Apage Satanas
(Dagbogsblade af en utrykt novelle.) (1—6)
(Dagbogsblade af en utrykt novelle.) (1—6)
1.
Der er i verden den vide
Slet ingen, som har mig kær.
Vel ganger jeg mangen ved side,
Men ingen ganger jeg nær.
Så monne min skæbne være,
At hvor med varme jeg kom,
Der måtte bestandig jeg lære,
Min varme brød ingen sig om.
Og dog, at vælge og vrage,
Det valgte jeg ingentid,
Så gerne vilde jeg tage
Alt mod den ringeste hvid.
Men den, som ene må stride,
Han ledes ved livets færd, —
Og der er i verden den vide
Slet ingen, som har mig kær.
2.
Stille, mit hjerte! Hvi slår du så fast?
Hvi vil du sukke så såre?
Véd du det ikke, at selv om du brast,
Randt ej en eneste tåre?
Véd du det ej, at idag som igår
Ingen dog ænser din kvide?
Luk dig da kun om de svidende sår!
Hvi vil forgæves du stride?
Bøj dig mod ham, hvis velsignede trøst
Også din hjertesorg rummer!
Vildsomme hjerte! Engang ved hans bryst
Stilles din nagende kummer.
3.
Kom, milde tungsind, sænk dig i mit bryst!
Forunderlig din søde gift mig kvæger;
En sælsom lyst
Jeg suger af dit bæger.
Og skøndt min sjæl du martrer grumt tildøde,
Med længsel dog den flyver dig imøde.
Du, milde tungsind, er mit hjertes barn,
Min drøms fortrolige, min sjæls veninde.
I dine garn
Jeg lader fri mig binde.
Du er mit selv, og skal end hjertet briste,
Dig, milde tungsind, vil jeg aldrig miste.
4.
Jeg mindes, min fromme moder
Hun havde en egen tro:
Hvert menneske er en guds tanke,
Thi fanger det aldrig ro.
Det lagdes i støvets lænker,
Det bærer dem til sin død,
Dog må det bestandig hige
Tilbage til herrens skød.
Og hvor i verden det færdes,
Og hvordan dets kår end blev,
Det længes dog altid tilbage
Til ham, som dets runer skrev.
Men fører det ej tilende
Den tanke, hvori det blev skabt,
Da har det sit mål forfejlet,
Da er det for evig fortabt. —
Kan hænde, den tro er rigtig.
— Jeg véd ej selv, hvad jeg vil.
Gud véd, om gud tænkte på noget,
Dengang da jeg blev til!
5.
Man harmes over, at selskabslivet
Smager mig vammelt og vandet.
Man siger, jeg elsker alene mig selv.
Man fejler i det, som i andet.
Nej, dersom jeg elsked alene mig selv,
Da var min kummer forsvundet,
Da havde jeg arme for første gang
I mit liv genkærlighed fundet.
6.
Verden gav mig af herligheder
Den mest velsignede række.
Den gav mig en elsket, den gav mig en ven.
De sveg og forrådte mig begge.
Og har du en elsket, og har du en ven,
Da tro du dem ikke for meget!
Svig dem hellere begge selv!
Så bliver du ikke sveget.
Verden gav mig af herligheder
En skat, som med tak mig fyldte.
Her giver jeg verden mit bedste råd,
Så har jeg betalt, hvad jeg skyldte.
Anmærkning. Ved disse 6 digte fandtes i L.’s manuscript en bemærkning i prosa, men intet spor af nogen novelle. Den underlige titel, formoder jeg, hænger sammen med hans trang til ligesom at mane sentimentalitetens spøgelse i jorden ved at give det form i en digtet skikkelse, en trang, som synes mig forståelig nok hos en digter, der er stillet, som han åbenbart paa dette tidspunkt har været. — Den omtalte bemærkning lød, som følger: »Jeg antager, at læseren vil være mig taknemlig, fordi jeg ikke har forøget novelleliteraturen med den novelle, hvoraf disse blade ere tagne. Imidlertid skal jeg dog, af visse grunde, ikke undlade at meddele følgende korte oplysning om den unge mand, der har forfattet dem. Efter den sentimentale periode i hans liv, hvori ovenstående digte ere skrevne, fulgte en krisis, der bragte ham paa sindssygeanstalten. Han blev imidlertid helbredet, er nu landmand, lykkelig gift, fader til tre velsignede børn og søger som saadan, efter bedste evne, på en heldigere og mere praktisk måde, end den i det siste af ovenstående digte antydede, at betale verden, hvad han skylder den.«
Udg.