Venner, i Naturens Skiød,
Under Skovens hvalte Bue,
Glemme vi den snevre Stue,
Og al Hovedstadens Nød.
Muntre Fugle synge;
Seer den hele Klynge
Sig paa Grenen gynge!
Op, til deres Fløiteklang
Tone høit vor Frihedssang!
Frihed aander hvert et Bryst
Her, hvor Luften frit henstrømmer,
Frit i Aaen Fisken svømmer,
Og hver Skabning drikker Lyst.
Seer, hvor Skyen bæver,
Sig mod Solen hæver,
Og saa fri hensvæver!
Venner, Frihed synge vi
Til Naturens Harmoni!
Fri for Kunstens frække Bud
Strækker Eegen sine Rødder
Ned til Antipodens Fødder,
Og sin Top til Skyen ud.
Under Eegens Grene
Og ældgamle Stene
Hvile Kiæmpens Bene.
Frihed! raabte han, og faldt,
Da det Danmarks Hæder gialdt.
Fri for Kunstens tunge Tvang,
Pryde Blomster uden Navne,
Som kun Sommerfuglen gavne,
Denne vellugtfulde Vang.
Kildens Sølv henrinder
Uden Tvang og Hinder
Mellem blaae Kierminder.
Frihed paa Naturens Vei!
Raaber Eeg og Glemmigei.
Fri for Etikettens Baand,
Ei for gode, gamle Skikke,
Kunne vi saa glade drikke,
Mens en Sang os giver Aand.
Lad den favre Qvinde
Blomsterkrandse binde,
Som ved Kys vi vinde!
Meer end Livet ynde vi
Kierlighed og Harmoni!
Fri for Munketroens Baal,
Fri for Despotismens Torden,
Som omtoner hele Jorden,
Drikke vi vort Danmarks Skaal:
Alt, hvad Himlen skienker,
Alt, hvad Dyden tænker,
Leve fri for Lænker!
Frihed! raaber Syd og Nord,
Frihed! Himmel, Hav og Jord.
Sander.