I
Den 12te August, 1805.
Den 12te August, 1805.
O! du; hvis Blik saa venligt smiler,
Hvis Smiil, som Solens, vækker Fryd,
Til dig vor Musa freidigt iler
Med Høitidssang og Jubellyd.
Med rørte Hierter synge vi
Det Livs den skiønne Harmoni.
Du fødtes til din Moders Hæder,
Og til din ædle Faders Lyst,
Det blev din Lod, at ædle Glæder,
At skiænke den Forladte Trøst.
Din Barndoms og din Ungdoms Aar
Forsvandt, som Hesperidens Vaar.
Lyksalig prises Dannemanden,
Der fik dit Hierte med din Haand!
Til Himlen knytter Ægtestanden
Et Par med Dydens Demantbaand.
For Eder blomstrer Jorden skiøn,
Og sildigt spaaer den Himlens Løn!
Hæld, Hæld dig, sieldne Danneqvinde!
Hæld dine Børn! de ligne dig!
Seer om den favre Rose vinde
De spæde Rosenknopper sig,
De frygte ei for Storm og Sky
I Moderømheds trygge Ly.
Hæld denne Dag! der til os taler
Om svundne Dages Værd og Fryd,
Som Havets klare Speil os maler
De lyse Stierners gyldne Pryd.
O! Dag, et evigt Minde bliv
Om Henriettes skiønne Liv!