Jeg kiender en Rose saa faver og rød;
Ej Vaaren saa dejligt et Smykke dig bød.
Den glæder mit Hierte, og qvæger mit Sind;
Den blomstrer paa liden Alvildes Kind.
Jeg kiender en Lilie saa fiin og saa hvid;
Hvo Magen vil søge, han spilder sin Tid.
Den blomstrer — saa saare det fryder mit Sind —
Hos Rosen paa liden Alvildes Kind.
Jeg kiender en faver Forglemmigej;
Den blomstrer paa Marken? O! Hjerteven, nej!
Jeg tidt den bedugget af Veemod saae
I liden Alvildes Øjne blaae.
Jeg kiender en Skat; den er dyrebar.
Ej Kejser og Konge dens Lige har.
Den lønner paa Jorden med himmelsk Ro;
Det er min Alvildelils Hierte, saa tro.
Sander.