Formodentlig ville danske Piger ikke ugjerne lære at kjende Noget til deres skjønne men ulykkelige Søster Anne Cathrine, hvis ikke en Elsker eller Ven alt har gjort dem bekjendte med hendes korte sørgelige Historie. Hun blev fød 1618 d. 10 Aug. paa Frederiksborg Slot. Faderen var Kong Kristian IV og Moderen den skjønne Kirstine Munk, viet til Kongens venstre Haand. Hun var altsaa en ældre Søster til den mærkværdige Leonora Kristine, siden Ulfeldts Kone. Moderen saavelsom Søsteren findes der Adskilligt om i Birchs Billedgallerie for Fruentimmer, 1ste D. 60 og 66 S., men om Anne mældes kun i Forbigaaende, at hun var gift med Rigets Hofmester Frands Rantzau, som druknede i Rosenborg Grav 1632. Heri er endda en Fejl, thi Anna blev aldrig gift med sin Rantzau.
De Rantzauers Slægt var paa den Tid i stor Anseelse og heel mægtig her i Danmark. Det var Gert Rantzau, som Kong Kristian ledsagede til sin Grav, i Kiel d. 13 Marts 1627, med de Ord, da man tilbød ham en Hest: ”Nein, der selige Mann ist allemahl unverdrossen gewesen, und hat um unseret Willen manigen Gang gethan, als wollen wir ihm auch dießmahl zur Ehren zu Fuße folgen.” — Vor Frands nævnes med i Ligfølget. Han var den Gang i en tidlig Alder alt Rigets Hofmester, og der forestod ham ligesaa vigtig en Rolle i den danske Historie, som Corfits Ulfeld og Hannibal Sehested. Men det var ikke hans Forbindelser og Udsigter, det var Anna’s eget Hjerte, der udkaarede ham til hendes Brudgom, da hun fandt Højagtelse og Kiærlighed for hans Retsindighed og Dyder. Frands var tillige een af de smukkeste Mænd blandt den danske Adel. Alting spaaede ham og hans Brud den gladeste Fremtid, da han i Aaret 1632 uformodentlig faldt ud i Graven ved Rosenborg Slot, og druknede. Nu var Anna’s hele timelige Glæde forbi; hun faldt hen i den dybeste Sørgmodighed. Kummeren fortærede hendes Skjønhed og Sundhed. Aaret efter fik hun Smaakopperne; Kræfterne til at udstaae Sygdommen med, vare fortærede; og hun forlod en Verden, der ingen Glæde mere havde for hende, d. 20 Aug. 1633. Lidt over 15 Aar var hun, da hendes Brudeseng blev redet i Graven.
I det kongelige Mynt-Kabinet findes en Skuepenge af Guld, som efter al Sandsynlighed er slagen til et Minde om Frøken Anna. Paa Forsiden sees et Fruentimmer i Brystbillede, behængt med adskillige Prydelser; under Hagen læses de Ord: Jeg er skjøn, og paa Omkredsen i to Linier det bibelske Sprog: Lere Os At Betencke At Wi Skulle Døe At Wi Maa Blife. Ps. 90. Bagsiden viser os en Beenrad i en tænksom Stilling; den holder venstre Haand paa et Timeglas, og højre under Kinden, hvilende med Albuen paa Enden af en Liigkiste, hvorpaa læses: Jeg var skjøn. 1634. Det Aar nemlig, da Skuepengen er slagen, istedet for hendes Døds-Aar 1633. I Omkredsen staaer atter i to Linier et bibelsk Sprog: Mine Dage Haffe Verit Snarere End En Løbere De Flyve Bort Och Haffe Intet. Job. 9. See danske Magazin IV, 129 hvor Skuepengen urigtig siges af Sølv.
Endnu maa vi tilføje, at der i Peder Syvs udgivne Kæmpe-Viser, til allersidst S. 729 findes, under Titel af Frøken Annæ Cathrines Vise, en Klagesang i 13 Sangvers, hvis Begyndelses Bogstaver tilsammen udgjøre hendes Navn ANNE CATHARINA. Udgiveren af danske Magaz. anmærker om den, at Poesien derudi er efter forrige Seculi Smag temmelig god, men at det tillige er troligt, at enten hendes Søster Leonora Christine, som var en ypperlig Poetinde, eller nogen anden haver siden digtet denne Vise til en Afmindelse af saa ulykkelig en Hændelse. Denne Formodning kan vel neppe overgaae til Vished. I al Fald har man her, af Ærbødighed for Sagnets Helligdom, nogenlunde fulgt Tankegangen i den omtalte Vise, og kun søgt, at give den kummerfulde Anna’s Følelser i et Sprog, der er mere beqvemt, til at gjøre Indtryk paa denne Tids Mennesker.