Jeg tør vel næppe synge meer?
Dog tie stille kan jeg ikke;
Selv Marken, som forsømt maa ligge,
I Blomster Vaarens Spor dog seer.
Vel træder Oxens Hov dem ned,
Dog bygger Lærken midt iblandt dem,
Og mangt et fattigt Barn dog fandt dem,
Hvem Marken blev et Blomsterbed.
Saa lad da, til den milde Død
Mig overskygger med sin Vinge,
I Skjulthed mine Blomster bringe
De vilde Bier Honning sød.
Min Sjæl er tro som Markens Jord,
En Tusindfryd den strax vil bære
For hvert et Ord fra mine Kjære,
Der som et Solglimt til den foer.
O, hør da paa mit Strængespil,
Lad ei mit Hjerte sig forbløde,
Lad Stumhed herske blandt de Døde,
Men ei hos dem, som end er til!
Og finder i min simple Sang
Din egen Tanke sig en Vugge,
Og hører du i mine Sukke
Dit eget Suk endnu engang,
Saa, tro mig, selv i Graven trang
Vil sagte bæve Hjertets Strænge,
Og fjernt paa Dødens kolde Enge
Jeg synger den endnu engang!