjele minde,
”Her bør ei Taarer flyde — Sørgepile!” —