Hans Christian Sneedorff (1759–1824)

Vise

om liden Christiane,

hvorlunde Hr. Ove beilede

til hende, vandt hende,

og gjorde, hende til

Ære, aarligt! et Gilde

for alle sine

Frænder.

Synges som:

Hr. Henrik sidder saa tankefuld.

Herr Ove var En udaf Kongens Mænd,
Berømt udi fremmede Lande;
Han ledte sig efter en Viv saa væn,
Thi gaaer han paa Torvet at stande.
    Gud give hver Mand, som kan skjønne derpaa,
    En Lilie saa ædel, saa væn og saa tro
Som Oves Christiane!

Der ginge de Jomfruer store og smaae,
Og alle saa slog de med Nakken;
Og mange, naar man dem lidt nær ved saae,
Da var ikkun kjønt: Skaberakken.
    Gud give = = = =

Hr. Ove han blev i Hu saa vred:
Er dette da Dannemarks Piger,
For hvilke saa mangen en Ridder stred
Og faldt i fremmede Riger?
    Gud give = = = =

Hr. Otto han talte: og ikke saa sur!
Paa Torvet du længe kan glane;
Men følg Du med mig udi Fruer-Bur,
Jeg viser Dig liden Christiane.
    Gud give = = = =

Indganger Hr. Ove i Fruer-Bur,
Der sidder den Jomfrue lille;
Jeg lover han var ikke længer sur,
Han tænkte: Gud give hun ville!
    Gud give = = = =

Skjøn Jomfru hun smilte under Skarlagen-Skind,
Hun vender ham Ryggen saa prude;
Hr. Ove han stander saa stiv som en Pind,
Han tænkte: Gud giv’ jeg var ude!
    Gud give = = = =

Han stander i Timer, han stander i tre,
Han tæller de Stolper og Stænger;
Den Jomfru hun vender sig om for at see,
Hun kunde ej bare sig længer.
    Gud give = = = =

Hun blusser alt ned til det hvide Bryst,
Det monne Hr. Ove husvale;
Han tænkte ved sig: den tre Timers Dyst
Den skal du mig nu betale.
    Gud give = = = =

Han drejer sig om paa sin Hæl saa glat,
Til Døren saa monne han gange;
Den Jomfru hun talte ham til saa brat:
Hvi est du, o Ridder! saa bange?
    Gud give = = = =

Hr. Ove han svarte saa listelig:
Jeg kjender kun Frygt udaf Navnet,
Jeg vandrede hert, skjøn Jomfru! fordi
Jeg troede jeg ikke blev savnet;
    Gud give = = = =

Men vil I give mig Eders Tro,
Eders Prudhed jeg ikke vil kjære;
Tilsammen da ville vi bygge og boe,
Og Dannemarks Æt formere.
    Gud give = = = =

Den Jomfru hun rakte ham hviden Haand,
Det var ikke Tid at bie;
Hun vidste, at Pigers Stoltheds Aand
Tidt bag efter til dem mon svie.
    Gud give = = = =

Hr. Ove han holder et Bryllup saa strunk
Med Kager og Mjød og Skinke;
Der sadde de Fruer i al den Prunk,
Der dandste de Møer flinke.
    Gud give = = = =

Der svunge de Kjæmper den slanke Krop;
Det var saa herlig et Gilde,
At der det mod Midie-Nat holdt op,
Syntes alle, at det var ilde;
    Gud give = = = =

Og ingen saa vilde de til at gaae,
Det syntes Hr. Ove var ilde;
Men alle saa plagte ham Store og Smaae
Om atter at gjøre sligt Gilde.
    Gud give = = = =

Han svarte: til Gilde hver anden Dag
Er Brødet ingen Mand skaaren;
Men I komme hid hvert Aar den Dag,
Da liden Christiane er baaren.
    Gud give = = = =

Saa slager jeg om paa Væg min Port,
At Ingen skal blive tilbage;
Der møder jeg Eder med Mjød saa sort,
Med Skinke og saa med Kage;
    Gud give = = = =

Jeg møder Eder med Harpespil,
Og vajende Silke-Fane;
Saa synge I med mig: at Himlen vil
Beskjerme min venne Christiane.
    Gud give = = = =

De Gjæster svarte saa glade herpaa:
Slig Mand skal man længe søge;
Saa lode de ud af Gaarten staae
Som Bier af hule Bøge.
    Gud give = = = =

Nu er det en Skik i Hr. Oves Gaard,
Hver Gang at Dagen hun kommer,
Saa vide paa Væg han de Porte slaaer,
Det knager i Stænger og Bommer.
    Gud give = = = =

Indstrømmer de Venner og Frænder saa fort,
At Rum er lidet tilbage;
Han møder dem selv med Mjød saa sort,
Med Skinke og saa med Kage.
    Gud give = = = =

Han møder dem stolt med Harpespil
Og med baldyrede Fane;
Og Alle istemme: Gid Himlen vil
Beskjerme den venne Christiane.
    Gud give hver Mand, som kan skjønne derpaa,
    En Lilie saa ædel saa væn og saa tro
Som Oves Christiane.

Sneedorff.