Komal og Galvina(Rhapsodie af Ossians Fingal, anden Sang.)Lig den susende Regn, ved Soelskin paa Engen om Vaaren,Yndigt er Komals Sagn, men Taarer rinder af Veemod. Komal fra Albions Kyst var Hersker paa hundrede Høje.Tusende Strømme vanded’ hans Vildt, og fra tusende FjeldeGjenlød hans Hundes Glam paa Jagten. Hans Aasyn var YndePrægtig i Ungdoms Glands; hans Arm var Heltenes Bane.Højt slog hans Bryst for den mægtige Konloks herlige Datter.Hun var en Straale i Pigers Kreds; de bølgende LokkerSorte, som Ravnens Vinger; og snar, som Vinden, hun fulgteSine Doggers den larmende Fart paa Jagten; i LuftenSiskede træffende Piil, fra Buen udsendt af Galvina.Pigens Sjel hang ved Komal; tit deres Øjekast mødtes;Trolig de fulgtes ad med hinanden paa Jagt, og den kjælneKjærligheds Spøg var Pigens fortrolige Hvisken til Komal. Dog den mørke Fyrste fra Ardven, ombrølet af Stormen,Gormal bejled’ til Konloks herlige Møe; og paa EngenSpejdede Pigens Gang; han brændte af Harme mod Komal. Taagen graaned’ i Ronans Egn, og det streifende FølgeTabte det elskende Par af Syne. Da samles de beggeKomal og Spiren af Konlok i Ronans Hule, thi KomalHvilte sig ofte der og ventede hulde Galvina.Hjelme, et hundred af klingende Staal, til Smykke for Helten,Skjolde, et hundred af Dyrehud, hang ordnet paa Væggen.Hvil dig, min Elskede, her! du Stjerne for Hulen ved Ronan!Hvil dig, min Fryd! jeg skimter en Hjort paa Spidsen af Mora.Hastig iler jeg did, og snart jeg vender tilbage. —Komal! jeg frygter den skumle Gormal, svarte Galvina,Lønlig ham følger mit Fjed, og tit paa sin Vandring han søgerRonans Hule. Blandt Vaabnene her vil jeg hvile; dog skynd dig!Komal, skynd dig tilbage! — Han iler mod Hjorten paa Mora. Konloks yndige Datter rask beslutter imedens,Bejlerens Troskab at prøve. De spæde Lemmer bedækkesHurtig med Kriger-Rustning, og taus forlader hun Hulen.Komal troer, at see sin Modstander. Nu banker hans Hjerte.Vreden bleger hans Kind; et Mørke omtaager hans Øje.Buen spænder han haardt, og Pilen hviner i Luften.Ak! hans Galvina sank i sit Blod! — Han styrter til Hulen;Konloks Datter! kalder hans Raab. Den eensomme KlippeSvarer ham ej. Mit Hjertes Glæde, hvor er du? o! svar mig!Endelig seer han det zittrende Bryst, der bløder af Pilen.Min Galvina, dig har jeg dræbt! Han falder og tier. Jægerne fandt det uheldige Par. End Komal gik ofteTrindt om duftende Høje. Men altid hans tavse OmvandringSøgte Galvina’s dunkle Grav. Der landed’ paa KystenSkibe fra Havet. Han streed. De Fremmede slog han paa Flugten.Døden han søgte i blodig Kamp. Men hvilken ModstanderFælder den dierve Komal? Sit dunkle Skjold imod JordenSlængte han ned; da traf en hvinende Piil ham i Brystet.Hist med elskte Galvina han sover ved brusende Strandbred. Natlige Skipper pløjer den dybe Strøm; i det FjerneØstlige Dagskjær viser hans Blik de grønnende Grave.