Anemonen
(Til en ung Pige).
(Til en ung Pige).
Ei til Guders høie Chor
Flyver jeg paa Sangens Vinger,
Som en Sommerfugl jeg svinger
Mig saa høit, som Blomsten groer,
Og naar Anemonen hvid
Rækker mig sit lyse Bæger,
Mens i Sang min Tørst jeg qvæger,
Glemmer jeg den bittre Tid.
Blandt det visne Løv den staaer
Som blandt Skyer hist en Stjerne,
Op mod Lyset i det Fjerne
Fra sit dunkle Hjem den gaaer,
Som en Jomfru fiin og skjær,
Der, ei kjendt med Støvets Jammer,
Skjøndt dog derfra selv hun stammer,
Trygt sin Ungdoms Krone bar’.
Vel er Anemonen svag,
Vinden røver snart dens Krone,
I dens Hjerte Dødens Throne
Bygges fra dens første Dag;
Men den gjemmer nye Frøe,
Derfor paa de hvide Vinger
Over Jorden Bud den bringer:
Livets Kraft kan aldrig døe.
Altid for mit Blik du staaer,
Som den hvide Anemone,
Perlen i den lette Krone
Omkring Vaarens lyse Haar;
Ogsaa du blev født April,
Graad og Solskin har dig næret,
Du har ofte Vaarbud været
Med din Læbes milde Smiil.
Da jeg selv var en Forstødt,
Kom du til min Hjælp i Nøden,
Rev mit Hjerte ud fra Døden,
Før det havde sig forblødt;
Du har givet det sin Kraft,
Kraft til i min Sang at bløde,
Hvergang det sit tause Møde
Med den svundne Tid har havt.
Anemonen hvid og skjær,
Saadan staaer du for mit Øie,
Naar i Skovens Skjød jeg bøie
Vil mit Blik til Blomsten der;
Hørt af Ingen da min Sang
Lyder mildt til Begges Ære,
Og dens Omqvæd Droslen bære
Vil med Stemmens bløde Klang.
Baade Frugten bedsk og sød
Voxer paa den samme Stamme,
Solens klare, rene Flamme
Bringer baade Liv og Død;
Dog gjør glad dens Straale klar:
Lad mig da med Veemod sjunge
Paa den Dag, din Moders unge
Skjød sin første Vaarblomst bar.