Se, han står til masten bunden,
Lytter til de fjerne sange,
Og de klinger for hans øre
Som musik fra glædens vange,
Som et vink, der lover sjælen
Livets fulde lyst at fange.
Ene han er stedt i fare,
Ene ham kan vinket røre,
Thi de plumpe sømænd lader
Ej af sangen sig forføre,
De er sikre, ganske sikre,
— De kan nemlig intet høre.
Og han slider i sin lænke.
Godt for ham, at han er bunden!
Ellers tror jeg, han forliste
Skib og liv på klippegrunden.
Men, se nu er pynten klaret,
Faren ovre, frelsen vunden!
Faren ovre? Mon han glemmer
Vinket fra de lyse vange?
Let at lytte, svært at glemme!
Mon han ej i nætter lange
Hører stundom gennem luften
Klangen af Sirenesange?