Højtidelig de slanke buer knejse.
Hvert trin genlyder fra de hvidgrå sten,
Der skærmer over de henfarnes ben,
Hvis sjæle længst drog på den lange rejse.
Nu lukked sakristanen kirkens dør.
Her vil jeg sætte mig nær prækestolen,
Som stråler der i lys af forårssolen;
Jeg så den aldrig, tror jeg, sådan før.
— Hvor underligt! Her stædes de til møde,
Som ellers skilt ad livets veje vanke,
Venner og fjender, levende og døde,
I samme håb, i samme tro og tanke.
Her samles de at høre nådens bud,
I samfund, hver dog ene med sin gud,
Et mægtigt træ med tusend skilte grene.
Hvor mangen bøn, hvor mange våde blik
Steg vel mod himlen, medens tiden gik,
Fra dette sted, hvor nu jeg sidder ene!
Men tys! Det syntes mig, at orglet klang.
Ja hør! — Vist organisten, som sig øver.
Hvor smukt han spiller! Fuglens spæde sang
I træet hist hans toner overdøver.
Hør, klangen stiger, vældig frem den bryder,
Som havets brus, når det i brænding syder,
Som stormens brøl, som sjælens kamp med gud —
I dissonanser toner spillet ud. —
En pause. Tys! Som hæren efter slaget. —
Nu klinger dæmpet nådens toner ind. —
Med stille vemod griber det mit sind,
Det er, som blev jeg sagte opad draget. —
Så sejrens hymne, engles jubelkor,
Forjættelsen for hver, som vil og tror;
Den siste samklang gennem kirken gjalder.
Gudstjenesten er endt. — Og livet kalder.