Komal og Galvina
(Rhapsodie af Ossians Fingal, anden Sang.)
(Rhapsodie af Ossians Fingal, anden Sang.)
Lig den susende Regn, ved Soelskin paa Engen om Vaaren,
Yndigt er Komals Sagn, men Taarer rinder af Veemod.
Komal fra Albions Kyst var Hersker paa hundrede Høje.
Tusende Strømme vanded’ hans Vildt, og fra tusende Fjelde
Gjenlød hans Hundes Glam paa Jagten. Hans Aasyn var Ynde
Prægtig i Ungdoms Glands; hans Arm var Heltenes Bane.
Højt slog hans Bryst for den mægtige Konloks herlige Datter.
Hun var en Straale i Pigers Kreds; de bølgende Lokker
Sorte, som Ravnens Vinger; og snar, som Vinden, hun fulgte
Sine Doggers den larmende Fart paa Jagten; i Luften
Siskede træffende Piil, fra Buen udsendt af Galvina.
Pigens Sjel hang ved Komal; tit deres Øjekast mødtes;
Trolig de fulgtes ad med hinanden paa Jagt, og den kjælne
Kjærligheds Spøg var Pigens fortrolige Hvisken til Komal.
Dog den mørke Fyrste fra Ardven, ombrølet af Stormen,
Gormal bejled’ til Konloks herlige Møe; og paa Engen
Spejdede Pigens Gang; han brændte af Harme mod Komal.
Taagen graaned’ i Ronans Egn, og det streifende Følge
Tabte det elskende Par af Syne. Da samles de begge
Komal og Spiren af Konlok i Ronans Hule, thi Komal
Hvilte sig ofte der og ventede hulde Galvina.
Hjelme, et hundred af klingende Staal, til Smykke for Helten,
Skjolde, et hundred af Dyrehud, hang ordnet paa Væggen.
Hvil dig, min Elskede, her! du Stjerne for Hulen ved Ronan!
Hvil dig, min Fryd! jeg skimter en Hjort paa Spidsen af Mora.
Hastig iler jeg did, og snart jeg vender tilbage. —
Komal! jeg frygter den skumle Gormal, svarte Galvina,
Lønlig ham følger mit Fjed, og tit paa sin Vandring han søger
Ronans Hule. Blandt Vaabnene her vil jeg hvile; dog skynd dig!
Komal, skynd dig tilbage! — Han iler mod Hjorten paa Mora.
Konloks yndige Datter rask beslutter imedens,
Bejlerens Troskab at prøve. De spæde Lemmer bedækkes
Hurtig med Kriger-Rustning, og taus forlader hun Hulen.
Komal troer, at see sin Modstander. Nu banker hans Hjerte.
Vreden bleger hans Kind; et Mørke omtaager hans Øje.
Buen spænder han haardt, og Pilen hviner i Luften.
Ak! hans Galvina sank i sit Blod! — Han styrter til Hulen;
Konloks Datter! kalder hans Raab. Den eensomme Klippe
Svarer ham ej. Mit Hjertes Glæde, hvor er du? o! svar mig!
Endelig seer han det zittrende Bryst, der bløder af Pilen.
Min Galvina, dig har jeg dræbt! Han falder og tier.
Jægerne fandt det uheldige Par. End Komal gik ofte
Trindt om duftende Høje. Men altid hans tavse Omvandring
Søgte Galvina’s dunkle Grav. Der landed’ paa Kysten
Skibe fra Havet. Han streed. De Fremmede slog han paa Flugten.
Døden han søgte i blodig Kamp. Men hvilken Modstander
Fælder den dierve Komal? Sit dunkle Skjold imod Jorden
Slængte han ned; da traf en hvinende Piil ham i Brystet.
Hist med elskte Galvina han sover ved brusende Strandbred.
Natlige Skipper pløjer den dybe Strøm; i det Fjerne
Østlige Dagskjær viser hans Blik de grønnende Grave.