I
Højt klingrer vore Bjælder,
vi hører Sneen knirke,
Skimlen er kåd, den pruster og den sparker.
Mens varm vor Ande vælder
ad tindrehvide Marker,
glider vi under Borgalleens Birke.
Lidt skarp er Luften; Vinterdagen hælder.
Dog ser vi end på Sneen
de skarpe Skygger blåne;
end står den spæde Måne
kun som en Sky for Enden af Alleen.
Og dær er Mølledammen,
hvor Strømmen aldrig fryser:
et frossent Vandfald over Hjulet hænger.
Her har vi vandret sammen...
Vi taler ikke længer,
men lykkeligt to mørke Øjne lyser.
Så kommer Skoven over Bakkekammen,
med Rim på alle Kviste;
de hvide Veje glider
omkring til alle Sider,
som om de hver sin lille Løndom vidste.
De muntre Bjælder klinger,
vi hører Sneen knirke,
men alle Lyde skjuler sig i Skoven.
Kun store Fuglevinger
susende bort foroven...
Den hvide Skovs hvælvede tavse Kirke!
Lyt, lille du, mens Klokketoner svinger
sig bort igennem Lunden:
For Natten vil vi bede,
nu søger Sol sin Rede,
nu er den klare Vinterdag udrunden.
På Vesterhimlens Bue
mægtig en Ild sig rejser,
rød som Rubin den over Sneen flammer.
Imod den røde Lue
med stive sorte Stammer
hist over Højene en Granskov knejser.
Nu tuder Uglerne, og Ræven glammer,
men Stjærnelil hos Stjærne
går ud af Himmeltågen
og tindrer Længslen vågen
mod det uendelige altfor fjærne.
II
Ak, husker du, du lille,
den Glans af Aftenskyen,
da du kom op og tog dit Ord tilbage?
Du måtte, nej, du vilde,
og der var Gråd og Klage,
til Sol gik ned vestude over Byen:
Da blussed Skyerne med Purpur-Ilde,
Tårnfløjene forgyldtes,
Tagruderne blev røde...
Af Solnedgangens bløde
forunderlige Fred vi begge fyldtes.
Med tårevåde Kinder
og hede Øjenlåge
stod vi og så det herlige derude,
til Stadens gyldne Tinder
og Rude efter Rude
blev borte i en ferskenfarvet Tåge.
Da mødtes vi, som Dråbe Dråbe finder
i Kalken af en Lilje.
Hvor var nu Ord og Grunde
og Smerten og det Onde?
Vi var ét Liv, én Hu, én kærlig Vilje.
Hjærterne var os fulde.
Så gik vi ud at vandre,
i Skumringen, mens Lygterne blev tændte.
En let Oktoberkulde
de visne Blade sendte
svagt raslende til Jorden til de andre.
Vi hørte Vognene langt borte rulle
og travle Klokker kime;
Sporvogne så vi skinne
forbi Alleens Linde.
Men vi var ene. Husker du den Time?
III
Ak, husker du, Veninde?
Ser du de fjærne Høje,
de blåner bort og bliver næsten sorte.
Hører du Voven rinde...
Se, Himmeriges Porte
vidåbne står med kobberrøde Fløje.
Til Hvile segnede de sagte Vinde,
ingen tør mere tale,
thi fra de dunkle Kroner
i »Dejlighedens« Dale
sprudler der milde Nattergaletoner.
Du sidder ved min Side,
vi tier og vi lytter,
vi sejler på den blanke Rosenlue.
Ser vi os ud så vide
mod Himlens høje Bue,
men lønligt Hjærte vi med Hjærte bytter.
Hvor svulmer vi af sød velsignet Kvide!
Vi véd jo endnu ikke...
vi véd, det kunde fejle,
og skjuler vore Blikke,
thi mødes de, så véd vi, de vil bejle.
Men da (vi kan ej andet)
da ser vi op, og smiler —
os begge to står Tårerne i Øjet.
Et Nu. Og ned mod Vandet
har du dig atter bøjet,
mens Båden hurtig imod Kysten iler.
Din Hånd du tankefuld på Toften hviler:
Vær stille, mine Hænder!
De andre kunde spejde.
Vent, Hjærte, skønt du brænder:
Til Hånd, til Mund gav Øjnene mig Lejde.
Hvor var dog det, Veninde,
det gyldne og det sorte?
Hvor var det dog, vi så os ud så vide?
Om Bølgen lod sig binde,
om Skyen lod sig ride...
Nej! Stormens Engel stængte Rigets Porte!