Otriades
et Digt, uddraget af Lafontaines
et Digt, uddraget af Lafontaines
Aristomenes og Gorges.
Aristomenes og Gorges.
I Spartas Bye, i Laconiens Land,
Ved Eurotas’s skjønne Bredde,
Med Vaaben færdedes hver en Mand,
For Landets Frihed at redde;
Men Sæd til Grumhed i hvert et Bryst
Blev tidlig lagt, og dens vilde Lyst
Ei Hjertet kunde bekæmpe.
Mod Vest Messenien, yndig, skjøn,
Begrændsed’ Laconiens Slette;
De Folkeslag der til Offerbøn
Et prægtigt Tempel lod sætte.
Indhegnet af dunkle Myrthe-Skov,
Hvor Møer sang til Gudindens Lov,
Som Uskyld venlig beskytter.
Spartanske Møer en Dag drog did,
Med Høitids-Krandse omvundne.
Blandt Uskylds Glæder og festlig Id,
Var blidt deres Dage rundne.
Trygt gik de nu til Gudindens Hjem,
Did kaldte hellige Sysler dem;
Ei kunde de ahne Fare.
Dog, dybt i Lunden Messenier stod,
I Skjul de Skjønne at skue.
De see dem knæle for Altrets Fod,
Dog ei for Udaad de grue.
Nei, vildt de styrte i Templet ind,
Ei agte Rødmen paa Uskylds Kind,
Ei hellig varslende Stemme.
De spotte Qvindernes bange Skrig,
Forhaane Gudindens Love.
Med Byttet flygte de, Ørnen liig,
Til mørke, eensomme Skove.
Naturen, Himmelen gjøs derved,
Forbitret Guderne skued’ ned,
Da Dyd og Uskyld blev krænket.
De Qvinder foer med fortvivlet Aand
Til øde og vilde Egne,
Hvor dem ei raktes en hjelpsom Haand,
Hvor Klippen kun saae dem segne.
Men Spartas Hevn overleved’ dem,
Og snart det rygtes til Fædrehjem,
Det Hellige var vanæret.
Da væbned’ Manden, Ynglingen sig,
Heel frygtelig var den Vælde!
Med Eder svor de med høie Skrig,
Messenien ville vi fælde!
Kun Blod og Mord os forsone kan,
Til vilden Ørken vi Ceres’s Land
Ved Ild og Sværd vil forvandle!
Blandt Spartas Helte udkaaret var
Otriades, djerv i Fare.
Olympisk Krands han om Tinding bar,
Krig kan hans Aasyn opklare.
Skjøndt Viv og Børn han forladte saae,
Til Kampen seer man ham frydfuld gaae;
Messenien vil han fælde.
Med rædsomt Følge brød Krigen ud,
Den blanded’ Gift i hvert Hjerte.
Man haanede Folkerettens Bud,
Ja spottede Broderens Smerte;
Men Spartas Børn drog med Seier frem,
Thi Hævnens Furier fulgte dem,
De styrked’ hver Arm i Slaget.
Syv Aar randt hen udi blodig Færd,
End rase spartanske Hære.
For spæde Børn man ei Medynk bær’,
Fribaarne maae Lænke bære.
Otriades, fuld af Kraft og Mod,
Nedlægger Fjenden for djerve Fod;
Ham fryder Døendes Rallen.
Men sorgfuld græder hans Viv i Løn,
Syv Børn lod han hende tilbage.
Med Gru hun skuer en elsket Søn
I Aar og Væxt at tiltage;
Vel er endnu ei den Time nær,
Da strengt han fordres til Krigens Færd,
Men Faderens Higen hun frygter.
Ja, hjem fra Slaget han snarlig kom,
Seer Ynglingens Væxt med Glæde.
Og Blikket lynende søger om
De Vaaben, ham skal beklæde.
Kom frem med Drengen! I Fædres Spor
Han frem skal vandre og vorde stor
Ved Kraft og mandige Sæder.
Den blide Moder forstenet stod,
Ei taarefuldt Blik sig hæver.
Før sagtned’ Ømhed hans vilde Blod,
Nu koldt han Lydighed kræver.
De Smaae ham glade imøde gik,
Ei blev dem skjenket et Faderblik;
Saa hærder Krigen Hjertet.
Vildt ruller Blodet i Moderbarm,
Strid vaagner i hendes Indre.
Den Yngling skjermer med kjerlig Arm,
Hvor saligt sees Øiet tindre?
Men Du er Børnenes Hjelp og Trøst!
Saa lyder Pligtens gjentagne Røst;
Dog dæmper Rædsel dens Varslen.
Saa trods Umyndiges bange Raab,
Hun gaaer til blodige Slette.
Messenier nære nu frydfuldt Haab,
De Landets Tab skal oprette.
Fra Kysten samles de fjern og nær,
Og til Anfører for modig Hær
Helt Aristodemus valgtes.
Mod gjød hans Aasyn i hver en Barm,
Kraft vakte hans Tordenstemme.
Med Tillid væbner sig hver en Arm,
Hans Viisdom skal Værket fremme.
Ja som en Skytsgud man ham ansaae,
Glad vil hver Borger i Kampen gaae,
Med Laurbær ham at bekrandse.
Han skuffed’ ei Messeniens Haab, —
Som stridbar Løve han kjæmped’.
Hvor han drog frem, der lød Seiersraab;
Han Fiendens Overmod dæmped’.
De stolte Rækker adsplittet blev,
Fornyet Kraft dem paa Flugten drev;
Med Hevnens Ild de forfulgtes.
Otriades Viv med Ynglingen var
I vildeste Kamp tilstede.
Man dristig ham seer fremtræde.
Messeniens Helt ham imøde kom;
Da fælded’ Skjebnen den haarde Dom:
Hans Bryst blev igjennemboret.
Skjøndt Kampens Bulder var Tordnen liig,
Dog for Otriades’s Øre
Lød høit de spædere Klageskrig;
Did vil han Skridtet føre.
Men Drengen svømmede alt i Blod,
Fortvivlet Moderen for ham stod,
Al Sands var hende berøvet.
Hun sank afmægtig til Jorden ned,
Til Liv dog kaldtes tilbage.
Men nu Forbandelsens haarde Eed
Hun gjød over elsket Mage.
Vildt rev hun Pilen af Barnets Haand,
Den foer i Brystet, og hendes Aand
Hun opgav i vilden Rasen.
Otriades, tynget med Barnemord,
Forbandet af elskede Qvinde,
Nu Skridtet vender fra blodstænkt Jord,
Uskyldige Børn at finde.
Til nære Frænder de føres hen,
Men kræve Moderen ømt igjen, —
Et Dolkstik i Faderhjertet.
Nu vil han gjerne iblandt dem boe,
I Stilhed dem at opdrage;
Men Spartas Borger ei undtes Ro,
Skal Deel udi Krigen tage.
Han gik til Hæren, med nedtrykt Sind,
Tidt faldt en Taare paa Heltens Kind,
Dog stedse mandigt han kjæmped’.
En Dag til Leiren et Budskab kom —
Hvert Faderhjerte det rørte, —
Messenier drog i Laconien om,
Saa skrækkeligt Sværdet de førte!
I Aske der syv Landsbyer laae,
Og først som Offer man Børn udsaae,
Skreg Hevn over elskede Spæde.
De Byer nævn! Otriades bød,
Men Svaret blegnende hørte,
Og med Fortvivlelsens Hast opbrød,
Didhen han Børnene førte.
Han gaaer at høre sin Skjebnes Dom;
Da til betegnede Sted han kom,
Ei Spor af Mennesker fandtes.
Han blev omsider en Olding vaer,
Sig hastigen til ham vendte:
Siig, hvad mig Guder tilskikket har,
Om mine Børn Du kjendte?
Den Olding sukked’, han kjendte ham,
Ja Krigen! Stemplet paa Jordens Skam,
Har dine Børn Dig røvet.
Nu faldt ei Taaren fra Øiet meer,
Ei Læben udstødte Klage.
Mod Himlen stirrende vildt han seer,
Som vilde han Lyn neddrage,
Og Tegn fortvivlende tyde paa;
Han bander Dagen, han Lyset saae,
De Bryster, som gav ham Die.
Til blodig Færd han sin Tilflugt tog,
I Blod at drukne sin Smerte.
Paa nye Krigstog nu Sparta drog;
Thi Overmod fyldte hvert Hjerte.
Tyrea, Grændsen mod Norden var,
Vel Argos Staden opbygget har;
Dog Sparta vilde den eie.
Alt randt paa Jorden en Strøm af Blod,
For hvem den skulde tilhøre,
Da der af Helte en Hær fremstod,
For ene Værget at føre.
Femhundrede djerve Mænd det var,
Af begge Nationer, som Bøn frembar,
Til Offere at udvælges.
De ville stride til sidste Mand,
Med Troskab Vaabnene føre,
Og Seiervindernes Fødeland,
Tyrea skulde tilhøre.
I disses Tal Otriades var,
For ham ikkun Sværdet Velklang har,
Blodtørstig gik han i Kampen.
Liig Tordenens mørke, dødsvangre Sky,
Kom denne modige Skare;
Ei Smerter, pinlige Død de skye,
Nei! frydes ved truende Fare.
Ved hvert et Hug, det om Livet gjaldt,
Spartaner segned’, Argiver faldt;
I Kampen var begge modig.
Otriades mangen en Helt nedlaae,
Den Rasendes Arm haver Styrke;
Med graadigt Blik han dem falde saae,
Blod er den Gud, han vil dyrke;
Men vældig Helt mod ham stødte an,
Han sank til Jorden, dog trykte han
Sin Modstander med udi Faldet.
Svagt lød nu Kjæmpernes vilde Skrig,
Faa Opreiste var tilbage,
Men Smertens Toner lød tydelig,
Man hørte Døende drage.
Det snart om Seierens Krone gjaldt,
Og da den sidste Spartaner faldt,
End to Argivere aanded’.
De fløi til Hæren med frydfuld Aand,
Ei kunde de længe tøve;
Mindst ahned’ de, Døendes matte Haand
Dem Seieren skulde berøve.
Otriades, regnet blandt Dødes Tal,
Ei Suk udstøder ved bitter Qval;
Han lønlig Haab monne nære.
Da tyst og stille Alt om ham var,
Med sidste døende Kræfter
De Skjolde, fældede Fjende bar,
Han samler og sammenhefter;
Et Seiersminde han reiser der,
Med Blod antegner, til Jupiter
Det offres fra seierrig Sparta.
Den meente Seier, Argiverne nu
Imidlertid glad forkyndte.
Man gaaer til Valpladsen uden Gru,
Ja Skridtene didhen skyndte.
Man Seiersmindet med Gysen seer:
Min Fjende frygted’ at kjæmpe meer,
Otriades sagde: han flygted.
Til Grækers høieste Raad man gik,
Amphictionerne dømte:
„At Sparta fuldeste Seier fik,
Argiverne Valpladsen rømte,
Skjøndt Liv i Fjenden end fandtes der —
Den Seier Guderne offret er,
Ei Mennesker kan omstøde.”
Otriades vaktes til Liv igjen,
Men bar det som tungeste Byrde.
Ei deeltes Smerten med trofast Ven,
End søgte han Trøst i at myrde;
Paanye han Fiendskab Messenien svor,
Med Ild og Sværd gjennem Landet foer,
At offre til Børnenes Skygger.
En skummel Nat, med indviet Hær,
Han kom til Pamisses’s Bredde.
En blomstrende Landsbye kneiste der,
Den kan ei Guderne redde;
Nei Flammen vildt den opløse skal,
I den jeg drukner den bittre Qval,
Som nu fortærer mit Hjerte.
Ved venlig Hytte Otriades stod,
At see om Gnisten tændte,
Da Ilden braged’, han den forlod,
Dog Blikket end did han vendte.
En Barnelallen for Øret klang,
Det synger rolig sin Afskedssang;
Han nærmer sig den at høre.
Han aabner Døren; i Vuggen laae
Et Barn, saa yndigt at skue.
Det hefter smilende Blikket paa
Den stedse voxende Lue.
Dets Klædemon Qvindemærke bar,
Og Smilet venlige Vidne var,
At Ømhed i Hjertet boede.
Da vaktes Følelse i hans Sjel,
En Taare vædte hans Øie.
Hvad, skulde end til at fremme Held,
Du Spæde mit Hjerte nu bøie?
Ja ømt han Barnet paa Armen tog,
Fra Rædselsscenen han flux bortdrog,
End skulde han øine Glæde.
I natlig Mulm til sit Hjem han gik,
Det Barn med Omhue at dølge;
Som Spartas Borger, ei Ret han fik
Til Hjertets Stemme at følge.
Messenisk Fange er Træl, saa lød
Den grumme Lov, og til Skjendselsdød
Skal dømmes hver dem tilgiver.
Og ei Spartanerne Sværd nedlaae,
Før de saae Messenien falde,
Og Kongeætten i Lænker gaae,
Dens Fjende Herre at kalde.
Messenisk Hjord man til Sparta drev,
Den modne Høst dem af Haanden rev.
Saa danner Krigen Hjertet.
Selv længtes Otriades efter Fred,
For hjemme hos Barnet at blive;
Med Faderømhed og Kjerlighed,
Han vil hende Omhu give.
Han alt i hende gjenfunden har
Hvad Viv og Børn for hans Hjerte var,
Han skuer dem Alle i hende.
I Ynde voxte hun, som i Dyd,
Og elsked’ Otriades saare.
Barndommen svandt med dens muntre Fryd;
I Øiet fremkom en Taare,
Den skjønne Barm saa urolig slog,
Naar ømt han hende i Armen tog,
Og trykte hende til Hjertet.
Han bad: til Mage Du vælge Dig
En Mand af en lige Alder; —
Nei, Du fra Lænken mig gjorde fri,
Og Dig jeg kun Herre kalder!
Ja Dig alene jeg elske vil,
Kun Dig mit Hjerte kan høre til,
Du ene mig Fryd kan skjenke.
Han rakte hende nu kjerlig Haand:
Ja min skal Du evig være!
Nu knytte vi trofast Ægtebaand,
Og Efterverdenen lære:
Et Intet Fødeland, Alder er,
Hvor Hjerterne har hinanden kjær,
Kun der kan Lyksalighed trives.
Til yndig Datter hun Moder blev;
Ømt Faderens Taarer flyde:
Dig milde Guder af Flammen rev,
Trøst i mit Hjerte at gyde.
Jeg aldrig Hjemmet forlader meer;
O Fryd! naar Barnet jeg voxe seer,
Sin hulde Moder at ligne.
Nu var han mild, ja velvillig, god,
Ham Verden ei meer var øde;
Men Uheld, Rædsel paa Vagt og stod,
For snart hans Held at omstøde.
Af Ondskab, Nid det opdaget var,
Messenisk Fange han ægtet har;
Ephorerne blev det meldet.
Tungt blev hans Sind da med Iil et Bud
Bød ham for Domstolen møde.
I Guder! brød han med Rædsel ud,
Er end ei straffet min Brøde?
Nei! Viv og Barn jeg jo myrdet har,
Af elsket Qvinde forbandet var;
Fred burde jeg aldrig nyde!
Han stod for Dommerne, ahned’ Død,
Dog Sandhed vil han ei dølge:
Hun fødtes vel i Messeniens Skjød,
Men vandt her Loven at følge.
For hende Fødeland Intet er;
Den Mand, det Barn, som hun haver kjær,
De fødtes inden Spartas Mure.
Han viste Ar af de dybe Saar:
For Eder jeg saa monne lide!
I Krigen deelte jeg trange Kaar,
For Fødeland tappert at stride;
Jeg dyre Offre for det frembar,
Mit Blod Tyrea det tilkjøbt har;
Skaan nu min elskede Qvinde!
Med Gru Ephorerne ham ansaae,
De kan ei Beslutning tage:
„Ei dømme vi, men for Folket maa
Du Sagen med Iil andrage.”
Med Sorg i Hu han forlader dem,
Og nedtrykt gaaer til sit elskte Hjem,
At favne sit Barn og sin Qvinde.
Men to Tiaar, rundne hen i Fred,
Ei Spartas Harm kunde dæmpe;
Og Folket dømte: „den Helt som stred,
Tyrea os at tilkjæmpe,
Hans Liv vi ham ville skjenke her,
Men Qvinden, Barnet, han haver kjær,
Ei i Laconien maa han boe,
Thi han har elsket vor Fjende;
At han ei agtede Statens Ro,
Derved han os gav tilkjende.
Alt ufortøvet fuldbyrdes maa,
Og Rettens Tjenere de skal gaae
Dødsofrene at afhente.”
Otriades løs paa Retten foer,
Vil Sværdet imod den drage,
Udstøder vilde og haarde Ord;
Da Magten holdt ham tilbage.
Han rev sig løs, da hans Viv han saae,
Med Barnet sagte veemodig gaae,
Til Død at overantvordes.
For hendes Fødder han knæler ned:
Min elskede, ømme Qvinde!
Du, hvis trofaste Kjerlighed,
I Sorg lod mig Lindring finde;
O, at jeg her maatte døe med Dig!
Nu kun jeg priste mig lykkelig
Ved i dine Arme at synke.
Otriades! elskte, ømme Ven,
Som kjerlig gjengav mig Livet!
Hvor rolig gik jeg i Døden hen,
Var dette Barn Dig kun givet!
Ja, grumme Sparta! hør end min Bøn:
Den Spæde være Tyreas Løn,
Som Offer jeg ene falde!
Men Folket raabte eenstemmigt: Død!
Vi vil vore Fjender lære,
Ei brydes Loven, vi engang bød,
For Træl ei Medynk vi bære, —
Hver Sands Otriades røvet blev;
Man ham fra Mængden nu flux udrev,
Til Messeniens Grændse ham førte.
En Landmand ham i sin Hytte tog,
Han fandt ham paa alfar Veie.
Hvor før som Fjende han grumt fremdrog,
Der nyder han kjerlig Pleie.
Men koldt han modtager Hjelp og Trøst,
Af Ulykke hærdet er hans Bryst;
Sjelsevnerne er ham berøvet.
Med Skræk hvert Menneske han ansaae,
Som vildeste Dyr dem skyede;
Ja for hvert Spor af dem at undgaae,
Til øde Bjergegn han tyede.
Taigetus’s Top han nu vildt besteeg,
Blev kold, da hvinende Stemme skreeg:
Døe! Hver, som sig her tilnærmer.
Døe! Bruges det som en Trudsel her?
For den jeg ei viger tilbage.
Men da et Menneske her jeg seer,
Jeg hastig maa Flugten tage. —
Den Fremmede ved det kolde Svar
Vel ahner, det en Fortvivlet var,
Og gaaer ham som Broder imøde.
Han klavrer hurtig af Klippen ned,
Den Fremmede at indhente.
Han er ham nær, men han gjøs derved,
Thi hastig han ham gjenkjendte.
Det er Otriades! Guder! Dig,
Hvis List gjorde mig ulykkelig.
Jeg var blandt Tyreas Helte.
Saa grumt mit Fødeland mig forskød,
Da Seieren gik os af Hænde;
At flygte snarligen, det mig bød,
Ei meer at tilbagevende.
Til disse Egne jeg tyede hen.
Du var min Fjende, vær nu min Ven,
Lad fælles Skjebne os binde!
Otriades stirrende ham ansaae,
Det indre Lys sig antændte.
Jeg skulde følge? Ja, jeg vil gaae!
Vel Guder her til mig sendte,
At langt fra Mennesker jeg maa boe;
Dog aldrig nyder mit Hjerte Ro,
Kun Graven stiller min Smerte.
Han af den Fremmede ledtes op
Til Hytten, hvis Tag dem dækked’.
Den laae beskyttet af Bjergets Top,
Der Mennesker dem ei skrækked’.
De aabnede Jordens Moderskjød,
Hun skulde skjenke dem nøisomt Brød,
Til Gjælden blev krævet tilbage.
Dog milde Guder afvende lod
Forbandelsen, som nedfalder
Paa Dommers Hoved, naar skyldfrit Blod
Fra Himlen høit den nedkalder.
Med Barnet gik Otriades Viv
Til Hulen hen, der hvor Morderkniv
Saa grumt mod hende var hvæsset.
Men Veien gik forbi Parcers Lund,
Og Fløiternes Lyd, som toner,
Bebuder just i den samme Stund,
Gudindens Billed man kroner.
Med tændte Fakler, fra mørken Skov
De Præster kom, og en hellig Lov
Paabød de Lænker at falde.
Da Baandet løsnedes, Glimt af Haab
Den Domfældtes Fod bevinger.
Hun standser Toget med bange Raab:
Jeg Offre de Hellige bringer!
For deres Vælde jeg bøier mig,
Med Barnet vies høitidelig
Til ene af dem at dømmes.
Nu tør ei Retten med Vold gaae frem,
Ei kan de Lænker paalægge.
Enhver, der viede sig til dem,
Som Liv og Død os tilrække,
De sønderrive hvert fremmed Baand,
Og kun de Vældiges stærke Haand
Skal styre fremtidig Skjebne.
Ulykkens Børn de gik da urørt
Forbi den studsende Skare,
Og blev af Præster til Templet ført,
For Vold dem der at bevare.
De gik derfra ved saa skummel Nat,
Blev paa Messeniens Jordbund sat,
Som den, hvorfra de nedstammed’.
Bag Klippens mørke og kolde Barm,
Hvor Taaren kan useet rinde,
Med Barnet lænet paa matte Arm,
Gik sorrigfuld Moder at finde
Et Skjul, hvor Hevnen dem ei kan naae;
Til Landsmænd tør hun med Bøn ei gaae,
Otriades Æt at fremvise.
Hun bygged’ Hytte af Green og Siv,
Fandt Honning og Frugter til Føde.
Saa kummerfuldt henrandt hendes Liv,
Graad hilste hver Morgenrøde.
Hun skuer mørk over Klippen hen:
O aandede hist min elskte Ven,
Og Guderne did mig førte!
Haardbarmet Klippe har gjemt for Dig,
Det Balsam, som Hjertet læger.
Bag Torn, der saarer, indslutter sig
I Blomsten, Draaben som qvæger.
Fra hendes Indre, den Stemme lød,
Og mildt, forjettende hende bød,
I vilde Egn at indtrænge.
Ad slibrig Bane hun modig gaaer,
Haab vaklende Fod nu styrker.
Tilsidst ved gabende Svælg hun staaer;
Udbryder: I Guder! jeg dyrker,
Skjenk mig et Tegn her ved farlig Vei!
I styrke Modet! jeg vakle ei;
Held vil I mig da forlene.
Opfyldt med Kraft, nu til Staven trygt
Sig læner den svage Qvinde;
Saa dæmpe Guder den grumme Frygt,
At Hjælp vi i Nød skal finde.
Hun over Svælget sig svinger brat,
Skjøndt Byrden tynger, er Foden sat
Hiinsides, mens Aanden drages.
Hun vender sig, og med Gru hun seer
Hvor udspilet Gabet truer;
Ei sammentrukket for Øiet meer,
Nu fuldt dets Vidde hun skuer.
Saa Sorgens Svælg vi ei øine her
I fuld Udstrækning, før Hjælpen er
Tilsendt af signende Guder.
Her er Ulykkens Børn den nær,
Dog Modet endnu skal prøves;
Hun Spor af Mennesker finder her,
Men for i Taalmod at øves.
Langs Dybet øiner hun vel en Sti;
Men den er gjort utilgjængelig
Ved løse paakastede Stene.
Hvi svulmer Modet? Gjør Qvinden stærk,
Hun troer hvad Øiet opdager?
Det er Fortvivlelsens vilde Værk,
Og Længsel nu Skridtet drager
Didhen, at kjende hvem Skjebnen her
Saa haardt udstødte fra Mennesker,
At Nærmelsen ene skrækker.
De løse Stene, ved Afgrundens Rand,
Hun let og hurtig betræder.
Et yndigt, hende forjettet Land,
Hvor Kjerligheds milde Glæder
Hun nyde skal, hist for hende staaer;
Med faste Skridt hun ad Banen gaaer,
Hvor slibrig den end er vorden.
Hun svæver let over farlig Sti,
Og mødig Vandring ei trætter.
Snart fra Dødsfare hun seer sig fri,
Og styrket Gangen fortsætter;
Men ved et Vildnis hun standser brat,
Hvor sammenviklede Tjørn er sat
Som Vold, der ei kan bestiges.
Med Speiderblik hun sig seer omkring,
Langs Jorden en Aabning finder;
Med Møie baner sig Vei derind,
Og Haabet paany oprinder.
Snart øines yndig bevoxen Dal;
Ja, der det er, hendes Troskab skal
Med Held, Lyksalighed lønnes.
Den Luft er qvægsom; ja ogsaa her
Skal stilles de tunge Sukke.
Otriades er det, som aander der,
Som Indgangen vilde tillukke,
Flye Mennesker; men nu Troskab brød
Det faste Værn; høit Lovsangen lød,
Da Værket var gjort til Skamme.
Nu Barnet bæres paa Faderarm,
Som Dødsvaande meer ei bringer;
Han trykker Qvinden til ømme Barm,
Og Fredens Reskab kun svinger.
De prise høit overstandne Nød,
Som førte dem i Eensomheds Skjød,
Hvor Avind ei Freden styrrer.
Thi Vennen, ved deres Lykke fro,
Forglemmer Fortidens Qvide.
Han har tilkjæmpet sig Hjertero;
Nu vorde hans Dage blide.
Han nævnes daglig ved Fadernavn,
Og rørt han signer den sikkre Havn,
Som han for Uskyld beredte.