Vor Herre sagde til Vaaren: Dæk
Liden Orm dit Bord!
Da spired’ Blade af Busk og Hæk
Og af nøgne Jord.
Den liden Orm krøb af Æget ud
Og spiste sig mæt og takkede Gud.
Og Herren sagde til Sommeren: Dæk
Liden Bi dit Bord!
Da dufted’ Blomster paa Busk og Hæk
Og paa grønne Jord.
Den liden Bi krøb af Kuben ud
Og spiste sig mæt og takkede Gud.
End sagde vor Herre til Høsten: Dæk
Liden Spurv dit Bord!
Da rødmede Bær paa Busk og Hæk
Og paa grønne Jord,
Og Spurven flagred’ saa lystig ud
Og spiste sig mæt og takkede Gud.
Sidst sagde vor Herre til Vinteren: Se!
Enhver er nu mæt;
Nu rede du, Vinter! dit Leje af Sne
For den, som er træt.
Da sendte Vintren sin Frost fra Nord,
Og strax indslumred’ den trætte Jord.