Hvad Underværk er ej skeet? Vi bønfaldt om kjølige Kilder
Dig, Moder Jord! og hvad vælder der ud af dit Skiød!
Er i Afgrunden Liv? Mon skjult under Lava der færdes.
End en ubekjendt Slægt? Kommer den svundne igjen?
Græker! Romere! hid! O seer det gamle Pompeji
Fremstaaer af sit Gruus, paa ny rejser sig Herkules Stad.
Gavl fremstiger ved Gavl, og den udstrakte Portikus aabner
Sine Haller, o kom hurtigt at give dem Liv!
Aabent staaer det vide Theater; syv Porte det pryde.
Mængden, lig vældig Strøm, styrte sig ind gjennem dem.
Hvor ere I Mimer? Herfrem! Fuldend det tillavede Offer,
Atrei Søn, med Orest følge det gysende Chor.
Hist Sejerens Bue jeg seer! Gienkjender I Forum?
Betragt de Skikkelser hist paa den kuruliske Stoel,
I Spidsen Liktorer med Øxen! Høisædet bestiger
Dømmende Prætor, for ham fremtræder Vidne og Part.
Reenlige Gader udbrede sig, med ophøjede Fliser
Løber den smalere Vei jevnsides Husene hen.
Fremstaaende Tage gi’er Ly, de ziirlige Kamre
Slutte fortroligt en Rad trindt om den eensomme Gaard.
Hurtigt! med Skaaderne op og de længe tildyngede Døre,
Ind i den skrækfulde Nat falde den yndige Dag.
See kun, hvordan i en Kreds de nette Bænke sig strække,
Hvor af de brogede Steen Gulvet saa glimrende er.
End glindser Væggen frisk af livligt brændende Farver,
Hvor mon vel Kunstneren er? Nylig fra Penslen han gik.
Fuld af saftige Frugt og yndigen ordnede Blomster
Fatter den muntre Feston indtagende Former i sig.
Her med rigfyldte Kurv en vinget Amor hensvæver,
Flittige Genier hist udperse Druernes Blod.
Høit springer Bacchantinden i Dands, hist udstrakt hun sover,
Og den lurende Faun kan ikke skue sig mæt.
Flygtig tumler hun her de raske Centaurer; sig støtter
Kun paa et Knæ, og slaaer rask med sin Thyrsus paa dem.
Hvi nøle I, Drenge! Herfrem! End staae der de kostbare Fade,
Øser, I Smaapiger! frisk i de etruriske Kruus
Staaer ej Trefoden her paa ziirligt vingede Sphinxer;
Lægger til Ilden! Gesvindt, Slaver! giør Stegerset klart!
Kjøber, der Mynter I har, som mægtige Titus har præget.
End ligger Vægtskaalen her, ikke der mangler en Vægt.
Sætter det brændende Lys i den kunstigt udgravede Stage,
Glindsende Olie I flux fylde Lamperne med.
Lad see, hvad er i det Skrin? Betragt, hvad Brudgommen sender,
Pige! Spænder af Guld, glimrende Armbaand til Stads!
Leder Bruden i duftende Bad, endnu staaer her Salver,
Sminke finder jeg her i en udhulet Krystal.
Men hvor blive Mændene af? De Gamle? i stille Museum,
Ligger det vigtigste end, af sjeldne Roller en Skat.
Griffel finder I her til Skrivning, voxstrøgne Tavler.
Ikke det mindste er tabt, trolig har Jorden det giemt.
Ogsaa Penaterne indfinde sig, og Guderne samles
Alle igien, hvorfor komme kun Præsterne ej?
See med Caduceus hist den peent udstafferede Hermes,
Sejersgudinden saa let flyer af den holdende Haand.
End Alterne uskadte staae, o! kommer, antænder,
Længe var Guden forsømt, antænder Offer for ham!