VI har et gammel Ord som vel er værd at merke
Der Døttre fører sig i deres Mødre Serke/
Mens jeg vil nærmer gaae/ oc see paa Dydens-Green/
Hvor til de har behag fra deres Barne-Been.
Jeg vil en Piges Aar med 6. gang 5. beskrifve
Oc hvad hun billig skal ved hver til kiende gifve
Saa snart hun blifver fød da skal hun smuesker-lee
Dog samme Øyeblick adstadig om sig see.
Hun skal tolmodig/ tys/ oc u-vanartig findes
Ej straale naar hun skal insvøbes eller vindes
Naar Patten bydes frem oc andet tygged Mad
Da skal hun række Haand oc indig være glad.
Hun skal sin Ammes Bryst til Bloedet ej fortære
Sin Moeders bløde Skød med Tængsel ej besvære
Sin Faders sterke Arm langd mindre giøre træt
Ej være sludervorn men pynelig oc net
Naar Vuggen blifver rørde skal hun halff slumrend siunge
Det gamle dys/ le/ lu/ med hendes lespe-Tunge
Til Søffnen sniger ind. Dog naar hun vaager op
Skal hun befindis tør fra hendes Taa til Top.
Naar hun aff Svøberøy med Klæder Dracht skal smykkes
Da skal i hendes Gang hver Trin forsichtig lyftes;
Den Søde-Lalle-Snack skal hun da føre frem
Forældrene til Trøst at see det hun er Nem.
Da blifver Dukker klæde/ Smørkringler/ Peberkager
Rosiner/ Bakkels knaes oc det som lekkere smager
Vindruer/ Æbel-Frucht/ Valdnødder/ Kisebær
Oc jeg? Ved icke hvad som Barnet alt begær
Da er det Lille-Snut/ min Engel/ Bitte-Ducke
Min Kylling/ Patte-Gris/ mit Lam/ hvor er min smukke
Hvor er min Paye-Blu/ hvor er min Kieledegg
Hvor er min Øysteen/ hvor Blommen i mit Egg.
Da gaar det Smikk om Snack med mange tusend Kysse/
Allenist’ at hun kun i Graad kand Barnet tysse.
Naar det ey hielpe vil? Da hentes anden Frucht
Som udi Skoven gror oc hør til Børne-Tucht.
En Frucht som fletted er med mange 15. Ender
Der pilles Rumpen med oc tit de bløde Hænder
Da hører mand et Skraal ai/ ai/ e/ vi/ o vok/
M[…]ike! Aldrig mer! Giør Ond/ ai det er nok.
Der er den Sag forligd: Den tykke Maren Amme
Begynder Glædens-Sang/ oc trøster med det samme
Det spæde lille Noer som nys paa Rumpen fikk
Med Lærdom: At det skal i Fremtid holde Skik.
Det Angst-beklemde Barn som da med Smerte sukker
Slaar Haand i Haand med Suk oc sver ved alle Dukker
At det vil giøre Got. Det holdis oc en stund
Som Philax fasten hold med Pølsen i sin Mund.
Det varer vel en Tid til Glutten faar sin Alder/
Da lærer Pigen Tucht oc hader fordums Svalder.
Da lær hun uden ad smaa Bønner/ Andachts Ord
De hun da læsse skal for hendes Faders Bord.
Det gyldne A/ B/ C/ skal da med peegen læres
Saa stafves G/ V/ D/ oc alt hvis mer begieres
Snart Evangelist’ Ord/ som Børne Lærdom er
Da faar en Moder først sin Glut oc Dukke kier
Da sættes hun til Boerds op i det høye Sæde
En Fader seer sin Lyst en Moder seer sin Glæde
Paa deres lille-Moer. At hun sig nøye vil
Med jaufnlig Huus-Mands Kost som Dagen hører til
Da merkes ald Fornufft. Hun tør sig ey fordriste
At kræfve hvad hun vil. Hun frygter vrede Gniste
Oc haarde Truesels-Ord. Den Kræsne-Lækker-Tand
Ynk’ løber ikke da som fordums Tid i Vand/
Da træder Dyden frem/ da merker mand det Goede
Som sig Forældre kand med Tidens-Løb formode
Da har den første Tid/ da har det fembre Aar
Vor unge Pide bort’ endtil hun fleere faar.
Den anden Tid.
Til det 11. Aar.
Til det 11. Aar.
EN Glut giør Børne-Verk som voris Ordsprog lyder
Thi er det ikke ret at mand saa ilde tyder
Vor Ungdoms Raserj. Fornufften findes ey
Hos Skød- og Vugge-Børn/ ney Tiden viser Vey
Til Visdom oc Forstand. En Femb-Aars-Gammel-Datter
Skal først i Skolengaa før end hun Visdom fatter
Jo meere hun da faar paa Skrifve-Kunsten Smag/
Jo mer faar hendis Sind til Kunst-Verk stor Behag
Som til Tapete-Verk. Bordure, Kniple/ Vefve
At ritze med en Pen/ med Krid i sort at hefve/
Da vennes Møen først til Stilhed oc til Roe/
Naar Skørted slidis bag? Da skaanis hendes Skoe.
Da lærer hun at sye/ da bruges Knippel-Stokke/
Snart spinder hun en Tot paa Tienste-Folkets Rokke/
Snart klapper hun en Klud/ snart folder hun en Søm/
Oc løffter Hiernen op aff Ufornufftens-Drøm.
At holde Huus her nest er hende høyt fornøden/
Hun lader Stuen staae og findes ufortrøden/
At see hvad Kokken giør og hvad der rettes an/
Om Alting reenlig staaer i Potte Kiel’ og Span/
Snart drøpper hun en Steeg/ snart spekker hun en Hare/
Snart fylder hun en Gaas med Frucht og Kramboe-Vahre/
Snart stubber hun en Fisk/ snart krenger hun en Aal/
Snart stikker hun en Sild/ snart hakker hun en Kaal/
Den braagede Makreel ved hun saa net at skære/
Det Kok og Saltmads-Tøs paa nye igien maa lære/
Den feed’ og trinde Lax. Karrudse/ Gied’ oc Karp
Salt-drysser hun til pas og ingen Tid for skarp
Og det’ er Dydens Verkk. Mens andre kielne-Unger
Vold-støyer Huuset om det alle Vegge runger
Et Glas kand neppe staae paa Hyllens høye bred
At det io falder ned ja! Fad og Taffler med.
Saa stor Vanartighed tilskynder tit en Moeder/
Dog saadan Friheds-Soel er ey for unge Poder/
Naar de sig raader selff da gaar det ilde til:
Mand seer en Fandens-Rey og et bedrøfvet Spil/
Naar Ungdommen faar Macht. Naar Maren Douven-Side
Mundhuggend’ Ord om Ord med Moderen vil stride/
Og glemme Børne-Plict. Da seer en Moder viss
At Kisselincken har fortilig Riset misst.
Mens det er da disvær/ey giøres med Anger-sukke/
Den Green som Styrkken har er ikke god at bukke
Et Ryg-oc Nakke-Puff/ et Ore-pust/ et Slag
Giør da saa meget Gaffn som Lius ved Sommer-Dag.
Ald Trudsel er forgiefs. Den indbild flaage Pige
Slaaer Næsen trodsig op og lader sig ey sige
Thi Huden er for tykk/ og Munden alt for kaad/
Den seie-Tyremeij giør knap en Tiger-Graad.
Da seer mand først et Siun hvor hun med Murren slenker
Hun skjerper Munden til/ i Panden giør hun Rønkker/
Og ryster Haared ud/ hun gisper som en Geed/
Og taler inden Munds at hend’ er U-ret skeed/
Da gaar det Afskom hen og blifver Ærens Dødsel/
En Pest/ en U-dyds Lem og alle Lasters Fødsel/
Naar hun skal giøre Gaffn/ da søger hun en Vraa/
Der kryber hun i skiul og lader Verkked staa
Thi hendis beste lyst og allerstørste Lykke/
Bestaar i Gøgelspil. Faar hun en Benk at trykke/
Da har hun vunden Sag. Fuy bort med denne Toes
Det er ald Verdens Spot at mand gaar ærkeløes.
Det er ene bekant som Drenge-Leeg vil søge/
Det være hvo det vil hun blifver til en Skøge/
Hun lærer aldrig det som er at prise værd/
Med-deeler hun et Kys det blifver meer begierd
Thi det er icke nok det hun sig snæfver holder/
Jeg andseer icke deert at hun sin’ Hænder folder/
Og løfter Siuned op til Himlens høye Tag/
At kaldes Engel-reen/ og saa en smykked Sag/
Nei! Her vil andet til: Her kræfvis Kunst og Dyder/
Det er den dyre Skat som alle Piger pryder/
I 10. Aars Piger nok. Dydfester eders Aar/
Min Pen vil fort til dem som eder offver-gaar.
Den 3. Tid til det 16. Aar.
JEG fører Vidnes-Byrd om mand det vil begiere/
Da skal Erfarenhed mit rette Vidne være/
Mand bruger aldrig Skiemt/ Lyst/ Giekkerj og Tandt/
At mand Alvorlighed jo finder der iblandt/
Hvo saadant ikke troer? Kand det med Lyst fornemme/
Ved Pigens Tolffte-Aar paa hendes Engle-Stemme/
Hun siunger mangen gang ved Sye og Knippel-Skrin/
Et omqvæd aff et Vers: Den/ den skal være min!
Hun qvæder med Behag HER AXEL TORDSENS-Vise/
HER ESKES ved hun høyt. For hans Bestand at prise.
Men Soerte Broeder-KNUD band-setter hun aff Harm/
Fordi HER AXEL ej fick VALBORG i sin Arm/
Da pønser Pigen først paa Smycke-Tøy og Pynten/
Da lær den unge Møe først ret at kiende Mynten/
Det Æbel-Trinde-Par de Allabaster-Bryst/
For deres fremvæxt da helst naar de blifve kryst/
En Bloedrød-Vaart-Rubin (for hvert) den samme trindes/
Bloed-renner viser sig om Vaarterne oc vindes/
Den Floer-sker-hvide-Hud giør Melk oc Kriden graa/
Paa Haandens-hvide-Ryg seer mand et Himmel-Blaa/
Den Sølf-lig-glatte-Hud/ den deilig-skabte-Pande/
Hvor for saa mangen en med ynskens Skib maa strande/
Beskæmmer Juelens-Snee/ det Guld-Traad vundne Haar/
Indsvøbes i Papier til det i Kruser staaer.
Den Lillie-hvide-Kind hvor paa Naturen planter/
En deilig Rosens-Tryk/ de Øynes Deamanter/
Faar da først yndens-Pris. Ret som Coral oc Ribs/
Er hendes Læbers-Pract oc Halsen som en Gibs/
Naar Munden lukkes op da siunis hendes Tænder/
Som drejet-Elffenbeen. De Bomuld-bløde Hænder/
Er som en Hermelin. De Arm’ er og saa myg/
At hvo dem en gang føl maa blifve leffel-syg/
Forundre maa mand sig naar mand kun ret betrachter/
Den mer’ end skønne-Haand som hver Mands Siun forpachter/
Det rette Siele-Pant er som et Sølff saa glat/
Paa hendes Finger’ er for Negle Perler sat.
Den Ranke-halfve-deel af Lifved blifver pined/
Med Klæder. Hvo det seer seer at de paa er limed/
Den Blomster-bløde-Bug/ er som en Eder-Dun/
Hvo der til ey har Lyst? Er vist nok en Kapun!
Naar hun saa voxen er? Da merker mand først Moedet/
Naturen kriller da med Ynsk-Begier i Bloedet.
Om hendis Ungdoms Tucht ey hofvde voren streng?
Da kom hun neppe Møe til hendes Brude-Seng/
Men Dyden raader aff. Fra saadan Ondskabs Laster/
Den volder at hun ej et leffel-Øye kaster/
Paa nogen Hoere-Bak som efter Ærens Krans/
Ønsketrachter/ siunlig-blind i Venus-Leffel-Dantz!
Nej Dyden staaer for fast/ den bruger ingen Krykke/
Thi vil vor unge Møe mod Loven ey samtykke/
Hvo hende rekke vil (for Haanden) frem en Foed/
Den viser hun en Dør og er ham tvert imod.
Hun faar vel Elskofs-Lyst men dog paa saadan maade/
Det hun med goed Fornuft sig visslig ved at raade/
Hun vil i HErrens Macht sin Skæfne føre hen/
Oc siden søge-Raad hos Ven og Venners-Ven.
Naar hun en Bejler faar. En Moder og en Fader/
Vil hun raadføre først. Hvad de da giør og lader?
Der med er hun til freds/ paa deres Nej og Ja!
Gaar hun først i sig self og siden til og fra.
Naar det da være skal? Da vefvis Kamme-Foeder/
Hvad hun ej self har lærd? Det hielper hendes Moeder/
Naar hun sin Fæste-Mand/og Haabings Brudgom seer?
Er hun saa ærtylig at hun knap en gang leer.
Hun bruger sielden Skemt og der som det ind hendis?
Da seer mand strax et Tegn at Blysels-Farfven kiendes
I hendis skære-Kind. Om hun er latter-mild?
Da blifver Ærbarhed fordi dog aldrig spild.
Hun klæder sig vel net/ dog efter Stand og Æfne/
Som hende hører til. Hun vil den Daler lefne/
De leffel-siuge-Møer dem self til Spot oc Skam
Med Baand sig henger paa half-lig en Kiøbmands-Kram.
Ney/ ney! Hun tiener GUD og elsker høyt sin Næste/
Hun elsker KIRKE-Sang oc holder sig til Præste/
En Sølf-beslagen-Bog er hendis største Pracht/
Den bær hun paa sin Arm. Oc hader Øgel-Prect
I: Isgraa-Pande-Haar/Haand-Rifter/ Demants Ringe/
Sloar hun aff Huens-Acht/ hun veed sit Sind at tvinge
Thi hun giør mellem sig oc HØYER HOER Forskiæl/
Thi vil den HØYE-STAND oc hver Mand hende vel/
Kort sagd: Hun blifver gifft og faar en hver Mands Ynde
Det lykkis alt hvis hun i Huuset vil begynde/
Velsignet blifver hun og kaldis Lykkens Brud/
Velsignet blifver hun/ naar hun gaar ind og ud?
Velsignet blifver Hun naar hun gaar hen at soffve/
Thi tør hun uden Frycht i Mandens Arm sig voffve/
Velsignet blifver hun naar hun opreyser sig/
Thi hendis a og o er: GUD VELSIGNE MIG!
Her med er Egget Kryst/ Naturens Rose plukked/
Den dyre Saft-Melon er og aff Ormen stukked.
Hvad Rose? Hvad Melon? Hvad Eg? Et Mødoms-Kar
Den bleff sat Huen paa som før en Pige var.
Saa lønnis fromme Møer/ saa lønnes Dydens Egne
Sielf Rychted søger dem i Lykkens Bog at regne/
De blifver uden Gods og stor Formue gifft/
Naar kun Naturen ey har Gaffven umild skifft?
Her med FAR VEL/ FAR VEL: I dyd-fuldkomne Dukker/
End til den blege Død jer Lefve-Lius udslukker/
Betrachter kun mit Ord staaer fast paa Dydens-Raad
Saa blifver Haden ød’ og styrt for eders Foed.
FAR VEL løfv glæde-fuld du nylig blefne Kone
Jeg byder dig en Krans paa Dydens egne Trohne
Som er ufalmelig din Roes skal ej forgaa/
Men som et Palme-Træ uvisned evig staa/
FAR VEL. Jeg vender mig fra eder hen til andre/
Som med et Haabings-Speil til Brude-Seng vil vandre/
FAR VEL. Jeg vender mig hen til det fierde fembe/
Som gierne hafve vil. Kort sagd: In re Duc rem.
Den fierde Tid til de 20. Aar.
HVo Sandhed sige vil? Faaer tit en braaden Pande/
Thi Qvind-Folk heffner sig uskyldig den at bande/
Som dennem sammetlig vil vise Dydens-Sti/
Thi ynkkes mig ieg gaar ey heller rank forbi/
Dog derfor uforsagd ieg vil det beste haabe/
Naar de mig bande vil bær ieg en Vende-Kaabe/
Jeg achter ingen Had. Vand bider icke Skind/
Før Næfven følger med paa Næb/ Øy og Kind/
Jeg vil slet intet Ond det fierde Tal til spønne/
Som heller være vil kald Brud end Kloster-Nonne/
Men som jeg før har sagd. At Dyden faar sin Løn/
Saa faar og de vel Mand paa deres Andachts-Bøn/
Som HErren har til Raad. Hand er den rette Hyrde/
Som sørger for sin Hiord oc løfter Sorgens Byrde/
Ja hand velsigner dem med mer’ end daglig Brød/
Som hannem falder an med Bøn i Trængsels-Nød:
Men ach! det er en Ynck! der findis mange Daarer/
Som med unyttig Sorg forgiefslig Hierted saarer/
Da tvister sanseløs paa HErrens Miskunhed/
Om hand og hielpe kand? Det de dog hafver veed.
Den ene før om GUD at hun vil Pige blifve/
Den anden at hun sig vil udi Kloster gifve/
Den 3. de hader mand thi hun vil blifve Møe/
Den 4. de ligesaa. Hun vil uparred døe!
Det som mand da paa Skemt kun en af dem vil spørge/
Hvor for de ikke vil? Strax svares: Hvo skal sørge/
For daglig Øll og Mad for Klæder Huus og Hiem/
For Sven-og Pige-Løn for Loft og Kielder-Giem.
For Steb og Brygge-Kar/ for Kister Bord’ og Benke/
Tallerken Fad’ og Skeer. Tud-Kander af at skenke
Boerd-Duge/ kaaren-Glas/ Sølf-Kander andet meer/
Som mand hos rige Folk paa Boerder daglig seer.
Og det er ikke nok? Mand har til mer’ at trenge/
Stoel-Hynder/ Benke-Dyn’ og opred bløde Senge/
Sparlagen der om henge af Atlass/ Taft og Rask/
Paa Skifven Silke-Tøy Starlagen og Dammask.
Haand-Dvæler udaf Dreyl/ paa Sengen fine Lagen/
Ret sømmed. Der til nys af Brude-Kisten tagen/
Kunst-Tafler/ stoere Speil/ Gyld-Kander/ skert forgyldte/
Sølf-Stager/ Liuse-Sax til Staber blifver fyldte.
Hvo kand ald Huus-Geraad som Kokken har begribe/
Knif/ Kiedel/ Potte/ Skoum/ Jldklemm’ en Braand at gribe/
Rist/ Bradspæd/ Steege-Soe/ Sleefv/ Dørslag/ Spekke-Braad/
Fork/ Trebfoed/ Rispe-Jern. Træ-Saltkar/ Hvase-Staa/
Smør-Pander Stomme-Skee og det som ieg knap kiender/
Jld-Puster/ Fe-der-Visk/ Fyr-Fader Steege-Vender/
Vol-Øye/ Kokke-Knifv. Braand-Støtter Kiøvel-Kraage
Deig-Sporer/ Vaffel-Jern. Blik-Forme Fiske-Skraage/
Til Melk-og Mandel-Kres. Haand-Dvæler/Bakkels-Sprytter/
Det sprøytes Deigen ud som mand en Løkke knytter/
Et Kytrion/ Urteskrin/ og ieg veed ikke hvad/
Kort sagd det fylles mer end daglig Øll og Mad:
Om skønd mand Forraad har af Korn paa sine Lofte/
I Røgen Flesk oc Kiød/ som dog ey hendes ofte/
I Kielder Fisk og Øll endda er det ey nok/
Nej der behøfves end en god og dychtig Kok.
At holde Stuen varm det koster goede Penge/
En flittig Kone maa paa Ofvnen ikke henge/
Mens flittig passe paa. Med hendes Arbeyds-Traad/
Saa lykk’s Alting vel. Da merkes Held og Fynd:
Det vil en heel haab til saa mange Folk at spise/
Slet ingen lader sig med Snak til Sengen vise/
Hvad koster Hund og Kat? Dog Skaden den de giør/
Er mer’ end det som de med rett at hafve bør.
Før Aaret blifver end skal mand en Vugge kiøbe/
Og giøre Børne-Tøyg sin Glut der med at svøbe/
Smaa Hylken/ Snippe-Klud’ og Bindeler af Taft/
Som snart uvt kræfver nye formedelst Blærens-Saft.
Da blifver Ammen fæst den sig ey lader nøye/
Med Mad som Hverdags-Ret paa Folcks Bord vil føye/
Hun drikker lunked Øll at slukke Tørkkens-Byld/
Og bilder Folked ind det skeer for Barnets skyld.
Det legges hver gang Mad af alle kræfne-Retter/
Paa Brikker og paa Fad’ hvormed den Gast sig metter/
Snart er en Ret for salt/ snart Øllet alt for beesk/
Saa faar hun hvad hun vil thi hun er meer’ end tresk.
Da blefv det altid saa/ hvo kunde da vel klage?
Men nej! det kommer saa paa Lykkens Vogn at age/
Det blifver mange giff som store Middel faatt/
Med deres Fæstemand dog med en Huy forgaart/
Om hand er skades-løs/ oc lader Lykken fare/
Naar hand paa Huus og Boe kun tager sielden vare/
Den er io heel forraad som faar en drukken Bolk/
En anden ødelagd naar Manden er for kolk.
Den trede som det faaer en sluddervorn KOMPER/
Hvad skal hun byde frem først Munden eller Rompen?
Saa mend ieg veed det ej langd bedre aldrig fød/
Hvis ej? Den første Nat i Brude-Sengen død.
Saa maa mand sin Fortræd paa disse Piger høre/
De skriger Himmel-høyt saa snart mand dem vil røre/
Ja lader spøtt og leer naar mand dem byde vil/
Med Hierte Mund og Haand sin Gunst og Venskab til.
De svarer ubeensk/mand skal sig fra dem pakke/
Det som mand ikke gaar da faar mand Skam til Takke/
Mens ieg veed goed Besked/ det er kun et Forsøg
En Due blifver snart Klog-fangen af en Høg
Oc soet i Sikkerhed. De Møer som altid fnyffer/
Det staar mig aldrig fævl at de io gierne kysser/
Og den som allermest forsværer Brude-Sang/
Før komme til et Fald med hendes Faders Dreng.
Med usedvanlig Dracht giør mange sig til Aber/
Og qvister Tiden hen med det de gloer og gaber/
I Dør’ og Vinduer paa de som gaar forbi/
Saa mange som de seer er ingen Lyde fri.
Den en’ er ald for lang den anden ald for stakked/
Den trede hier de for Næsen er for brakked/
Den fierd’ er ald for tyk/ den fembte meged smal/
Den siette som en Ravn og blant det sorte Tal.
Snart gaar mand ald for sagt/ snart iler mand for fage/
Snart luder mand for dybt og hopper som en Krage/
Snart er mand kled for net snart er en Skinbraag fødde/
Om Rompen paa vor Dreng som den der paa var klødd.
Snart er en Hat for høy/ snart ald for bred af Skygge/
Snart Poklet og for lang/ snart skal der Stær i bygge/
Snart er en Kiortel trang/ snart stor og ald for viid/
Snart skomped og for kort snart lang og ald for siid.
Snart bær mand sorte Skoe/ snart brede Baand/ snart slidser/
Snart de som langed er oc sig paa Snuden spidser/
Snart bær mand Gogel Dracht snart gammel Ærbarhed/
Jeg veed snart icke hvad som de at næfne ved?
Dog Lønnen som forskyld nu skal sig Bladet vende/
Paa det mand disse Møer fra Dydens Folk kand kiende/
Mig ynkkes dette Folk maa kaldes Engel-reen/
Som efter Ordsproogs stiil/ en Svine-Røv for Been.
Jeg kiender deres Tucht/ naar disse Kisse-linker/
Med udbløt Havre-Gryn oc Rosen-Vand sig sminker/
Med Hvider af et Eg og anden Tilbehør/
Som Huden meged sker og Panden glisend giør.
Snart brugis Brænni-Vand/ Cinober og et andet/
Som paa vor Apotecket ret mesterlig er blanded/
Snart stødes Kabe-Kul/ Coral oc Tegel-Steen/
At giøre Tænderne saa hvid som Elffenbeen/
Snart bruger de Caneel/ Fiol-Roed Cardemommer/
Og Oelsm Kager lagd i deres snæfvre Lommer/
Snart Muscus og Zibêch som gifver herlig Luckt/
Det beste fattes doch som kaldes Dyd og Tucht/
Snart seer mand en saa graa med Puder-Rige Lokker/
Paa Kinden Plaster-klind som den var fuld af Pokker/
Snart snøris en saa ret at hun maa styrte ned/
Og daane der som mand til Hielp ej var bereed?
En piines udaf Skoe/ det hun vel maatte skrige/
Dog tør hun hendis Feil for Blytsel ikke sige/
Af Frucht at hør’ et Ord. Den Foed er skabt paa DANSK
Da denne Skoe for net thi den er giord paa FRANSK.
Hun setter hvert en Foed og Gangen efter Noder/
Ja Næsen som en Soe naar den i Masten vroeder/
Hun snærper Kinden ind naar Munden siger: SNIP/
Da bilder mand sig ind at hun er siug af PIP.
O slefske Daarlighed med disse Pigers Tanker/
De seiler uden Vind foruden Roer og Anker/
Dem fattes et Compas som billig kaldis kand/
Dyd/ Tucht og Ærbarhed/ Sant Guds frycht og Forstand.
De kiæler med sig sielf ja de vil snart forrvile/
Naar deres lade Krop sig legger hen at hvile.
De qvister mangen Dag og mange Timer bort/
Med denne Tids-Fordriv at leege tæfnlig Kort/
De fire-KONGERS Bog/ den bruges ofver Snoeren/
Skrivenkel bruges tit thi sticker Kneckten Hoeren/
Snart gielder Hiertrens-Knecht dog ej Ciprin Roman
Hann sticker KLØVER-ES/ som Trumf/ ja det gaar an.
Tit bruges Munte-Leeg det rekker mand sin Rommel/
Ja løs og Seqvenz med det bærer mand en Tommel/
Snart hielper HIERTER ES/brug og det SIDSTE STIK
Som for en stakked Tid vor Kisselinck fik.
O Vrange-Lærdoms-Hæst det mand sig self forvilder/
Og førend mand det troer sin Velfærds Lykke spilder/
Er det en Piges Ord at Tiden er for lang/
Da er det mer’ end vist at hun har Gifte-Trang.
Betencker nu mit Ord vel den som Vellyst hader/
Og sig paa HErrens Hielp og Dydens Skat forlader/
Nu Piger vender om/ gaar ikke mer’ i Bal/
I blifver ellers sat i det Ugifte Tal.
Den fembte Tid til det 26. Aar.
VOr Femb og Tyfve-Aars Møe her sige skal ieg heede/
Tyfvantig? Ej vel an da giør ieg Pølsen feede/
Udaf et clareed Føl kand og saa blifv’ en Hæst/
Og af en Skole-Dreng/som saartig er/ en Præst.
Hvad har ieg da for Nød? Hvor for skal ieg mig kræncke?
Jeg stoler paa mit Haab. Hvo tvifler paa mit Rychte.
Jeg blifver ved mit Sind ieg trodser alt og hver/
Som udaf Nidkærhed om mig Mis-tancke bær.
Jeg lefver som ieg bør hver Dag i Lyst oc Glæde/
Jeg kand naar ieg kun vil? Paa Lykkens Trappe træde/
Jeg veed af ingen Sorg mig skehjer intet an/
Mig trodser ingen Gield/mig truer ingen Mand.
Nej! Jeg giør hvad ieg vil naar andre gaar og tripper/
Det heele Huus omkring oc ofte neppe slipper/
Fra saadan Syssel-Verkk. Saa lenge Soelen staar/
Paa Himlens Stierne-Borg/ en til hun undergaar.
Jeg ynkes ofver den som sig saa snart oc fage/
Befinder offver-tald en Mand i Faufn at tage/
De findes sielden glad oc nyder ingen Roe/
Som tilig blifver gift og hastig setter Boe.
Saa snart mand blifver gift maa mand for Manden trælle/
Ja med at holde Huus sig Nat og Dage qvæle/
Mand nyder Ond for Got og lefvet i Betryk/
Jeg maades som en Stær’ indtil den blifver tyk.
Saa svarer denne Møe og de som hende følger/
De lofver uden Troe/ de velter sig som Bølger/
Naar Nordens-Hviine-Blæst Skum-Kruser Fior og Strand/
Og er som Vaarens Iis foruden ald Bestand.
Den ene findes blye ved knap til 5. at telle/
Den anden rynker sig som Næsen for en Bielle/
Den trede staar forboust berutred/red/ og stumm/
Naar mand et Forslag giør om nogen Brudgomm.
Jeg hørde for en Tid de beste Forslag giøre/
Om allerhaande Folk dog ingen vilde høre/
Af noged Gifte-maal i hvordans det gik til/
Skuld Ære/ Lifv og Død før giør et Udgangs Spil/
Det gyldne Himmels-Lius det skulde før forsvinde/
Den Cristal klare-Floed udi sin Kilde rinde/
Det skønne Himmel-blaae skuld blifve turkildrød/
Før end de nogen Tid det dyre Løfte brød.
Og skuld URANI-BORG sig hen til Kullen flytte/
Vor FRUES KIRKE-SPIR den blege Maane styre/
Før nogen beiler Ord og Echte-skabs Begier/
Kund’ elskes udaf den thi det var kun Besvær.
Før skuld et ussel Lam sig med en Løve parre/
Skrupudsen skabe Ploug Hugormen efter harre/
Muldvorpen fange Fisk og Haren bide Gles/
Pinsvined sælde Trær og Snæglen drage Læs.
En Due skulde før med Høgen modig kempe/
En Bi den breste-Naag med sine Vinger dæmpe/
Græs-Hoppen drabe Folk og Myren elske Vande/
Før de sig nogen til lod binde til en Mand/
O største Daarlighed de meener mig at giekke/
Med listig Under-stand: Nej! Jeg veed deres Trekke/
De sige hvad de vil knap findes en blant thi/
Som er ved disse-Aar for Gifte-Tanker fri.
De slefskes Nej er Ja! Helst naar de den fornemme/
Som er høyachrend/rig/ anseelig net af Stemme/
Det har Jeg self forsøgt og med Forundring hørt/
En Datter blefv til Svar af Moederen fremført/
Strax blef det regned op iblant de høye Stænder/
BISP/DOCTOR/LÆRDE MÆND. Som heel-Landskab kiænder/
Utallig andre fler/dog gaf den Pige Svar/
At hun til saadan Folk slet ingen Ynde bar.
En BISP var ald for høy/ en DOCTOR ald for hæslig/
De var til hendes Lyst og Lefve-Tid besværlig/
Magister/ Doctor/ Bisp sad deres Bøger nest/
Og hafvd’ hun ingen lyst til en aflefved Præst/
Som Altid inden Dørs paa Dreng og Pige skender/
Helst naar en stompe-Lius og Brand unyttig brender/
Snart er en Grød for tyk/ snart Kaalen ald for feed/
Saa giør hand Folked gald og Konen mut og vred.
Snart er et Saad for salt og Kiødet ikke streber/
Snart ikke trømped nok/ ej heller styk-vis rekked/
Snart Steegen ald for raa/ snart basked/ haard/ og brænd/
Snart ikke drypped nok og ald for hastig vend.
Snart faaer den spæde Kalf/ for megen Melck af Koen/
Som bedre var til Grød. Snart slider Grisen Soen/
Men naar den feede Steg paa Bordet blifver sat/
Da griber Knarten den som Høgen Duen fat/
Og skærer for sig self en drøy oc veldig Tampe/
Da gaar hans Hage-Skæg oc Munden som en Svampe/
Har hand da Kraasen fuld da siges snart: Goed Taar!
Saa dricker hand en Dreck det Øynen ofvergaar.
Snart er hans Øll for sterk. Og Brendevinen slared/
Med dyrbar Kryderj som skulde været spared/
Dog det er idel Snak den gamle Knurre-Pot/
Vil for sin egen Mund velhafve noget Got.
Snart ligger Sengen skæf og Gulfvet ikke føyed/
Hans Stoel er ikke sat som den at settes pløyed/
Snart er hans Stue kold/ snart Emmed ald for varm/
I hvad og Qvinden giør seer hun sin daglig Harm.
Knap nyder hun et Kys/ med Sengen vil ieg tie/
Hun faar vel (uden Tak) til ham det lystet bie;
Snart gier en Hund for sterk/ snart vekker Barnet ham/
Da gaar det tys din Glut/ det du faa Last og Skam.
O bort med dette Folk. Som ofver deres Bøger/
Snart hutker Dag og Nat/ og Sengen sielden søger/
Førd skuld et skærped Sværd udstyrte for min Foed/
Mit Legems røde Saft det dyre Hierte-Bloed.
Saa svared denne Møe. Moed hendes Moders Ville/
Hun viste mesterlig en hver med Svar at drille/
Snart hørde ieg min Lyst snart blef ieg splitter vild/
Fordi den Pige var med Daarlighed indbild.
En Hofmand og Poët var begge lig at skatte/
De hafde begge bied den falske-Verdens Patte/
En Hofmand den slaat op/ Poëtens Skrifter løyg/
Saa sterkt som Hiorten sprang og Falken snelest fløyg.
Det var et høflig Folk som artig kunde prale/
Og efter hver Mands Sind forblummed listig tale/
De lesked hvor de kam og hafde alle kier/
Samvittigheden var dem aldrig til Besvær.
Poëten kalde tit de grimme Piger smukke/
Det største Brygge-Kar en liden Balsam Krukke/
Den svage Flue blefv en veldig Elephant/
Et lompen stykke Glas en dyrbar Diamant.
Hand giorde tit en Tøs som for sin Løn maa spinde/
Til Frøken og Princes ja Himmel-Lyst Gudinde/
Ud af den Mørke-Nat en Sølf-Pollered Dag/
Og af en snærped-Vind et Liun-Jlds-Tordøn-Slag.
Hand giorde Kridet sort og Bleker hvid som Krite/
Hand ved med Underfund en hver til Vand at ride/
Hand rosed alt som var paa Laster-Greenen groed/
Og rørde Bægens-Top sted dog ved Bolens-Roed.
En Hofmands Hykli giek som af Braanden Røgen/
Poëtens Spotte-Pen har mangen en hudstrøgen/
Thi den hug Hierte-Saar og døded’ uden Sverd/
Hun under disse 2. (til Løn) en Fandens færd.
En Krigs-Mand viste hun en Bofve-Hals at kalde/
Som førend det blef tenkd for Fiendens Haand kand falde/
Ja! hand var den som tit sit dyre Løfte brød/
Og laae hvor hand kom en Leffel-Tøsses-Skød.
Hand var en drukken Bolte en Røfver og en Draber/
En Blodhund og et Træl som for en Titel stræber/
En Plage for et Land en Diefvel i et Huus/
Som sværmed Nat og Dag og lefved mest i Suus.
En Guds forgletten Krop/ en Land og Stad Fordærfver/
En fuchtig Rutte-Knecht/ en Helfvedes Forhverfver/
Og Fandens-Badstue-Svend/ Meestendel Skade-glad/
Kort sagd: Et Udyds-Skiul/ og ieg ved ikke hvad.
En Kiøb og Handels-Mand var Lykkens Træl og Fange/
En liden Moedgangs Blæst kund’ hannem giøre bange.
Hand lefved’ i Betryk hans Gaffn var aldrig sød/
I Drømme saae hand tit de strenge Moedgangs Stød.
Hans Rigdom var en Boe. En anden ejed Varen/
Naar hvert begierde sit sad hand i Trængsels-Snaren/
Og viste neppe Raad; At spille Bantrot/
Var ham og alle hans en uoprettlig Spot/
En Guldsmed var for fler/ en Skilder var en Klikker/
En Læge var et Vrag og usel Lægens-Flikker/
En Skrifver var forrentd for Underslag og Svig/
Hand skref et x. for v. thi blefv hand hastig rig.
Hvad andre fleer angik/ lod hun sig ogsaa merke/
Hun hold dem ikke værd til en af hendes Serke/
Ney ingen ud-af dem skuld lunte til det Stæd/
Hver hun med gamle Skoe i Skarned hafde træd.
Ney langt fra/ slidet Smør var got til siuge Hunde/
Jeg merked hendis Sind/ om hun en fange kunde
Med hendis hver Dags Pract en Knect som yndig var/
Da blef hun den som vist sin Møedom Lifs-Tid bar:
O egen-sielf-Fordærf/ O blinde Haabnings Lengsel/
Mand siger Piger er som Porre uden Hængsel
Ret ufulkomne Ting helst naar de Alder faar
Og sigis: At de da faaer Isgraae-spragled-Haar/
Ja! strid at føle paa/ staalfarfved/muse-blakked/
Da svinder Styrcken hen/ og Aanden blifver stakked/
Den Fordoms hvide Hals er da som Vox saa guul/
Den Søde-qvæde-Røst som en Bassune huul.
Da faaer hun rønked Skind/ blaa Læbre/ breede Tænder/
En Næse som en Syl og Been-Rad lige-Hænder/
Da spitzes Hagen til. Da hittes Kluf i Kluf/
Bag hører mand et Pust og for et Anger-Suk.
Naturen blifver kold/ de fordums Purpur Kinder/
Er slunken/bleeg og syg/ de røde Øyen rinder/
Som før en Diamant, Corfunkel og Cristal,
Med Straalers ofvergift er da som Glas-Coral.
Da vil det Briller til som for en hver ej rekker/
En Blindheds Sky faaer Macht da seer mand Siuned svekkes.
Hvor stoer og Skriften er/ da læses den dog mørk/
Da søger dette Folk til Eensomhedens-Ørk.
Da blifver den foract som ingen hafve vilde
Af det tienst-kiære-Folk/ men Lykken heller spilde/
Da gaar hun Krebse-gang enhver til Spot og Spee/
Da kand mand Lif i Død/ og Død i Liffved see.
Da høres Jammer-Klag/ ah! hafde ieg dog taged
Den mig sit Venskab bød/ da blefv’ ieg ikke plaged
Med Eensomhedens-Kraag og Drømmens strenge Nød/
Gid ieg nu hafde den som mig sit Ynde bød.
Mens det er nu forgiefs/ nu duer ieg til intet/
Fuy skamme maa ieg mig at Hierted vaar saa flinted/
Og ieg saa rasend-vild til Haabet mig bedrog/
Nu seer ieg først at mig min Hovheds Blindhed slog.
Mens det er da forseend. De fordums nette Lemmer
Krømp-visner Dag for Dag til Helsot Hierted klemmer/
Da merker Siugdom sig som hver vel slutte kand/
Med Hæckte/ Snue/ Kuld og flydend-Næse-Vand.
En ynckig Leffel-Svend var (som hand sagde) fristed
Af et aflefved Trold indtil hans Lemmer risted/
Hand svor ved Steen og Been som gamle Mær’ ham nær/
Da isned ald hans Krop/som dog utrolig er/
Hand skielffved som et Løf naar hun ham Haanden rekked
Og venlig talde til da blefv hand heel forskrekked.
Og inderlig bestyrt naar hand hos dennem sad/
Thi de var ligesaa som bested Bene-Rad.
Jeg skrifver u-forrentd/hvis denne Laster sagde/
Naar de den beste Mad paa hans Tallerken lagde/
Da væmmed hand af Angst som Hunden ved Tobak/
Hand spyede naar at de med ham aff Kande drak.
GUNST-VÆRDE SIENEST: Begynder hand at tale/
Forlad min Dristighed du har mig at befale/
Jeg veed du est min Ven og at du taler Skemt
Hør denne Lignels’ an/ det Beste har du glemt.
En Mand som Døttre har foruden Gods og Penge/
Faar dennem sielden gift. En Dynge ligger lenge
For mange Folkes Dør/ thi Staven-Ager-Pat/
Paalæsser sielden Møg for Guds-Løn og slet Tak.
Ney Dyngen blifver vel for mange Døttre ligge/
Naar Pengene staar fejl og mand skal Vognen tigge/
Hun toppes Dag for Dag af Pøler gamle Stoe/
Som jæfnlig krystes ud/ det maa du sikker troe.
Saa gaar det ogsaa til med mange smukke Piger/
Dem gaar mand rund forbi til de som strax viger/
Er Lykken en saa blid at hun en Beyler faar/
Da svær ieg at en snees igjen tilbage staaer.
Dog mange staar sig self i Liused/ ja de bygger/
I Lufften høye Slot og griber effter Skygger/
End til et rønked Skind dem giør af Verden ked/
Og Grafvens-mørke-Vraa for dennem er bereed.
Oft tvister mangen en paa disse Pigers Ære/
Mand meener at kun faa kand deres Mødom bære/
Naar dem Naturens Gunst har und en Leffel-Baat/
Der slipper mange til i deres myrrend’ Nat.
Jeg straffed denne Knecht som saa u-rimed talde/
Og sagde at hand vist Primbister-Rasend-Dvaled/
En Fader sagde ieg kund’ aldrig anke paa/
Hans Qvindes dyre-Frucht som HErren dem lod faa;
Nej Herrens Pige Børn var ey-goed at hafve/
De var aff Himlen self en høy-hersalig Gafve/
Thi HErren hafde self for Adam/ Evam skabt/
Hvad Eva? Svared hand: Det for var vi fortabt.
Hun førde Synden først i Verden os til Plage/
Som end er billig verd med Ynk en at beklage/
Thi blef de begge Køt af Glædens Paradis/
Vor SKABER tuchted den med Straffens-Plage-Riis;
Den stumle-laster-Knecht som dette torde sige/
Bad ieg at packe sig og fra min’ Øyne vige/
Thi vores FRELSER-MAND var af en Qvinde fød/
Som nu trods Satans Macht kand døde Dødens Død.
Hand gik og bleff saa vred som hand mig vilde true/
Mens det hand ret fornam at ieg mig ey loed kue/
Gafv hand mig denne Daab. Jeg bleff en Jomfru-Knecht/
Fordi ieg altid hold aff usel Qvinde-Slecht.
Mig frilled dette Nafn ieg loed mig villig nøye/
Jeg vilde mine Knæ for dennem gierne bøye/
Ja Næsegruus falde ned og ofre Lifve og Blod/
Thi de vaar dog det Folk som ingen giord’ imod.
Jeg vilde dem for alt næst Gud/aff Hierted elske/
Mit Sind som trofast vaar skuld aldrig sig forfalske/
Thi de var Ære værd/ieg skulde ald min Tid/
Paa deris Venskabs Gunst/ anvende største Flid.
Særdeelis gamble Folk med Høflighed betænke/
Og først paa deris Skaal mit Vin-Glas lade skænke/
Thi den var Dudefuld/ som udi Dydens Skiød/
Foruden Elskous Lyst u-parris tog sin Død.
Nu Hierrens smukke-Møer/ der som I vil betragte/
Hvor høyt ieg ederes Slecht min Lefve-Tid vil agte/
Da blifver I viss de som til mig Ynde bar/
Og ieg plicht-skyldig den/ som eder holder kier.
Den 6. Tid til det 30. Aar.
KUnd giør udaf et Træ/ som afvidt er og traagti/
Og til den beste Stæ/ paa Byren passer Logti/
Mand giør og mangen gang af stiden Baand en Lud/
Og herlig Post-Papir udaf en sølked Klud.
Saa kand og u-forhaabt en Pige mange gange/
Om skiønd hun Alder har en Fæstemand erlange/
Des vær for mangen Svend som den til Kone faaer/
Som laver-brede Dug før hun af Sengen staaer/
Der findes ofte den som før har voren letter/
Med Stads og Klæder-Pracht/med Knippele/Baand/og Ekter/
Af allehaande slags. Men naar hun har faa Roe/
Da merker Manden først at hand har faaet en Soe.
Som inted andet giør end ofver Benken maaler/
Med hendes brede Bag naar hun har drukket Skaaler/
Og ELSE giord Besked/ med Pele half og heel/
Af Kardemummed Vin fuld Sukker og Kannel.
Og er det Mandens Harm særdeles naar hans Qvinde
Paa Gaden føyter om og sielden findes inde/
Før Spise-Klokken slaaer/ og hun paa Tiden ved/
At Maden fertig er og Dugen ligger bred/
Dog skeer det neppe før end hun er ked aff Sladder/
Da kommer hun fra dem der hun loed sit til Fadder/
Og helser hendes Mand fra PEDER PAUL og TROELS/
Strax raaber hun: Re an i mens ieg gaar til Stoels.
Er det da vel bestilt gaar hun til Retter-Benken/
At see hvad Mad der er/ snart løber hun til Skænken/
Og drikker ubrenkd en Drik som drukket var/
Ja og som for en Dag hun udi Blæren har.
Og udi hastig Trang blefv i et Bæger strited’/
Til hendes Hænders Tvæt som da var meged fitted/
Da skammer sig den Soe og er sit eged Speil/
Hun tier med sig self fordi hun saa greb fell.
Hun kalder paa sin Mand og hører Barnet græde/
Som nylig er begiord hun beder Manden æde/
Og tage for sig self. Hun løser Gluttens Svøb/
Og spørger Pigen ad om Kornet staar i stæb/
Hun tørrer Glutten af og smitter hver en Finger/
Med Saften som sig da igiennem Kluden tvinger/
Saa snart som det er giord gaar hun utoed hen/
Og setter sig til Bords. Da beder hun igien/
Den Væmme-Siuge-Mand at lade sig behage/
Udaf den Suure-Steg hand skuld’ et Mund-fuld smage/
Thi den var yndelig en Pølse uden Skind/
Skuld af ham ej som pen saa hastig slugis ind.
Den Anger-fulde-Mand. Hand glemmer sine Knifve/
Fordi hand ikke kand ved Bordet længer blifve/
Hand seer med stor Fortræd sin Kones U-forstand/
Og Stades-løse-Sind som hver vel tenke kand/
Hun blifver Elske-vild sig selff til Spot og Skade/
Hun støeder Stolen om og kaster Mad og Fade/
Af Bordet med en hast/ og raaber: Slab’hæl kom/
Gak fort du Altermer/og giør paa Bordet rom.
Tag op hvis der er kast. Du seer jo hvad det ligger/
Fyld i dig Væmme-Røfv det andet giffv en Tigger/
Dit Kiød-Deg det dog snart: See hvor den Taske staar/
Du Rippe-Taske gak før du paa Flabben faar.
Buk/ Buk: Det staaer hun løs og siger: Gak du Skøgge/
Den slagne Pige gaar/ hos Manden Hielp at søge/
Naar hand med Billighed da stiller deres Strid/
Ach! da faar Pigen skyld at hun har giord en Splid/
Imellem Ecte-Folk. Om skiønd det ey er sanden/
Faar hun uskyldig skyld at holde til med Manden/
Snart har hun med et Vink og lønlig visked Ord/
Den indvied-Ecte-Strig i Tanker ureen giord.
Den Kyskheds-faste-Mand vil Ærens-Plicht forfæchte/
Dog regner hun ham op blant stades-løse Knechte/
Og skielder uforrentd med aaben Hals og Mund
Ubillig hendes Mand for en forlæsted Hund.
Hun blaaner aff Fortræd/ og siger: Kand du næchte
Hvis ieg har hørt og seet? Jeg achter ved en Hechte
Alt hvad du Vred-Hat svær. Gak hen til Gallens-Green
Du Guds-forgetten Krop og sker dig ej om Een.
Sidst det ieg ude var da lysted dig den Hoere/
Der staar hun. Sig nu: Ney! Ja gid den Taske voere/
I Aftes saae ieg self dig udi hendis Skiød/
Den gang af hendis Klør din brede Ryg blef kløed.
Hvis meer er hendis Barm stod aaben som en Klippe
Paa nogen Baadsmands Brog. Paa hendis Naarres Tippe/
Gafst du lange nøyre acht end nogen Tid paa mig/
Fuy/ ævi! skam dig nu/ du bør at skamme dig.
Hun stamper Steed i Steed og raaber Sladre-hanke/
Gak for min Øyen bort. Den Næfve skal dig banke
Saa bloed som Berge-Fisk for Øren blifve kand/
Der som du nogen Tid gaar lønlig til min Mand:
Der med er Alting vel. Hun klapper Mandens Hænder/
Og roser hendis Sind som hand end ikke kiender/
Hvad Siuger er det mæt end som en Virrel-Vind/
Tanck Galde Gifft og Harm giør mange siunlig blind.
Vil Manden nyde Fred maa hand sig lade sige/
Og uden Vredes-skyld med Qvinden plat forlige/
Hun byder ham et Kys mod hendis Tunge-Brodd/
Som Edder-drypped er aff Vrede-Byldens Rodd.
Her med gaar hun til Dørs og ud i Naboe-Landsved/
Det sackles hendis Sind som Bølgen udi Haufved/
Hun spaaer med Daarlighed om under seere Ting
Som hun at slutte veed aff Maanens blege-Ring.
Hun veed hvad det betyer naar Væchter huelend tuder/
Hvorfor den store Hval af Næsen Vandet spruder/
Hvorfor en Hanne Gael/ og Skader viser sig
Paa Taget hid og did Ja! meer end mesterlig/
Saa snart en Hakke-Spæt paa Veggen lidet Pikker/
Og Hinck den Muse-Kat sig pyntet/ toet og slikker/
Betyder det en Giest/ hør hun et Ugle-Strig
Og Faare-Kyllings Pip/ da venter hun et Liig.
Ja hun veed meer end det naar en ved Sengen ligger/
Da tager hun det Tale som hun af andre tigger/
Og staaer ved Sengens Foed. Der som det smelder høyt/
Da er den Siugis Lifv meer end mand tencker kort.
Den fierde Maanets Dag veed hun saa vist at sige
Hvad Maren føde skal/ det som det er en Pige?
Da blifver sikker nok den venstre Side trind/
Men hvis det er en Dreng faar hendis høyre Kind
Et lifsig Rosens Tegn; Der efter skal mand dømme/
Og er hun Mester-klog naar mand fortæller Drømme/
Seer mand sit eged Blod da har mand vunder Spill/
Gaar mand med FORSTEN om da føyes Ære til/
Har mand hafvd krølled Haar da venter mand sig Glæde/
Smaa Penge giør Fortræd mand kommer til at græde/
Utallig andet meer veed han at remse frem/
Endtil den mørcke Nat maa hende minde hiem.
Klør hendis høyre Haand da venter hun sig Penge/
Saa snart en Edderkop monn’ ofver hende henge
Da er det megen got den fører Lykken med/
Ja hun formoder sig stoer Rigdom paa det sted.
Naar hendes Øyen kløer og kun for Øree tindre/
Da ved hun strax om det er gaufnligt/eller hindrer/
Det som det Høyre kløer da venter hun en Ven/
Det Venstre skaffer Graad og tager Glæden hen.
Saa bisker taske gald/forstyred/half forbandet/
Er mangen en at see/ her har vi noget andet/
Som nok er Latter værd det som snart ingen veed/
Indbilder hun sit Folk/ og plager med en Eed.
Som ieg har ofte hørt. Thi bruges denne Lære/
En Torsdag maa mand ej sin Negler aff sig skære/
Langd mindre laane-Jld ej heller spinde Garn/
Thi smaa-Kræ løber om det hafde hun erfarn.
En Trefoed og en Rist skal og aff Jlden tages/
Saa snart som den er brugt om Kokken ey vil plages/
I Fremtid aff sin Mand. Fick Karre-Vand en Spod/
Da blefv hun ilde gifft og kom i Trængsels Nød.
Og maa mand ikke fri paa Dørens Terskel træde/
Paa nogen omstøt Benk ej heller tage Sæde.
Til sammen føyed Skarn skal mand og gaa forbi/
Og spørre om mand vil for Moed-Sott være fri.
Naar et half-voxen Barn en Tand af Munden rykkes
Da brugis disse Ord/ om den paa nye skal lykkes/
Kom lille Muus og tag en Guldtand var en seen/
Byt/ byt/ det ligger min/gifv en igien af Been.
Mand skal den venstre Foed ej for den høyre klæde/
Hvo tilig siungen har skal førend Aften græde
Og saadan Galskab mer indbilder mange sig/
Som er i Daarskab klog i Kloghed taabelig/
Og det er ikke nok/ her findes andre Briller/
Tit ved hun Nyt og hvad den heele By bestiller/
Hvad i den høye Stand foranderlig kand skee/
Om mand med Lyst-Behag skal Lefens Ende see.
Hun ved hvad HANS og KLAUS med Gifften har i sinde/
Om HANS sin KIRSTEN faar. Om KLAUS med List kand vinde/
Den Klippe-haarde BELL som ingen hafve vil/
Dog mangen gank i Smug en Løndreng slipper til.
Hun ved hvad SIMON giør og 1000. andre Renker/
Om MADS sin KONE slaar og hende meer forrenker/
Om PAUL har faaet en Korf og ELLE fød en Glut/
Om SIDSEL giftes skal den lille bitre Snut/
O bort med dette Drog min U-ven maa vel hafve/
Ei saadan Stumpelstad til Kors og Ny-Aars-Gafve/
Som setter ofver styr hvis Manden faar og har/
Og giør alt hvis hand ved med Sladder aabenbar/
En Kone som det vil hver Kiøbmands Kram beskue/
Og Manden uden Tack til hvad hun ynsker true/
Den skulde mand med Riis hudstryge Dag fra Dag/
Og aldrig holdes op hugge Slag i Slag.
Særdeles naar en Mand til sig vil Giæster bede/
At hun i Døren da dem møder/ half med Vrede/
Og seer saa Ædit suer ret som hun hafde Spyed/
Thi hendes Hierte-Sorg den blifver da fornyed.
Hun bander hendes Mand. Hand søger saadan Hinder/
Hand kysser hendes Haand og klapper hendes Kinder.
Hun raaber Gade-Raab: Jeg æder muelen Bred/
Du Slugop fylder dig og veedst af ingen Nød/
Jeg ikke gaar betrængd. Dog holla! ieg ved maade/
Her efter vil ieg self for Sølf og Penge raade/
Laf mig du Rutte-Knecht du fikst min Brude-Skat/
Nu vil ieg raade self for BØYER og for HAT/
Hand blifver mot og vred og beder hende tie/
Hun hugger krig i krig. Jeg tør dig Dosner bie/
Hand bruger Høflighed. Hun kaster siunlig blind/
Femb Finger’ i hans Skæg og Negler i hans Kind/
Hun spytter/ bider/ slaar/kun rifver/sparker/ skriger/
Og blifver splitrer-vild som en fortærned Tiger/
Hand bruger Finger-Urt som er hans sidste Raad/
Hun raaber slaa du Skelm/ med denne Tiger-Graad.
Hun straaler/ Løyen-Aand/ Tros byder/ Vinde selger/
Vin-Strube/ Fylde-Vomb/ tre-fire-Peele-Svælger/
Rood-Næse/ Pibe-Hello/ Tobaks-Røg-Spøtte Mund/
Smua-R[…]ter/ Kielder-Kar/ Dues Eg/ fordruked Hund.
Og løber Hue-løs med Haared ofver Panden/
Til hendes Naboe-Folk/ ja hun fortaler Manden/
At hand er en Tyran hun ynsker ham af Harm/
En Dolk/ et Sverd og Spyd i Hierte/ Bryst og Barm:
O Jammer dette giørs de Sorge-tonge-Penge/
Væ den som Hiert’ og Sind paa Peng’ og Gods vil henge/
Den lefver i Betrykt som elsker tusind Tal
Ey som ham gierne vil men som hand altid skal/
Ald Hærskab staar til Tvang naar mand aff Qvindens Naade/
Skal lefve Dag fra Dag og hende lade raade/
Mand tviler mangen gang om det og er den Mand
Som før til inted taug dog nu knap tale kand?
Hvad er en Honnings-Drick/ som blanded er med Galde?
Hvem kand en Rigdoms Skat og Eyendom befalde/
Som koster Tienistbarhed? Den Rigdom kiøbes dyrt/
Som Frihed tager hen til maund af Aag er myrt.
Den Mand er ilde gift som falde skal til føye/
Hvo sig naar Qvinden vil for hendes Macht skal bøye/
Er knap en Skillings Derr’ hand nyder nepp’ i Nød
En afslat maaled Drik/ hans Klæder og hans Brød.
Langd beder’ aldrig gift end saa sin Frihed miste/
Dersom enhver saa vel/ som ieg af deres viste
Da blefve fleer end ieg kuldkommen ved et Stød/
Som meer paa Dydens-Skat end Rigdom legger vædd/
Dog Rigdom er en Skat som ingen Beiler hader/
Vel den som meer paa Dyd og Fromhed sig forlader
End paa Forfænglighed. Paa en retsindig Bøn/
Faar mand med HErrens Hielp en dydig Qvinde-Kiøn/
En Dyd-fuldkommen Møe/ et andet Legems Hierte/
Og Glædes-Øysteen/ en Trøst og lindre Smerte/
En Roligheds Magneet En vederqvægelig Skat/
Et yndig Lefves-Lius ved Sorgens mørke-Nat/
Kort sagt: Et Siele-Pant/ et Tucht og Kyskheds-Kierne/
Som Dægger med sin Mand og er en Fromheds Stierne/
Et smilend Leffel-Due/ dog fuld af Ærbarhed/
Som udaff ingen seer end hendis egen veed.
En Qvinde priser ieg som erlig er og villig
Til alt hvis Manden vil. Hvis ikke findes billig
At hun med goed Besked foruden Klammerj/
Og siger: Hierte-Mand/ lad os gaa det forbi/
En Qvinde som det ej vanarter udi Bloedet/
Ej den som uden Skiel ophøyer sig ved Moedet/
En Qvinde som mand kand af Hiertet yndig see/
Som billig er enhver ald Fromhed at betee.
En Qvinde som sin Mand med Venlighed omfauner/
Ei larmer naar hun ham en Time fra sig savner/
En Qvinde som sin Mand/ helst naar hand drukken er/
Med Lyst i møde gaar og siger: Er I her
Min Lyst/ min Øyen Trøst/ min Engel/ ald min Glæde/
Kom sidd/ min Hierte Mand her er det beste Sæde/
Hvad lyster eder nu/ skal Dugen være breed/
Hvis ej/ befaler kun/ thi Sengen er ald reed/
Behager eder Vin I tør ej lenge vente/
Paa Timen skal vor Dreng hvad eder lyster hente/
Ah! kunde ieg det kun paa eders Øyen see/
Da troe mig eders Ynst og Villie skulde skee/
Mit Hierte kunde ieg kun eders Ville giette/
Da vilde ieg med Lyst alt hvis I vil forrette/
Mit Hierte glæder sig naar eders Villie skeer/
Mig krenker eders Sorg/ieg gladis naar I leer:
En Qvinde priser ieg som Giester veed at ære/
Og dennem lekker Mad paa Bordet lader bære/
Dog aldrig anker paa at Giesten dricker først/
Med Peele/ half og heel foruden nogen Tørst.
En Qvinde som enhver med Høflighed kand svare/
Som veed til rette Tid at være rund og spare/
Som elsker Reenlighed langd mer end nogen Pracht/
DYD/TUCHT og ÆRBARHED giør Verdens Guld foracht/
En Qvinde som sig ey vil altid øfverst sette
Om nogen Høyheds Gang ej heller gierne trette/
Som ikke tit gaar ud dog oft’ i Kirken er/
Den ingen Kirke-Gang og Tid er til Besvær.
En Qvinde som paa GUD alvorlig bønlig kalder/
Og med Andachtighed paa hendis Knæ nedfalder/
Som her aff ingen Ting meer Glæde giøre kand
End GUD/ hans HELLIG ORD/saa DYD og hendis MAND.