Ved døsig Lampe, hvem sidder hist
I eenligt Kammer, ved Midnatstide?
Med Sagas Griffel han rister vist
Om Heltes Færd paa vor Jord saa vide.
Nei! Kindens Muskler de hænge slapt,
Og Panden rynkes i dybe Folder;
Han sidder ei i Beundring tabt,
Ei lønlig Spændkraft ham opret holder.
Hans Hoved’ synker i Barmen ned,
Som var det mat og forlangte Hvile.
Vel Sindet mangler den indre Fred,
Saa Glemsels Drøm ham ei kan tilsmile.
Er Brødens Vægt paa hans Hjerte lagt,
Mon Slangens Hvislen for Øret lyder?
Vil Hevn og Morddaad han see fuldbragt,
Saa Blodet sort i hans Aarer flyder?
Nei, skummelt, vildt er dog ei hans Blik!
Til fjerne Lyd han ei ængstlig lytter;
Han hæver Øiet, som Ro han fik
Ved Tanken om, at ham Gud beskytter.
Ei heller Jorden for ham har Trøst;
Gjeldbunden sidder han fast, den Arme!
Og frit mod ham tordner Rettens Røst;
Han staaer priisgiven for Spot og Harme.
Og derfor Dagen er uden Fred,
Og Nattens Skygger ei Søvn ham bringe;
Paa kjøligt Leie han brænder heed,
Og Syner truende ham omringe.
Det Brød, som Børnene mette skal,
En mægtig Haand holder fast tilbage;
Han seer dem kjæmpe med Sygdoms Qval,
Ei Faderomhu kan for dem drage.
Og daglig blegnes hans Hustrus Kind,
Og Øiet hules af Ild, som brænder
I Barmen dybt, mens nedtrykte Sind
Sit Trængselsraab imod Himlen sender.
Tidt Haabet vakler og Tillid flyer,
Naar trindt omkring vi kun Mørke skuer,
Og hvor med Tanken vi endog tyer,
Med haarde Trængsler Fremtiden truer;
Men Du, der skjermer om dem, som Ly
Ved vante Arne ei meer kan finde,
Paa Verdenshavet i Taagesky
Staae uden Roer, og ei Havn kan vinde,
O, vær dem nær i den haarde Stund,
Henpeg til Trøstens de rige Kilder!
Siig, de skal øines bag farlig Grund,
Naar Aandens Blik sig kun ei forvilder;
Den har et Rige, som fast bestaaer,
Den eier Vaaben, som Seier bringer,
Naar rette Standpunkt den ikkun naaer,
Og Støvets Kraft den ei grumt nedtvinger;
Men det er mægtigt; derfor, o Gud!
Naar Straf til Jorderig Du nedsender,
Selv naar vi trodsede Almagts Bud,
Lad os dog falde i dine Hænder!
Og ei i Fristelse os leed,
Lad Tidens Snarer os ei omspænde!
Skal Taaren falde paa Kinden heed,
Det Onde Du dog fra os afvende!
Vor haarde Skyld Du forlade vil;
Men at tilfulde vi skulde vide
Hvad Regnskabsdagen os fører til,
Du viste Skyldnerens bittre Qvide.