Dernede dybt under muldet,
Hvor bunden er fugtig og blød,
Der graver den flittige muldvarp
Sig gange i jordens skød.
Den roder til alle sider
Alt med sin klo så hvas,
Dens gange strække sig vide,
Den ejer et helt palads.
Dog føler den stakkels muldvarp
Sig tit så ene, forladt,
Den længes hel tit efter lyset
Hist i sin evige nat.
Da higer den fra sin gransken
Dybt i det døde muld
Op, hvor sig blomsterne bade
I solens strømmende guld.
Den glemmer sin travle gransken,
Den glemmer sit rige palads,
Den graver sig op mod oven
Alt med sin klo så hvas.
Men nå’r den tilsist til målet,
Skimter den jordens pragt,
Da viger den sky tilbage
For lysets blændende magt.
Solens funklende stråler
Skrækker det usle kryb,
Thi må den søge tilbage
I jordens skærmende dyb. —
Men som et vanmagtens minde,
Et savnets og længslens bud,
Står blandt de duftende blomster
Tilbage — et muldvarpeskud!