Aldrig er Østersøen i Ro,
den kaster sig mellem de kolde Kyster,
og stormer det, fråder de stærke Vande,
så Klinten og Klipperne ryster.
Thi stride Floder strømmer deri
fra Riesengebirge, Rusland og Polen
og fjærnt fra det Fjæld Sulitjelma,
der ser imod Midnatssolen.
Smalt er Østersølejet
for Flodernes voxende Flom,
ilende styrter de ud imod Dybet
i dristige Drømme derom.
Der ligger et Land i Vejen:
Skumlet skylles det bort med det samme.
Nej! det løfter sit skinnende Skjold
og bryder de brusende Kamme. —
Danmark, Barn af det stridige Dyb,
mod Dybet er Møn dit skinnende Skjold;
dog må der Mænd til at værge
mod vildere Fjenders Vold.
Det var i Læ af den hvide Klint,
at bøjet du spændte din Bue
og skød med den flammende Brandpil
Vendernes Lejr i Lue.
Hvor Kræmmeren så fra Borre Bryg
sin krydderduftende Sejler,
blinker nu mellem Blomster en Å
i de græsbevoxede Vejler.
Dog endnu løfter sig Høje-Møn,
Ås over Ås, i en svulmende Vove
med Byer og Gårde som glidende Spåner
og Skum af de grønne Skove.
Sommerspiret er solskinshvidt,
sort hænger Ørnenes øde Rede;
det risler i Maglevandsfaldet,
det syder og suser dernede.
Vogt på din Fod: Et svimlende Svælg —
Hav, der ud imod Himmel rinder —
Kløfter og skridende Skrænter
og takkede Tinder, der skinner.
Men når den østlige Efterårsstorm
med Rovdyrs-Jubel i Natten jager,
og Brændingen brøler, og Havet stiger,
og styrtende Blokke brager, —
da må det kendes, at Danmark har
i Klinten et Skjold til Værge!
Den løfter sit funklende Fyr,
det ses på de rygiske Bjærge.
Det rækker til Rygen og Falsterbo,
et stærkere når til Norge:
Hanstholm hist og Høje-Møn
vore bølgebrydende Borge!
Når deres Nakker dukkede frem,
det lader vi lærde granske:
Til skyllende Sø har skjult dem,
skal Danmark ejes af Danske!