Sandhedsaandens Væren, Virken og Gjenfødelse i Mennesket
Efter et Brudstykke af en Prædiken i „Malcolm” af Steffens
Efter et Brudstykke af en Prædiken i „Malcolm” af Steffens
Hvad er det vel, som Hjertet hæver
I stille, andagtsfulde Stund,
Som trøsterig for Tanken svæver,
Og vækker os af dorske Blund,
Som med hørbare, milde Toner
Advarer os paa farlig Vei,
Som i vort Indre stedse throner,
Af Sandsers Magt fortrænges ei? —
Dit Væsen, Gud! er der tilstede,
Med Dig forenet leve vi;
Der sees dit Billede fremtræde
Bag Muldet, vi bevæges i.
Fortrængt, formørket, stedse stiger
Det frem for Dødeliges Blik;
Fra vores Indre det ei viger,
Thi Livet jo fra Dig udgik,
Og Sandhedsloven er dets Følge;
Dens Straaler stadig lyse der,
Ei jordisk Skygge dem kan dølge,
Nei, selv som Middelpunktet her
Udi Vildfarelsen de hvile:
Os vises lukte Paradiis,
Som Hjemmet, hvortil vi skal ile,
Hvor høit istemmes skal hans Priis,
Som sendte Lyset fra det Høie;
Omstraaler os med Himlens Glands,
Og skues klart af Aandens Øie,
Naar Støv ei dækker indre Sands.
For Sandhed i sit Lys at skue,
Ei Kundskabs Omfang nødig er;
I snevre Kreds dens blide Lue
Udbreder sig, imens Vildfarelser
Den martrer, som med Aandens Skatte
Hovmodig sig beriget troer;
Han ængstes, qvæles, kan ei fatte,
Hvi Fred i Hines Hjerter boer.
Ei af den Plads, vi her beklæde,
Afhænger Lovens Hellighed;
Dens Alvor skal med Strenghed træde
For os ved hvert af Livets Fjed.
Om Magten den end stolt foragter,
Dog ei fordunkles kan dens Glands,
Og Svaghed, som derefter tragter,
Kan med uvisnelige Krands
Forherlige dens Kraft herneden,
I fulde Storhed vise den;
Til sande Liv i Evigheden,
Som Billede den peger hen.
Men Tankerne forvildes,
Naar Støvets Taage sig
Ophvirvler, og vi hildes
I Snarer hastelig;
Vi lokkes og vi drages
Af Sandsernes Begjer.
Beslutningen, som tages,
Saa snart forstyrret er;
Og Handlingen, der følger,
Staaer da med den i Strid;
Thi Sandheds Lys sig dølger,
Og mørk er da vor Tid.
Derfor Aanden ei kan hæve
Sig med Kraft til rette Hjem;
Men maa i Forvirring svæve
Her saa vildt ustadig frem,
Ak! saa sjelden sig løsriver
Fra Begjerligheders Strid;
Gjennem Qval og Uro bliver
Døv for Stemmen, som med blid,
Venlig Røst ham byder hylde
Egen Skjønhed, Hellighed;
See den i sin hele Fylde,
Deri søge Fryd og Fred.
Men oprinder Lyset brat,
Øiet fast derpaa sig hefter,
Reise vi de sunkne Kræfter,
Brydes Skranken, vi har sat
Mellem os og Helligdommen,
Andagts høie Stund er kommen,
Da vi vil i Ydmyghed
Vores Gjerning fuldt randsage;
Og for længst henrundne Dage
Løfte Dækket, skue ned
I vort Indre. Hvem vil finde
Lys og Klarhed fuldt derinde?
Sandheds Sol og Guddoms Aand
I sin Glands der at fremtræde?
Nei, som dette Jordeklæde
Blev nedlagt i Dødens Haand,
Saa blev Aanden ogsaa givet,
Mens vi vandre skal i Livet,
Blind Vildfarelse til Priis.
Syndens Lov i mine Lemmer
Jeg med Angst og Gru fornemmer,
Mens det tabte Paradiis
Jeg dog stadig higer efter;
Did sig Aandens Øie hefter,
Og jeg klager: „Fri mig ud
„Fra Dødslegemet, som tynger,
„Fra det Støv, der sig opdynger,
„At dit Lys, du Sandheds Gud!
„Ei skal for mit Blik sig dølge;
„Tyde Veien, jeg skal følge!”
Og det dog et Intet er,
Vi saa ivrigt eftertragte,
Som saa høit og dyrt vi agte,
Hvorfor Alt opoffres her.
Vi vanhellige Guds Tempel,
Loven, Helligdommens Stempel,
Overtrædes; Sandhed da
Frækt fornægtes, skjøndt vi skue
Livet ved dens klare Lue.
Eden! vi bortvises fra,
Som Du foran Slægten stander,
Tabt, forladt, og kun indblander
Mørke Skygger paa vor Vei;
I vort Indre saa Du hviler,
Men ei venligt os tilsmiler;
Ak! thi Kjerligheden ei
Sine blide Straaler kaster,
Hvor vi hen ad Banen haster.
Dog, uden Vidnesbyrd paa Jorden,
Du Sandheds Aand! er ikke vorden;
Nei, Du forenes med os her!
Dit Væsen er vor Svaghed nær.
Naar Andagt spiller paa vor Læbe,
Vi sees mod Lyset op at stræbe,
Hver Mine tolker Fryd og Fred;
Fra Øiet straaler Kjerlighed,
Som Lys, usynlig Sol nedsender,
Som Gjenskin af den Ild, der brænder
I Barmen, som indslutter Dig.
Ved den henrykte skue vi,
At i dit Billede vi skabtes;
Dets Skjønhed her dog ikke tabtes,
Men staaer forklaret for vort Blik,
Som da det fra dit Væsen gik.
Da hæves Aanden til din Throne,
Og Englene for os udtone:
„Seer Du dit Væsens Hellighed!
„Til evig, evig Salighed
„Beredtes det; lad for dit Øie
„Gjenskinnet af den Evighøie
„Ei med de matte Irlys sig
„Indblande, som omsvæve Dig:
„Ophøi hans Magt, udbred hans Ære,
„Lad helligt Dig hans Billed være!”
Da meer ei agtes,
Ei eftertragtes
Roes eller Magt;
Foden nu hviler,
Længer ei iler,
Rigdom og Pragt
Stolt at indhente;
Did, hvor vi vendte
Før vores Hu,
Verdslige Viden,
Kundskab om Tiden
Ei fængsler os nu.
Saa høit et Trin kan Støvet naae,
At Mørkheds Taage vige maa,
At Lysets Glands vi skue;
Men hæver Hovmods Slange sig,
Vi troe at vorde Herren liig,
Da slukkes hellig Lue.
Paa høie Standpunkt svimle vi,
Vort eget Jeg sig speiler i
Hver Gjenstand, Øiet møder.
De Gaver, vi fra milde Haand
Annammede, den stolte Aand
Med Haan bort fra sig støder.
Naturens Helligdom ham ei
Er Glædens, Lovsangs Tempel; nei,
Kold han dens Ynde skuer.
Ved Blomstens milde Farveskjer,
Ved Syn af Stjerners stolte Hær
Ei Glød i Hjertet luer.
Som Skyldner skulde han da staae
Med ydmyg Tak, og agte paa
Hvert Lovbud, ham blev givet.
Med feig og nedrig Trælleaand
Modtage Alt fra Herrehaand,
Som Gunst indaande Livet;
Kun lydig hen ad Banen gaae,
Anviste Maal derved at naae;
Nei, høit er Det, ham staaer for Øie!
Ei Tvang skal binde stærke Aand,
Han vil ei under Slavebaand
Som Skabning sig nedbøie.
O, vee ham! Aanden ei sig hæver
Til Livets Ophav; ei han bæver
For at betræde farlig Vei;
Nei, han ei agter skjulte Snarer,
Gaaer blindt mod Fristelser og Farer,
For Lastens Afgrund skrækkes ei,
Skjøndt den skal udspye Angers-Flammer
Og vildt belyse da hans Jammer.
Ved dem med Angst og Gru han seer,
At Rigdom sig med Armod endte,
At Magten faldt og Haabet vendte
Sig om til mørk Fortvivlelse.
De Stemmer, han saa villig hørte,
Som ham til Afgrundsranden førte,
I vilde Latter bryde ud:
„See, Løgnens Fader os udsendte!
„Den, som sig trygt til os henvendte,
„Forglemte Sandheds store Bud.”
Alt Jorden under Foden bæver,
Og ængstet troer han Retfærd kræver
Sit Offer; fældet er hans Dom.
Da vækkes blidt et Barndoms Minde:
„Gud er os nær, vi kan ham finde,
„Vend Dig til Naaden hastig om!”
Saa lyder Røsten, og han kjender
De Toners Lyd, og Hjertet brænder,
Som gjenfødt det sig hæve skal.
For Uskylds Øre har de klinget,
Til festlig Time har de ringet;
Nu standsede hans dybe Qval;
Thi det er Naadens Røst, som lyder;
Som nu den dybt Nedfaldne byder:
„Omvend Dig end! og Frelse Du
„Hos den Forbarmende skal finde,
„Hans Naades Sol Du see oprinde,
„Lad Kraftens Røst Dig vække nu;
„Thi stor er, som din Synd, hans Naade,
„Der, hvor kun Retfærd skulde raade,
„Han viser sin Barmhjertighed;
„Men lyt, imedens Røsten falder:
„Stamp ei mod Braadden, thi Du falder
„I grændseløs Elendighed!”
Nu styrket matte Blik sig hæver,
Fra Hjertet Bøn mod Himlen svæver,
Han har fornummet Naadens Røst;
De blide Straaler fra det Høie
Har spredet Taagen for hans Øie,
Og klart han skuer Haab og Trøst.
Saa fødes Lysets første Kime
I Midnatsmulmets mørke Time,
Og Guddoms-Barnet fremstaaer da.
Det over jordisk Magt skal throne,
Og Engles Røst skal da udtone
Et stort, et høit Halleluja!
Erindringer, liig Hyrder fromme,
Vil hilse Barnets glade Komme,
Og Verdens Vise bøie sig;
Did skal dem Guddoms-Stjernen lede,
Og knælende de da tilbede
Ham, som med Støv forened’ sig.